Manneken Pis er en verdensberømt bronzestatue af en lille dreng, der tisser i et bassin. Den 61 centimeter høje Manneken Pis blev produceret i 1618 eller 1619 af Jérôme Duquesnoy l'Ancien, og den blev opstillet i 1619 som en drikkevandkilde til byens borgere. Den tissende dreng blev hurtigt mere og mere populær, og den er i dag et af Bruxelles' vartegn.
Der er forskellige historier om baggrunden for opstillingen af statuen. En historie går på, at en dreng var blevet væk, og at drengens far ville rejse en statue for ham visende den situation, han fandt ham i. Drengen blev fundet tissende, og derved blev statuen af Manneken Pis til. Dette skete dog formentlig allerede i midten af 1400-tallet, hvor Manneken Pis er nævnt første gang.
Den originale bronzestatue fra 1600-tallet blev udskiftet med en kopi i 1965, og det er den, man i dag kan se tisse i den belgiske hovedstads gader. Originalen blev ved udskiftningen flyttet til Bruxelles' bymuseum på Grand Place, hvor man fortsat kan se den i museets udstillinger.
Den lille statue er et meget populært mål for turister, og det er blandt andet blevet en tradition, at udenlandske statsoverhoveder tager deres lands nationaldragt med til Manneken Pis. Man kan ved et besøg ved statuen også se Manneken Pis med forskellige dragter på, og drengens efterhånden utallige garderober kan ses på museet Garderobe Mannekenpis, der også ligger i Bruxelles.
Manneken Pis, Bruxelles, Belgien
Manneken Pis er en verdensberømt bronzestatue af en lille dreng, der tisser i et bassin. Den 61 centimeter høje Manneken Pis blev produceret i 1618 eller 1619 af Jérôme Duquesnoy l'Ancien.