Napoli rejseguide

Vesuv
Vesuvio

Vesuv er en såkaldt stratovulkan, en konisk vulkan, der gennem tiden er bygget op af mange lag lava og vulkansk aske. Vesuv er berømt og berygtet for sin nærhed til storbyen Napoli og de mange byområder langt Napolibugten.

Vesuvs caldera formede sig for omkring 17.000 år siden, og før udbruddet i 79 var vulkanen en del større end i dag. Det store krater, Gran Cono, når 1.281 meter og blev formet ved et kollaps i forbindelse med udbruddet i 79, og samtidig blev Vesuv anden top, Monte Somma, dannet med sine 1.149 meter. Brændstoffet i Vesuv er magmaen, den flydende klippe, der skabes ved, at den afrikanske kontinantalplade rammer og bukker sig ned under den eurasiske. Ved den lejlighed smelter klippen og søger at komme til jordoverfladen i svage punkter i kontinentalpladerne.

Vesuv har været i udbrud mange gange. Det mest kendte forekom i år 79, hvor de blandt andet byerne Pompeji og Herculaneum blev begravet. Ved udbruddet blev floden Sarnos løb også ændret, og kystlinjen forskubbede sig. Alene i 1900-tallet var der udbrud i 1906, 1929 og 1944.

Vesuv ligger ganske tæt på Napoli og kan nemt nås med offentlige busser eller turbusser, der fx afgår stationen Ercolano (Scavi). Man kører op til 1.000 meters højde, og derfra er en cirka 20 minutters vandretur op til selve kraterkanten. Stien derop er god og bred, og man bliver både belønnet med et fascinerende kig i vulkanen, hvor damp stiger op fra den varme undergrund, og en panoramaudsigt over hele Napolibugten.

Pozzuoli

Pozzuoli er en selvstændig by, der ligger som en af Napolis vestlige forstæder. Den blev grundlagt som den græske koloni Dikaiarchia (Δικαιαρχία) af folk fra Samos i 531 f.Kr. I 194 f.Kr. blev den en romersk koloni med navnet Puteoli, der betyder ”små kilder” med henvisning til de varme kilder, der er i området. Puteoli voksede i kraft af beliggenheden ved vandet, som bragte en del skibstrafik med sig.

I år 37 blev Puteoli kendt for kejser Caligulas ridt over Baiae-bugten. Han lod en midlertidig pontonbro anlægge med formålet at ride over vandet. Derved ville en astrologs forudsigelse om, at Caligula havde lige så lille mulighed for at blive kejser som at ride over netop Baiae-bugten.

I nyere tid er byen kendt for blandt andet at være der, skuespilleren Sophia Loren voksede op, og for den seismiske aktivitet, der i årene 1982-1984 forårsagede en landhævning på 1,8 meter.

Caserta Slot
Reggia di Caserta

Caserta Slot er et tidligere residensslot for de napolitanske Bourbon-konger. Det blev opført fra 1752 og igangsat af kong Karl VII, der var den senere Karl 3. af Spanien. Arkitekten var Luigi Vanvitelli, men hverken kongen eller arkitekten kom til at fuldføre byggeriet. Det gjorde deres sønner imidlertid.

Det kolossale slot stod færdigt under kong Ferdinand IV i 1780. Det er en af Europas største opførelser fra det 18. århundrede og rummer 1.200 rum. Her er blandt andet kongelige gemakker, repræsentationslokaler, bibliotek og et teater. Stilen er sen italiensk barok, og blandt de fornemste rum er teatret, der er modelleret efter Napolis Teatro San Carlo, og den majestætiske centraltrappe.

Grundplanet af Caserta Slot er 247x184 meter, og i det kuperede terræn nord for selve slottet ligger den store have, hvor springvand og kaskader udgør det centrale element. Her var blandt andet iscenesatte søslag som underholdning for børnene i kongefamilien.

Valget af byen Caserta for byggeriet hang sammen med, at det gav beskyttelse at være et stykke væk fra det hav, som blev besejlet af plyndrende sørøvere. Desuden var slottet tilpas langt væk fra Vesuv til at være i fare ved et eventuelt udbrud.

