Se på kortet
Mairie de Mulhouse, Rue Pierre et Marie Curie, Mulhouse, Frankrig
Læs om byen
Mulhouse er en by i Alsace i det østlige Frankrig tæt på grænserne til Tyskland og Schweiz. Byen kendes fra 1100-tallet, hvor de første skrevne kilder refererer til Mulhouse, der dengang var en del af Det Tysk-Romerske Rige. Efter nogle århundreder blev byen en såkaldt fri rigsstad, hvilket vil sige, at den var en bystat, som hørte direkte under kejseren. Efter denne periode blev Mulhouse tilknyttet den schweiziske konføderation i 1515, og den blev derfor ikke en del af Frankrig ved den westfalske fred i 1648 som den øvrige del af regionen.
I stedet blev byen en enklave i Alsace kendt som Stadtrepublik Mülhausen, der var calvinistisk. Tilknytningen til Schweiz fortsatte til 1798, hvor en folkeafstemning i kølvandet på den franske revolution gav tilslutning til Frankrig. Det var en tid, hvor industrialiseringen satte sit præg på Mulhouse, der først blev kendt for sin tekstilindustri og senere for produktion af lokomotiver. Mulhouse blev i 1871 en del af det tyske kejserrige, hvilket varede til afslutningen af 2. Verdenskrig i 1918.
I dag er Mulhouse en by, der er kendt for sin industrihistorie, og det kan blandt andet ses med byens museer. Man kan besøge Cité du Train, der er et af verdens største jernbanemuseer. Museet bevarer store dele af franske SNCF’s historiske materiel, og der er masser af spændende ting i museets store udstilling. Man kan se flere køretøjer på Musée National de l’Automobile, der er et fremragende bilmuseum, hvor man blandt andet kan nyde en stor samling Bugattier og en masse andre gamle og nye biler.
Mulhouse har også en hyggelig gammel bydel, hvor man kan gå nogle dejlige ture. Place de la Réunion er et godt udgangspunkt, og her ligger flere af byens kendte opførelser. Det drejer sig blandt andet om rådhuset Hôtel de Ville fra 1552-1553 og den noget nyere kirke, Temple Saint-Étienne, der blev opført 1859-1869. Kirken er calvinistisk og blev designet af Jean-Baptiste Schacre med dens 97 meter høje tårn. I byens centrum kan man også se den katolske kirke, Église Saint-Étienne.
Har man lyst til at besøge flere museer, er der mange valg i Mulhouse for de videbegærlige. I renæssancerådhuset ligger Musée Historique de Mulhouse, der er et arkæologisk og historisk museum i smukke gamle rammer. Rådhusets rum og sale står nemlig intakt fra 1500-tallet. På Musée des Beaux-Arts kan man se kunst med fokus på franske malerier fra 1830 til 1930, men der er også nogle værker af gamle mestre i samlingen. Er man mere interesseret i industriudvikling, er Musée Electropolis det rigtige valg. Her skildres elektricitetens historie gennem industriel, dagligdags og samfundsmæssig anvendelse.