Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Marmaris er et af de mange populære feriemål langs den tyrkiske sydkyst, og på en tur hertil bliver man forkælet med en smuk natur, hvor Marmamis ligger i midten af havet og bjergene.

Oplevelserne er mange i byen, der allerede fra oldtiden har tiltrukket bosættere. Naturhavnen har således været centrum for livet i området i århundreder, og i 1522 anlagde Süleiman de Store Marmaris' borg, som man fortsat kan se centralt i byen.

Marmaris er med sine dejlige strande, milde klima og historisk meget interessante omegn et af Tyrkiets førende og mest moderne feriesteder, og mange vælger at slappe af ved hoteller, swimmingpools og de indbydende strande, der ligger langs hele centrum.

Marmaris byder også på mange afvekslende aktiviteter uden for byen, hvor de smukke naturscenerier ikke mindst kan opleves fra søsiden om bord på en af byens mange både, der sejler til øer og andre skønne steder fra byens marina.

Topseværdigheder

    Marmaris Borg
    Marmaris Kalesi

    Der har gennem årtusinder ligget forsvarsværker i bosættelserne ved Marmaris, og den første egentlige fæstning blev grundlagt af ionerne. Den nuværende borg stammer fra 1522, hvor sultan Süleiman den Store lod den eksisterende kraftigt udbygge i forbindelse med sin planlagte invasion af korsriddernes Rhodos.

    l 1914 blev borgen delvist ødelagt af bombardementer fra et fransk krigsskib. Et større restaureringsarbejde blev udført i 1980-1990, og arbejdet førte borgen tilbage til den originale 1500-talstil og -opbygning. Ved et besøg på borgen kan man både nyde de gamle anlæg og den smukke udsigt over Marmaris-bugten og dele af byen, der er fra den højtliggende borg.

     

    Arkæologisk Museum
    Arkeoloji müzesi

    I Marmaris Borg kan man besøge den arkæologiske afdeling af Marmaris Museum. Det er et museum, der udstiller forskellige arkæologiske fund og effekter fra bronzealderen gennem den romerske og byzantinske tid til i dag.

    Der er flere sale i museet, hvor man bl.a. kan se en dedikeret samling fra Marmaris og området rundt om byen. Der er også fund fra udgravninger andre steder; fx fra den gamle græske by Knidos, der lå på Datça-halvøen.

     

    Marmaris Marina

    Over for den gamle del af Marmaris ligger byen store marina. Havnen ligger som resten af byen meget smukt mellem havet og de omkringliggende bjerge, og i marinaen kan man blot nyde stemningen eller besøge de butikker og spisesteder, der ligger i området omkring selve havnen.

    Fra marinaen kan man også tage sejlture til nogle af de utallige små bugte og øer ud for byen, hvor den ene smukke naturoplevelse afløser den anden. Yildiz Adasi, Turunc, Kumlubük og Ciftlik er nogle af de mest populære steder. Der sejler også både til Fosforlu Magara, der betyder Fosforgrotten. Den er en enestående oplevelse tæt på Marmaris.

     

    Içmeler

    Det moderne Içmeler blev bygget umiddelbart uden for selve Marmaris som et nyt ferieområde, hvor der er meget grønt og mange blomster, træer og en dejlig atmosfære. Historisk set er Içmeler et sted, der har tiltrukket mennesker grundet sine kilder, der dog ikke er offentligt tilgængelige mere. 

    I Içmeler ligger gaden Sanat Sokagi, hvor man kan købe lokalt kunsthåndværk og malerier fra Marmaris-kunstnere. Umiddelbart ved Sanat Sokagi ligger Içmelers bypark, der er en meget interessant og varieret park, der nærmest minder om en mindre botanisk have.

Ture fra byen

    Paradisøen
    Cennet Adası

    Øen Cennet Adası, der faktisk hænger sammen med fastlandet, strækker sig over for Marmaris by, og den ligger en kort sejltur herfra. Øens natur tiltrækker mange besøgende, og man kan komme dertil ad landevejen, men mere populært, og en stor oplevelse i sig selv, er det at tage en bådtur dertil.

