Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Lusaka er Zambias hovedstad og en by i hastig udvikling, hvor Cairo Road er den centrale boulevard. Navnet kommer fra navnkundige Cecil Rhodes’ plan om at forbinde de britiske kolonier i Afrika med vej og jernbane fra Cape Town til Cairo, og dette stykke vej i Lusaka var en del af denne planlagte rute.

Langs Cairo Road ligger højhuse, kontorbygninger, institutioner, hoteller og forretninger. Lusaka er også hjemsted for flere smukke kirker med den anglikanske domkirke i spidsen. Liggende smuk i en grøn oase er betonkonstruktionen og dens farvespil indvendigt et besøg værd; lige som mange at de opførelser fra kolonitiden, der ligger i gåafstand herfra.

Langs boulevareden Independence Avenue ligger blandt andet den smukke gamle nationalforsamling og mindehaven for Zambias præsidenter. Det er mod øst, og lidt tættere på Cairo Road ad boulevarden kan man med fordel besøge landets nationalmuseum, der giver en fin indføring i mange aspekter af Zambias historie og kultur.

Zambia er også rigt på det fascinerende dyreliv, som for mange er årsagen til en tur til denne del af Afrika. Landet har imponerende nationalparker, men man kan også nyde naturen på en safaritur tæt på Lusaka eller ved et ophold på en af de lodges, der ligger i omegnen af hovedstaden.

Topseværdigheder

    Cairo Road

    Cairo Road

    Cairo Road er navnet på Lusakas hovedgade, der er centrum for byens handels- og forretningsliv. Gadens navn kommer fra magnaten og politikeren Cecil Rhodes’ drøm og planer om anlæg af en vej gennem britiske kolonier fra Cape Town i Sydafrika til Cairo i Egypten.

    Rhodes’ vej blev aldrig realiseret, selv om den findes i store strækninger. Fra syd starter den sydafrikanske N1 fra Cape Town og skærer sig gennem landet mod nordøst og Zimbabwe, hvor vejen går gennem Harare på vej mod nord og Lusaka.

    I Lusaka danner Cairo Road en strækning på 1,8 kilometer af vejen mellem Cape Town og Cairo, og fra den zambiske hovedstad går Great North Road til Tanzania. I Tanzania fortaber den egentlige vejstrækning sig til flere mulige alternativer, men i 1930erne blev et sted i byen Arusha markeret som midtpunktet på vej mod Cairo eller Cape Town. Vejen fortsætter mod Nairobi i Kenya, og et stykke nord for den kenyanske hovedstad slutter asfalten, som først genfindes i Dongola i Sudan, hvor vejen fortsætter via færge fra Wadi Halfa til Aswan og det sidste stykke mod Cairo.

    På Cairo Road er der i dag mange træer, og omkring den brede gade finder man butikker, supermarkeder, kontorbygninger, spisesteder og gadehandlende. Det er derved et fint sted at opleve storbystemningen og samtidig gøre indkøb. Blandt de markante bygninger er skyskraberen Findeco House på 25 etager. Den står ved krydset mellem Cairo Road og Independence Avenue.

     

    Lusaka Bymarked
    Lusaka City Market

    Lusaka City Market er et af Lusakas lettere kaotiske, men på samme tid atmosfærerige og charmerende markeder, hvor utallige handlende tilbyder tøj, ting og fødevarer fra bod til bod. Markedet er en smule udefineret, idet gaderne omkring også rummer et væld af småbutikker, så det gælder blot om at gå på opdagelse.

     

    National Museum

    Nationalmuseet
    National Museum

    National Museum i Lusaka er stedet at besøge, hvis man er interesseret i et overblik over forskellige dele af Zambias og Lusakas historie. Her er forskellige samlinger og udstillinger; blandt andet af zambisk malerkunst, arkæologiske fund og forskellige antropologiske og kulturhistoriske temaer som fx heksekunst. Museet blev grundlagt i 1996, og ud over at være et velbesøgt sted, fungerer det som forskningsinstitution.

     

    Højesteret
    Supreme Court

    Supreme Court er Zambias højeste retsinstans, og den har til huse i en af Lusakas smukke gamle bygninger fra landets kolonitid. Bygningen blev indviet af dronning Elizabeth den 11. juli 1957 og har siden da stået som en af flere samtidige institutionsbyggerier i området.

