Se på kortet
Bayside Marketplace, Biscayne Boulevard, Miami, Florida, USA
Læs om byen
Miami og nærliggende Miami Beach i det sydlige Florida er en tur til statens dejlige klima, art deco-kvarteret, utallige aktiviteter og temaparker, flere end en million alligatorer, tropiske strande og meget mere. Man kommer aldrig til at kede sig i hverken Miami eller Florida, og det gælder i særdeleshed i den sydlige storby.
Art deco-kvarteret i Miami Beach er helt specielt med den lokale variant af 1930ernes byggestil. Pastelfarver, mønstre og en særlig udstråling er særkender, og husene fra den tid ligger langs den berømte promenade, Ocean Drive, og mange andre steder i kvarteret, der ligger ved strandene øst for selve byen Miami.
Miamis downtown er moderne og amerikanske. Her kan man se høje bygninger og et poleret forretningskvarter. Der er dog også andre oplevelser i form af bl.a. museer og kvarterer, der står i kontrast til de høje kontorbyggerier. Det drejer sig ikke mindst om Little Havana, hvor eksilcubanere gennem årtier har sat deres præg med kultur og atmosfære.
Der er også store naturoplevelser omkring Miami. Strandene i Miami Beach trækker besøgende hele året, og det gælder også for de store sumpområder, der udgør Everglades National Park. Her lever alligatorer og krokodiller og kan nemt ses fra vejene. Længere mod syd afrunder de billedskønne øer i Florida Keys det amerikanske fastland.
Topseværdigheder
Miami Beach Arkitekturdistrikt
Miami Beach Architectural District
Miami Beach blev etableret i 1913, da en bro stod færdig hertil fra selve Miami. Det dejlige område tiltrak fra starten folk, og der skete en hurtig udbygning. Byen voksede sæligt i tiden, hvor art deco var den dominerende arkiteoniske stil, og Miami Beachs høje sol og bløde sand udviklede stedets egen variant af stilarten.
I dag kan man se utallige eksempler på den særegne og smukke byggestil, der hovedsageligt blev opført i gaderne fra 5th Street til 15th Street, og perioden startede i 1930 med Bass Museum of Art og to hoteller og sluttede med 2. Verdenskrig.
Man fornemmer bedst det enestående kvarter ved at tage sig god tid til en vandretur, hvor man lader indtrykkene, formerne og farverne komme til en. Undervejs kan man se mange kendte bygninger som fx Beacon (1936), Waldorf Towers (1937) og Breakwater (1939) på Ocean Drive, Tiffany (1939), St. Moritz (1939), National (1940) og Delano (1947) på Collins Avenue og Plymouth (1940) på 21st Street.
Ocean Drive
Ocean Drive er nok den kendteste gade i Miami Beach, og den er velbesøgt med sin strand og aktiviteter. Med de mange art deco-hoteller og -bygninger er Ocean Drive også blevet et af Miami-områdets vartegn. Gaden er centrum for bydelens udeliv, og her ligger caféer, barer og restauranter mellem palmer og de smukke art deco-hoteller i pastelfarver.
Man kan naturligvis nyde stranden langs Ocean Drive, og mellem turene i bølgerne er det er god idé at se nærmere på gaden ikoniske art deco-bygninger, der blandt andet tæller The Carlyle (1250 Ocean Drive), der blev tegnet af Richard Kiehnel og åbnede i 1939. The Carlyle har været setting i mange filmproduktioner som fx Scarface, The Birdcage og Random Hearts.
Huset The McAlpin (1430 Ocean Drive) fra 1940 står nærmest som indbegrebet af Miami Beachs art deco med symmetriske linjer og nuancer i pink og turkis. Man kan også se The Colony Hotel (736 Ocean Drive), der blev tegnet af Henry Hohauser i 1935. Stilen på The Colony Hotel var Miami Beachs første anvendelse af streamline moderne, der var en slags aerodynamisk variant af art deco.
Downtown Miami
Downtown Miami er centrum og forretningskvarter i den amerikanske storby. Flagler Street er Miamis hovedgade, og her ligger koncentrationen af byens skyskrabere fra primært 1970-1980erne side om side i op til 55 etagers højde. Om aftenen er bygningerne smukt illuminerede.
Der er mange enkeltstående seværdigheder i og omkring downtown Miami. Dem kan man naturligvis besøge, men man kan også tage en spadseretur langs ikke mindst Flagler Street, NE 1st Street og andre af områdets centrale gader. Her ligger en del bygninger i Miamis historiske distrikt.
Hele bybilledet er interessant, men man kan lægge mærke til særlige bygninger som Olympia Theater (174 E Flagler Street), der åbnede i 1926 som et atmosfærisk filmteater og en vaudevillescene. Teatret var sammen med nabobygningen de første, der blev bygget med airconditioning i Miami.
Lige over for Olympia Theatre står Alfred I. Dupont Building (169 E Flagler Street), der åbnede i 1939 som Miamis eneste art deco-skyskraber. På skyskraberens modsatte gadehjørne (200 E Flagler Street) ligger Walgreens gamle superstore, der blev opført i streamline moderne i 1936.
I krydset kan Flagler Street og Miami Avenue kan man se Burdines' gamle varehus, der åbnede her i begyndelsen af 1900-tallet. I 1930erne blev varehuset ombygget i tidens internationale steamline moderne-stil, som stadig kan ses i dag.
Lowe Kunstmuseum
Lowe Art Museum
Lowe Art Museum er et kunstmuseum med en bred samling. Fra Amerika er her en række værker fra blandt andet mayaernes og inkaernes kultur samt fra indianere i USA. Seminole- og Navajoindianerstammerne er blandt dem, der er repræsenteret, og det samme gælder 1800-tallets kunstnere og moderne amerikansk kunst.
Museet på Miamis universitet rummer også en kunstsamling, der viser fund fra oldtidens Grækenland og Rom, europæisk kunst fra barokken, renæssancen og op til 1800-tallet. Man kan også se meget andet kunst fra fx europæiske mestre. Man kan derved opleve en meget bred kunstsamling med noget for enhver smag og interesse.
Bayside Marketplace & Miami Bådture
Bayside Marketplace & Miami Boat Cruises
Bayside Marketplace er et åbent indkøbscenter ved Miamis havn. Centrets palmer, både og afslappede stemning giver en rigtig Miami-fornemmelse. Blandt forretningerne i indkøbscentret er der en levende atmosfære med lokale artister og kunstnere, restauranter med både amerikansk og cubansk mad og adgang til de mange turbåde, der sejler rundt i området. Man kan med fordel også gå en tur i den tilstødende Bayfront Park.
Fra Bayside Marketplace kan man dagligt sejle på ture til øerne i Miami-området, og rundturen i havnen og turen rundt om de mest luksuriøst anlagte øer er anbefalelsesværdige. Sejlturen er som et gensyn med tv-serien Miami Vice fra 1980erne, og man ser både Miamis imponerende faciliteter for krydstogtskibe og kendissernes overdådige huse, som ligger i Miami og ved Miami Beach. Al Capone, Julio Iglesias og Gloria Estefan er blot få af dem, der gennem tiden har boet i området, der tæller øer som Hibiscus Island, Star Island og Venetian Islands.