    Ved kajområdet, hvor både ankommer fra Marmaris, er der nogle spisesteder. Herfra er der flere vandrestier, hvor man føler sig godt ude i naturen, og en del steder i området er der nogle fantastiske udsyn over vandet og til Marmaris.

     

    Bozburun

    Bozburun ligger på den sydligste del af områdets fastland, og en tur hertil er ensbetydende med en dejIig vandretur i naturen. Fra Bozburun kan man gå til toppen af Asar-bjerget, en tur på cirka 1 time. Herfra er der en fin udsigt, og det er også her, ruinerne af den antikke by Larymna ligger. Ruinerne er fåtallige, men det er spændende at forestille sig tidligere tiders liv her. 

    Turen til Bozburun er både smuk og interessant. På turen kommer man til Bayir, der er bygget oven på den tidligere by Syrna. På stedet for byens moské har der oprindeligt ligget et tempel. Efter Bayir kan man køre til Ciftliks smukke natur. Strandene her er specielle pga. deres sandkvalitet, og man kan også se Selale-vandfaldet, der ligger smukt. Faldet er i sig selv 3-4 meter, og nedenfor danner vandet en lille forfriskende sø man kan bade i.

     

    Köycegiz

    Köycegiz har gennem de seneste årtusinder været kendt for sine bade - som man også kan opleve i dag. Sultaniye-spabadet ligger umiddelbart uden for Köycegiz. Man kan køre eller sejle dertil. Vandet i badet er 39°C, og det indeholder en række helsebringende mineraler. 

    Videre fra Sultanie-spabadet ligger den antikke by Kaunos. Her er en del ruiner, der stammer fra et teater, byens akropolis mv. Kaunos er også hjemsted for områdets mudderbad, der skulle være godt for huden.

     

    Bodrum

    Bodrum er som Marmaris en meget populær ferieby, og samtidigt er stedet verdenskendt som Halikarnassos, hvor et af antikkens syv vidundere stod. Byens og områdets naturskønhed er overvældende, og allerede Homer skrev i rosende vendinger om stedet.

    Midt i Bodrum ligger udgravningen af dette af den antikke verdens vidundere. Mausolæet er bygget til kong Mausolos af Caria i 300-tallet f.Kr. Mausolos' dronning og søster fik tidens førende arkitekter til at opføre det enestående gravmæle, der blev ødelagt under et stort jordskælv i området. De fleste af byggestenene blev senere anvendt til at anlægge Bodrum Fæstning. Museet på udgravningsområdet giver besøgende et fint indtryk af bygningsværkets dimensioner, og dets historie skildres.

    Man kan også se byens fæstning, der ligger midt i havnen. Den kaldes også Skt. Peter-fæstningen, og den blev opført i 1400-tallet af korsriddere fra den nærliggende ø Rhodos. Byggeriet tog 99 år. I dag er fæstningen indrettet til museum for undervandsarkæologi, og her er udstillet ganske spændende fund, bl.a. den store amforasamling fra et sunket skib. Museet er det største af sin art i verden.

     

    Odós Ippotón, Rhodos

    Rhodos

    Rhodos blev oprindeligt befolket fra Lilleasien, før fønikierne kom hertil omkring år 2000 f.Kr. 500 år senere indvandrede minoerne fra Kreta, og de grundlagde øens første byer Ialisos, Kamiros og Lindos. Rhodos by blev anlagt som øens samlede hovedstad i 408 f.Kr., og i 200-tallet f.Kr. blev Kolossen på Rhodos bygget. Senere herskede romerne og Johanniterordene, der satte stort præg på øen og byen Rhodos. Siden 1948 har øen været en del af Grækenland.

    I dag ligger Rhodos’ gamle bydel ned mod havnen og bag de imponerende fæstningsmure, som johanniterne byggede hele vejen rundt om byen fra år 1309. Murene står smukt bevaret med mange imponerende byporte langs de ca. fire kilometer, som murene måler. Bag murene finder man byens mange og store seværdigheder i den spændende labyrint af gader, der udgør bydelen, der samlet set er optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv som en enestående middelalderby.

