Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Melaka er en malaysisk storby, der ligger ved Malaccastrædet, der er en af de vigtigste skibsruter i verden. Den strategisk gode beliggenhed har gennem tiden betydet meget for Melakas udvikling, og byen har endda en naturhavn beskyttet mod storme af flere små øer. Gennem byen løber Malaccafloden, der deler Melaka i to.

Melaka har en rig historie. Byen var hovedby i det sultanat, som Paramesvara grundlagde i 1400-tallet. Det var en tid, hvor Melaka også var blevet en vigtig del af den internationale krydderihandel, og den status fortsatte gennem århundreder. Der boede allerede cirka 100.000 indbyggere her i begyndelsen af 1500-tallet.

I 1509 nåede portugisiske skibe Melaka for første gang, og to år senere erobrede portugisiske tropper under Afonso de Albuquerque byen. Portugiserne opførte en fæstning i byen, og herefter var Melaka under portugisisk styre indtil 1641. Byen var en betydningsfuld erobring for Portugal, der fik åbnet vejen til havene Fjernøsten.

Efter portugiserne kom hollænderne, der erobrede Melaka i 1641. De regerede byen indtil 1824 med en undtagelse under Napoleonskrigene, hvor Storbritannien en overgang havde erobret Melaka. Briterne rev i den tid byens gamle fæstning ned for at svække byen i forhold til den britiske konkurrent Penang.

Før Malaysias selvstændighed var Meleka lige som hele den malaysiske halvø en del af det britiske koloniale imperium og en del af The Straits Settlements. Melaka er i dag en af de større byer i Malaysia, og det er en by, der med sin kulturhistorie er blevet optaget på UNESCO's liste over verdens arv.

Der er mange spændende seværdigheder i dag i Melaka. De kommer fra byens forskellige epoker og kulturer. Man kan starte et besøg i byens centrum, der stammer fra den hollandske kolonitid. På den karakteristiske røde plads langs Malacca River står det gamle rådhus Stadthuys og vartegnet Christ Church, der blev færdigbygget i 1753 i hollandsk kolonistil.

I samme kvarter kan man se kirkerne Gereja St. Francis Xavier og Gereja St. Paul, der ligger på toppen af St. Paul's Hill. Saint Paul's Church blev opført i 1521, og den er derved den ældste kirke i Malaysia og Sydøstasien. Kirken ligger i dag som en smuk og tilgængelig ruin.

Fra gammel tid kan man også se den bevarede del af A Famosa, der var portugisernes gamle fæstning i Melaka. Efter briternes ødelæggelse af anlægget i 1806, er det kun en af indgangsportene, der står tilbage. Umiddelbart nord for A Famosa kan man besøge Melaka Sultanate Palace Museum, der er et historisk museum, som ligger i det rekonstruerede sultanpalads.

Melaka har en også meget velbevaret Chinatown, hvor man kan se mange gamle kinesiske bygninger. Her kan man besøge Baba-Nyonya Heritage Museum, der er et historisk museum, der formidler kinesisk levevis og historie i byen. Chinatown er også hjemsted for flere kinesiske templer som fx Cheng Hoon Teng-templet, der blev grundlagt i 1645.

På en tur i Melaka bør man også gå en tur langs Malacca River, hvor man rigtigt kan nyde atmosfæren i det gamle Melaka. Der er promenader på begge sider af floden gennem det historiske centrum, og der er caféer og restauranter undervejs langs udsigterne. Man kan også sejle på en flodtur her.

Ture fra byen

    Petronas Towers, Kuala Lumpur

    Kuala Lumpur

    Kuala Lumpur er indbegrebet af den hastige udvikling, de sydøstasiatiske økonomier har gennemgået siden 2. Verdenskrigs afslutning. Her bor mere end 2 millioner indbyggere, og byen er en fantastisk blanding af kolonitidens byggestil, traditionelle malaysiske bygninger og moderne skyskrabere.

    Moderne og med masser af muligheder er noget af det første man tænker på, når man kommer til den malaysiske hovedstad Kuala Lumpur. Langvejs fra kan man se tvillingetårnene Petronas Towers, der var verdens højeste, da de blev opført. Nedenfor ligger en stribe gode museer, forretningsstrøg, indkøbscentre og skønne parker, hvor man rigtigt kan nyde byens tropiske varme.

    Læs mere om Kuala Lumpur

     

    Johor Bahru Secretariat

    Johor Bahru

    Johor Bahru er hovedstad i staten Johor i Malaysia, og den er landets næststørste by. Johor Bahru ligger logistisk godt i den sydlige ende af Malaccahalvøen og som en grænseby til Singapore. Man kan da også meget nemt krydse vandet mellem Johor Bahru og Singapore ad den godt en kilometer lange vej- og jernbaneforbindelse, der ligger her.

    Johor Bahru blev grundlagt i 1855. Det skete, da Temenggong Daing Ibrahim som Johors hersker flyttede det administrative hovedkvarter hertil. Dengang var byen kendt som den lille malaysiske fiskerby Tanjung Puteri, og den fik navnet Johor Bahru i 1866 af Ibrahims søn og efterfølger Temenggong Abu Bakar.

    Læs mere om Johor Bahru

Tilmeld dig vores nyhedsbrev