     

    Holy Cross Cathedral

    Helligkors Katedral
    Cathedral of the Holy Cross

    Cathedral of the Holy Cross er en kirkebygning, der har status af anglikansk domkirke i Lusaka. Kirken er ærkebispesæde for Lusaka. Domkirken er ud over at være religiøst betydende et af de kendte bygningsværker i i Zambias hovedstad. Arkitekturen er moderne, og kirken ligger smukt i et grønt område.

    Grundstenen til katedralen blev lagt i 1957, og i 1962 blev kirken taget i brug. Den officielle indvielse fandt dog først sted i 1970, hvor kirken stod fuldstændig færdigbygget.

    Cathedral of the Holy Cross ligger i et stort grønt område, der er en dejlig oase for blandt andet mange af de skolebørn, der bruger kirken. Når man går ind i bygningen, bliver man mødt at et meget smukt rum, der under betonkonstruktionen er ganske lyst og rummeligt med farvede vinduesglas som en af de fine effekter.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Lusaka her.

Andre seværdigheder

    Chilenje House 394

    Chilenje Hus Nr. 394
    Chilenje House No. 394

    Fra januar 1960 til december 1962 boede Dr. Kenneth David Kaunda i huset Chilenje House No. 394. Herfra ledte han kampen for zambisk selvstændighed, som blev en realitet 24. oktober 1964. Kenneth Kaunda blev den nye republiks første præsident.

    Ud over huset med nummer 394 er også nabohusene med numrene 393 og 395 beskyttet, og de indgår som en del af det monument for landet uafhængighed, som Kaunda og hans hus står for.

    I nummer 394 er interiøret blevet tilbageført til det i videst muligt omfang originale fra 1962. Det gælder fx farverne og mange af Kaunda-familiens møbler, der er blevet stillet her på deres 1962-positioner.

    I nummer 395 kan man se en interessant udstilling om Lusaka, byens udvikling og om den politiske kamp på vej mod friheden. Nummer 393 er bolig for stedets opsynsmand.

    Monumentet blev åbnet den 23. oktober 1968 af præsident Kenneth Kaunda, der virkede som landets statsoverhoved fra uafhængigheden til den 2. november 1991.

     

    Udenrigsministeriet
    Ministry of Foreign Affairs

    Zambias udenrigsministerium ligger i en af Lusakas historiske bygninger fra landets britiske kolonitid; nemlig det tidligere Charter House. Det blev opført af British South African Company, som var ansvarlige for administrationen af Nordrhodesia indtil 1924, hvor landet fik status af et britisk protektorat. Som udenrigsministerium ligger Charter House i dag bag en større mur, og der er ikke adgang til bygningen.

     

    Lusaka Railway Station

    Banegården
    Railway Station

    Banegården i Lusaka er udgangspunkt for jernbanelinjer mod syd og nord i Zambia, og også selv om man ikke skal med toget, er banegården et interessant sted at opleve livet omkring trafikknudepunktet.

    Jernbanen kom til Zambia i 1905, da broen fra det nuværende Zimbabwe stod færdig over Zambezifloden ved vandfaldene Victoria Falls. Banen ledte i første omgang til Livingstone, men den kom med årene til at krydse landet og krydse grænsen til Tanzania som en del af Cecil Rhodes’ drøm om en bane fra Cape Town gennem britiske kolonier til Cairo.

    I dag kan man se en del godstrafik på det relativt overskuelige banelegeme, og man kan fx også prøve en spændende rejse med Zambezi Express til Livingstone. Umiddelbart øst for stationsbygningen kan man desuden se et imponerende og nu udrangeret damplokomotiv.

     

    Den Gamle Nationalforsamlingsbygning
    Old National Assembly Building

    Old National Assembly Building er en af de større bygninger, der blev opført i Zambias tid som britisk protektorat. Det var John Hoogterp, der designede forsamlingsbygningen, og den blev opført i 1932 med grundstensnedlæggelse af prins George.

    Før Zambias selvstændighed var bygningen mødested for protektoratets lovgivende forsamling. Det var den såkaldte legco, og derfor kan man undertiden høre stedet omtalt med det navn.

    Der er blevet opført to vinkelrette sidebygninger til den oprindelige søjleprydede bygning, hvor Zambias forsvarsministerium i dag har sæde. Den nordlige sidebygning rummer vicepræsidentens administration, mens den sydlige er indrettet som landets indenrigsministerium.