    Læs mere om Rhodos

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping

    Blue Port

    Kemal Seyfettin Elgin Blv. 47

     

    Caprice Premium Mall

    508. Sk. 9
    capricepremium.com

     

    Carrefour

    507. Sk. 2

     

    Netsel Marina Shopping

    Netsel Marina

Med børn
Gode links
Historisk overblik

    Marmaris' oprindelige navn var Physkos, og byen blev anlagt som havneby i Cariaområdet. Det er ikke fastslået, hvornår bosættelsen af området tog sin begyndelse, men selve byens historie menes at gå tilbage til 900 f.Kr., hvor de kretensiske cariere herskede.

    Physkos' beliggenhed var strategisk meget attraktiv pga. dens naturhavn, der kunne anvendes militært. Byen blev således også udgangspunkt for krigshandlinger mod fønikiere og forskellige græske østater. Caria stagnerede, og civilisationen her var truet omkring 300 f.Kr., hvor området blev underlagt forskellige magter med korte mellemrum - egyptere, assyrere, ionere og dorere.

    De græske dorere ændrede Carias status til i alt ni selvstændige koloni-byer. Blandt de vigtigste byer var Knidos på vestkysten af Datca-halvøen og Halikarnossos, der i dag er kendt for kong Mausolos’ gravmæle, der er et af verdens syv vidundere.

    I 138 f.Kr. havde kongerne af Pergamon regeret Caria-området i næsten 100 år. Kong Attalos III overdrog Physkos til Romerriget, som kom til at herske i byen fra det romerske administrative centrum på Rhodos.

    Physkos blev underlagt det Osmanniske Rige i 1425, men det var først under den osmanniske sultan Süleiman den Store, at der blev opført store bygningsværker fra denne periode i Physkos.

    I 1522 under osmannernes ekspansion, og på vejen mod korsridderne på den nærliggende Rhodos, anlagde Süleiman den Store Marmaris' borg, der fortsat ligger centralt i byen.

    Det var fra fæstningen og Physkos' havn, Süleiman den Store stævnede ud mod Rhodos. 700 skibe med 60.000 mand var samlet, og de blev her forenet med de 140.000 mand, der var vandret hertil fra Istanbul.

    Den stadigt eksisterende Karvansaray-kro blev også opført under Süleiman den Stores regeringstid, mens senere osmannere bl.a. byggede moskeer i byen. Således blev Ibrahim Aga-moskeén opført i 1789.

    Byen blev under sultan Kanuni Süleiman omdøbt til Mimaras, hvilket senere udviklede sig til dagens Marmaris.
    Tidligere i historien var Marmaris blevet anvendt til at samle tropper før et togt. I 1798 samlede engelske Lord Nelson sin flåde her, før han satte sejl mod Egypten.

    Efter det Osmanniske Riges nederlag i 1. Verdenskrig, var der et regeringsmæssigt tomrum i Marmaris-området som i resten af Tyrkiet.

    Mellem 1919 og 1921 kom Marmaris under Italiens kontrol, og italienske tropper blev sat ind i området. Efter oprettelsen af den moderne tyrkiske republik trak Italien sig ud igen, og Marmaris blev en del af det nye Tyrkiet.

    Marmaris var indtil 1980 en rolig tyrkisk fiskerby, der levede et stille liv. Så satte den store turistudvikling ind, og byen fik alle moderne turistfaciliteter inden for en kort årrække.

    Byen ekspanderede, og langs kysten blev flere feriesteder etableret, ikke mindst Içmeler, der ligger umiddelbart i forlængelse af Marmaris. Içmeler er etableret som en meget grøn by, hvilket gør den meget populær, og herfra er der aldrig langt til Marmaris' charmerende gamle bydel.

    Marmaris' store maritime rolle, der allerede havde manifesteret sig i den tidlige Physkos-tid, er de seneste år blevet etableret igen, denne gang blot på mere moderne vis. Byen har nemlig en af Tyrkiets største marinaer, og den er centrum for den tyrkiske middelhavskysts sejlads med lystbåde. Hvert år i maj og oktober afholdes store maritime festivaler.