Se på kortet
Glavni trg, Glavni trg, Maribor, Slovenien
Læs om byen
Maribor er en by i det nordøstlige Slovenien. Den er landets næststørste by, og den kendes omtalt fra 1100-tallet som Castrum Marchburch. Maribor blev en markedsby og opnåede stadsret i 1264. Byen blomstrede som handelsby og blev en del af det habsburgske rige. 1600-1700-tallene var præget af adskillige brande og epidemier, mens byen blev hver gang genopbygget, og 1800-tallets industrialisering var med til at give ny udvikling.
Byens centrum er pladsen Glavni trg, hvor der er caféer, hygge og flere seværdigheder. Det er her, byens rådhus fra 1500-taller ligger, og foran rådhuset kan man se Maribors pestsøjle. Der blev rejst en søjle i 1681 i taknemlighed over, at datidens pestepidemi sluttede, og den nuværende søjle er en afløser fra 1700-tallet. Fra Glavni trg kan man også gå en tur i byens strøggader og til pladsen Slomškov trg, hvor byens romanske domkirke fra 1100-tallet ligger som en af flere seværdige opførelser.
Maribor ligger langs bredderne af Drava, og lige syd for Glavni trg kan man krydse floden ad broen Stari most, der er den mest kendte i byen. Broen er 270 meter lang, og den stod færdig i 1913. Når man er i området, kan man også tage en spadseretur langs Drava og i det grønne bælte, der ligger på den sydlige bred. Herfra er der en fin udsigt til Maribors profil i den gamle bydel.
I Maribor ligger byens gamle slot i den nordlige del af centrum. Det blev opført af kejser Frederik III i årene 1478-1483 som en del af byens forsvarsværker, og i dag er slottet indrettet som Maribors regionalmuseum. Man kan også se andre bevarede dele af byens gamle fæstningsanlæg. Langs Drava ligger tårnene Vodni Stolp, Sodi Stolp og Židovski stolp, der blev opført i 1400-1500-tallene. Tæt på Vodni Stolp kan man besøge Maribors synagoge fra 1200-tallet, der i dag er et museum.