     

    Memorial Garden

    Mindehaven
    Memorial Garden

    Memorial Garden er et fint anlæg, der ligger i det grønne område, der er udlagt som Ambassadeparken/Embassy Park. Parkens navn kommer fra tilstedeværelsen af de mange ambassader, der omgiver parken.

    Selve Memorial Garden er begravelsessted for præsidenter. Zambias tredje præsident, Levy Patrick Mwanawasa, der døde i embedet den 19. august 2006, ligger således begravet centralt i aksen overfor Cenotaph og landets forsvarsministerium. Hans gravmæle blev udformet som en stol som symbol på, at han døde i embedet.

    Et stykke syd for Mwanawasas grav ligger Frederick Chiluba begravet. Han var Zambias anden præsident, og hans gravmæle blev designet med en ørn på toppen som symbol på, at han indførte flerpartistyre og ytringsfrihed.

     

    Kabwata Kulturlandsby
    Kabwata Cultural Village

    Kabwata Cultural Village er en særdeles interessant samling af kreative kunsthåndværkere fra Zambias forskellige stammer og regioner.

    Landsbyen blev etableret i 1974, hvor folk fra hele landet blev inviteret til at komme og blive en del af fællesskabet af folk, der alle kunne være spydspidser for udbredelsen af de traditionelle kunstformer og håndværksprodukter.

    Man kan se en spændende produkter som fx batik, tekstiler, udskårne dyr, spyd og musikinstrumenter. Stedet er i sig selv seværdigt, idet landsbyen blev etableret med byggerier af traditionelle hytter.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Lusaka her.

Ture fra byen

    Protea Safari Lodge

    Protea Safari Lodge

    Protea Safari Lodge er en hotellodge, der ligger i et indhegnet område nord for Lusaka. Selve lodgen og dens omgivende areal er et dejligt sted for afslapning efter en kort tur fra Lusaka. Det er særligt interessant, at stedet arrangerer køreture på området, hvor man kan se dyr som fx zebraer og forskellige antiloper. Protea Safari Lodge har også løver, der lever i indhegninger.

    En tur til lodgen er ikke som en safaritur i en af Zambias nationalparker, men her er smuk natur, og en udflugt hertil er en nem og hurtig mulighed for at prøve en safarilignende tur.

     

    Munda Wanga Zoo og Botanisk Have
    Munda Wanga Zoo and Botanical Gardens

    Munda Wanga er en park, hvor forskellige dyr bliver rehabiliteret og sat tilbage i naturen efter endt pleje. Parken fungerer desuden både som en botanisk og zoologisk have for Lusaka, idet der også er en dyrepark med fx geparder, løver, bavianer, vilde hunde, sjakaler og vortesvin.

    Der er også over 1.000 planter repræsenteret, og man kan se både er lokale og eksotiske vækster. På en vandretur rundt kan man således opleve forskellige dele af verden.

     

    Kalimba Krybdyrpark
    Kalimba Reptile Park

    Kalimba Reptile Park er stedet, hvis man vil opleve krokodiller, skildpadder, slanger og andre afrikanske krybdyr. Parken fungerer desuden som krokodillepark, og her er også diverse rekreative aktiviteter, der ikke har noget med krybdyrene at gøre.

     

    Chaminuka Lodge

    Chaminuka Lodge er en lodge i Zambias første private vildtreservat. Det blev oprettet i 1979 og byder på en lang række af Zambias kendte dyr som fx løver, elefanter, giraffer, zebraer, bøfler, antiloper og mange flere.

    Lodgen ligger i kørselsafstand fra det centrale Lusaka, og den er et glimrende sted at opleve landets rige fauna, hvis tiden ikke er til et besøg i en nationalpark.

     

    Livingstone Capitol Theatre

    Livingstone

    Livingstone er en by i det sydlige Zambia, der var hovedstad i Nordrhodesia indtil 1935. Byen er en historisk britisk koloniby, som blev opkaldt efter skotten David Livingstone, der var den første europæer, som udforskede området. Det skete i 1855, hvor subiya-kololo-høvdingen Sekeletu viste skotten Zambezi-floden og Victoriafaldene.

