Se på kortet
Plaza de la Constitución (Matríz), Juan Carlos Gomez, Montevideo, Uruguay
Læs om byen
Montevideo er Uruguays hovedstad og samtidig er en af Sydamerikanske store, spændende metropoler i det historiske land mellem spanske og portugisiske kolonier. Byen ligger smukt på den nordlige bred af Río de la Plata på det sted, hvor spaniere grundlagde den i 1724.
Fortet Fortaleza General Artigas ligger på det højeste punkt i Montevideo, og herfra er der en storslået panoramaudsigt over hele hovedstaden og Río de la Plata, der på dette sted ligner et hav. Herfra kan turen gennem hovedstadens hyggelige kvarterer starte, og de gamle gader og skønne pladser i Ciudad Vieja er et naturligt udgangspunkt. Her kan man fx nyde en strøgtur ad Peatonal Sarandí eller følge livet fra en af byens plazaer.
Plaza Zabala, Plaza de la Constitución og Plaza Independencia ligger som perler på en snor, og pladser hører til de vigtigste i Montevideo. Omkring den kan man bl.a. se byens katedral og det arkitektoniske vartegn Palacio Salvo.
Rambla snor sig langs kysten rundt om Ciudad Vieja og Montevideos andre bydele. Sammen med byens parker er udgør den Montevideos populære rekreative områder, og man kan naturligvis også tage på sejltur; fx til argentinske Buenos Aires på den modsatte side af floden.
Topseværdigheder
Forfatningspladsen
Plaza de la Constitución
Plaza de la Constitución er den ældste plads i Montevideo, og den kendes også som Plaza Matriz. Pladsen blev udlagt i 1726, hvilket var to år efter grundlæggelsen af Montevideo, og pladsen var Plaza Mayor i den befæstede by.
I slutningen af 1700-tallet startede udbygningen for alvor rundt om Plaza de la Constitución. Det var på dette tidspunkt, byen domkirke blev opført, og snart efter fulgte Cabildo de Montevideo, der var byens rådhus. Det var således de væsentligste kirkelige og offentlige byggerier, der tog form her, og det understregede pladsens vigtighed.
Byens Katedral
Catedral Metropolitana
Catedral Metropolitana er Montevideos katolske domkirke og sæde for byens ærkebiskop. Kirkens historie går tilbage til den spanske kolonitid, hvor der blev opført en mindre kirke her i 1740.
Senere i 1700-tallet blev det besluttet at rejse en større domkirke her, og grundstenen til den nuværende katedral blev lagt i 1790. Indvielsen fandt sted i 1804, og pave Pius IX ophøjede dens status til basilika i 1870, og senere i 1800-tallet blev den byens katedral.
Den store, nyklassicistiske kirkebygning var med dens to slanke tårne længe den højeste bygning i Montevideo. Det er ikke længere tilfældet, men katedralens facade er fortsat ganske imponerende og et smukt eksempel på kolonitiden byggerier.
La Rambla
La Rambla er et samlet navn for den boulevard, der løber langs vandet mod Rio de La Plata hele vejen fra øst til vest i den uruguayanske hovedstad. La Rambla er i alt over 22 kilometer lang, og den er inddelt i flere dele i Montevideos forskellige bydele og forstæder.
Den mest besøgte del af La Rambla ligger umiddelbart syd for Montevideos gamle bydel, hvor der er en smuk udsigt over vandet fra promenaden. På dette stykke har La Rambla flere navne; fra vest mod øst kan man gå en tur ad blandt andet Rambla Francia, Rambla Gran Bretaña, Rambla República Helénica og Rambla República Argentina
Uafhængighedspladsen
Plaza Independencia
Uafhængighedspladsen er Montevideos største plads, og den danner også centrum i Uruguays hovedstad. Det var militæringeniøren José M. Reyes, der udlagde pladsen i 1836, og året efter udarbejdede den italienske arkitekt Carlo Zucchi et design til den.
Plaza Independencia ligger på grænsen mellem Montevideos gamle bydel, Ciudad Vieja, og det moderne downtown, hvor gaden Avenida 18 de Julio er en af de primære boulevarder.
På pladsen midte er der et grønt anlæg, hvorfra man kan betragte de kendte, omkransende bygninger. I selve anlægget er der et mausoleum for og en rytterstatue af José Gervasio Artigas, der er nationalhelt og en af de afgørende personer i Uruguays uafhængighed fra spansk kolonistyre. Statuen blev udarbejdet af den italienske billedhugger Angelo Zanelli.
General José Gervasio Artigas Mausoleum
Mausoleo al General José Gervasio Artigas
Dette er et mausoleum for nationalhelten José Gervasio Artigas, der var general og ledende person for den uruguayanske selvstændig i 1820erne. I mausoleet står de jordiske rester af Artigas i en urne som symbol på republikken Uruguay og landets frihed.
Uruguays styre besluttede i 1974 at etablere mausoleet under Montevideos centrale plads, Plaza Independencia. Mausoleet blev indviet i 1977, og Artigas’ rester blev flyttet hertil. Han havde gennem mange år været stedt til hvile i Uruguays nationale panteon på Centralkirkegården/Cementario Central.
Salvo Palæ
Palacio Salvo
Palacio Salvo er sammen med søsterbygningen Palacio Barolo i Buenos Aires en af de mest ikoniske og berømte skyskrabere i Sydamerika. Palacio Salvo stod færdig i 1928 efter italienske Mario Palantis design, og den har lige siden været en af Montevideos kendteste vartegn.
Palanti var kommet til Argentina i 1909, hvor han tegnede den italienske pavillon til udstillingen Exposición Internacional del Centenario, der markerede 100-året for Argentinas uafhængighed fra Spanien.
Efter at have bygget 100 meter høje Palacio Barolo i Buenos Aires i 1923 tegnede Palanti en lige så høj bygning i samme stil til brødrene Salvo i Uruguay. Byggestilen var en blanding af flere med tydelige detaljer fra 1800-tallets eklekticisme og 1900-tallet art deco.