    Der er en del seværdigheder i Livingstone i dag, og der kommer mange turister til byen, som naturligt nok skal opleve Victoriafaldene. Faldene er nemt tilgængelige, og de ligger på Zambezis vej som grænse mellem Zimbabwe og Zambia. Victoria Falls er et af naturens sande underværker og et af de måske mest imponerende steder i naturen i verden. Allerede på lang afstand kan man se de store vandmængder, der nærmest står op over Victoria Falls.

    Læs mere om Livingstone

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping

    Shoprite

    Cairo Road

     

    Soweto Market

    Freedom Way

     

    Arcades Shopping Centre

    Great East Road
    arcades.co.zm

     

    Manda Hill Shopping

    Great East Road

     

    Indkøbsgader

    Cairo Road, Freedom Way

Med børn

    Museum

    National Museum
    Independence Avenue

     

    Værksteder og kultur

    Kabwata Cultural Village
    Burma Road

     

    Zoologisk og botanisk have

    Munda Wanga Zoo and Botanical Gardens
    Kafue Road, Chilanga
    mundawanga.com

     

    Krybdyrpark

    Kalimba Reptile Park
    District Road

Gode links
Historisk overblik

    Jernbanens kickstart

    Byen Lusaka var indtil jernbanens ankomst fra Victoria Falls i 1905 en mindre landsby. Fra 1905 skete en europæisk bosættelse, der kom til at sætte præg på udviklingen af byen, og nogle af dem slog sig ned som farmere efter køb af land fra selskabet Northern Copper Company.

    I 1906 var den nye landsby ved banen blevet etableret og opkaldt efter en høvding i en nærliggende bosættelse; han hed Lusaaka. To år senere byggede Benjamin Glasser Lusakas første bygning af permanent karakter; det var en butik, og i 1910 fulgte blandt andet byens første skole.

     

    Institutioner etableres

    Efter de første 5-7 år lå der både hotel, flere forretninger, tre møller, en skole og handelsselskabet Lusaka Trading Company Store i byen, hvor der i 1912 blev dannet foreningen Lusaka Social & Sports Club.

    I 1913 blev et bystyre i form af Village Management Board etableret, og året regnes som Lusakas start. Samme år kunne byens første kreaturauktioner gennemføres. 1917 blev året, hvor Percy Morton kunne kalde sig Lusakas første bilejer, og i det følgende år slog både byens første hospital og banken Standard Bank dørene op.

     

    1920erne og 1930erne

    I Lusakas tredje årti fortsatte væksten og begivenhederne. I 1920 fløj det første fly over byen, og i 1921 blev der plantet træer i hovedstrøget Cairo Road, der var blevet opkaldt efter Cecil Rhodes’ drøm om en vej gennem britiske kolonier fra Cape Town til Cairo. Vejen skulle også krydse Lusaka netop her. I 1926 blev regionens administrative hovedsæde flyttet hertil fra Chilanga.

    I 1935 blev byen ny hovedstad i den britiske koloni Nordrhodesia og afløste derved Livingstone. Det skyldtes dens centrale beliggenhed i kolonien, på jernbanen og på mødestedet for vejen Great North Road og Great East Road.

     

    Vækst og uafhængighed

    I årtierne op til dannelsen af Zambia i 1964 skete der meget i Lusaka på den kulturelle og økonomiske front. I 1947 blev Lusaka Theatre Club fx dannet, og i 1951 kunne landets handel og fødevareproduktion ses præsenteret på Agricultural and Commercial Society of Zambias første udstilling på messearealer i byen.

    Politisk blev Kenneth Kaunda landets første præsident. Lusakas første borgmester var valgt i 1954, og tre år senere kom den statsoverhovedet, dronning Elizabeth II, og hendes mor på besøg i landet. Samme år blev der bygget nyt posthus, banegård og politistation, og grundstenen til en ny katedral blev lagt.

    I 1963 var byen vokset til godt 87.000 indbyggere, og året efter blev Lusaka hovedstad i det uafhængige Zambia. Selvstændigheden betød ny udvikling, og flere institutioner blev grundlagt. Det gjaldt fx University of Zambia, der opstod i 1966.

     

    Dagens hovedstad

    Med status af hovedstad i et nyt land fortsatte en naturlig urbanisering og udvikling efter uafhængigheden i 1964, og antallet af borgere steg fra år til år. Omkring år 2000 rundede den hurtigt voksende by en million indbyggere, og den er fortsat en af de byer i regionen, der vokser med størst hastighed i indbyggertallet. Det ligger nærmere to millioner i dag.