Caserta Slot og den tilhørende have var inspireret af andre store slotte som fx Versailles i Paris og Escorial i Spanien. Det napolitanske kongerige var betydningsfuldt og kulturelt blomstrende, og så ville kongerne ikke stå tilbage fra storladne slotte andre steder.

Herculaneum
Scavi di Ercolano

Herculaneum var indtil den 24. august år 79 en blomstrende by med omkring 5.000 indbyggere. Den dag gik vulkanen Vesuv i udbrud, og en 350 °C varm pyroklastisk strøm nåede hurtigt Herculaneum, der blev begravet i omkring 20-30 meter mudder og flydende aske. Den altomsluttende substans forkullede mennesker og dyr og dækkede bygningerne i byen.

Efter vulkanudbruddet lå Herculaneum begravet indtil 1709, hvor man stødte på byen under udgravningen af en brønd. Selve udgravningerne af byen startede i 1738, og ud over bygninger har man siden da fundet flere hundrede aftryk af mennesker og dyr, som askestrømmen havde lagt sig omkring og størknet med afstøbninger som resultat. Udgravningerne foregår fortsat i dag.

Herculanuem ligger i vores dages by Ercalano, og der er en del at se på et besøg i udgravningsområdet. Byen og bygningerne er inddelt i afsnit grupperet efter vejinddelingerne øst-vest og nord-syd. Mange bygninger står relativt velbevarede med fine vægmalerier og mosaikker.

En særlig villa er den såkaldte Papyrusvilla/Villa dei Papiri, som var et beboelseshus, der tidligere var ejet af Julius Cæsars svigerfar, Lucius Calpurnius Piso Caesoninus. Dets navn stammer fra de 1.785 forkullede papyrusruller, man fandt i villaens bibliotek. Villaen lå ved kysten dengang med en have omkring sig og lidt væk fra byens øvrige huse, og den vurderes at have været blandt Herculaneums fineste. Man har fundet adskillige skulpturer her, og dem kan man i dag se på det arkæologiske museum i Napoli.

Pompeji
Scavi di Pompei

Pompeji var en by, der blev begravet under Vesuvs udbrud den 24. august år 79. Efter udbruddet var byen dækket af op til seks meter aske og pimpsten, og den udgravede by står i dag nærmest som et frosset billede af livet i Romerriget for 2.000 år siden. Pompeji blev genopdaget i 1599, og de arkæologiske udgravninger af det store område pågår fortsat.

Hovedindgangen ligger 100 meter fra stationen Pompei, og på det store område er der mange og ganske velbevarede bygninger; blandt andet forum, bade, templer, teatre, butikker, restauranter og en masse beboelseshuse.

Vejbelægningerne er intakte i Pompeji, og mange steder kan man se hjulspor i stenene; særligt mellem trædestenene, der virkede som fodgængerovergange, hvor man kunne undgå at træde i gadens affald.

Markedet/Foro var byens samlende midtpunkt, og herfra bredte gaderne sig. Ved markedet lå der også et tempel og dette områdes badeanlæg, Terme del Foro. Flere andre og større bade kan se andre steder; fx Centralbadene/Terme Centrali.

Pompejis centrale butiksgade, hvor der også er flere spisesteder med bevarede mosaikker, køkkener og spiserum, var gaden Via dell'Abbondanza, som stadig danner en akse på langs gennem Pompeji. Gaden kan med fordel følges gennem byen.

Af andre større, offentlige faciliteter kan Det Store Teater/Teatro Grande, Odeon/Odeion og Amfiteatret/Anfiteatro nævnes som tre af de vigtigste. Man kan også se smukke beværtninger og huse med bevarede malerier og skulpturer, og her er også pragtfulde villaer med fine haveanlæg.

Lidt nordvest for selve udgravningsområdet ligger Mysterievillaen/Villa dei Misteri, som på trods af at være begravet kun har lidt mindre skade. Derfor kan man se nogle af Pompejis bedst bevarede vægmalerier her.

Capri

Capri er en ø i Det Tyrrhenske Hav ud for spidsen af Den Sorrentinske Halvø. Den var et populært område for turister og afslapning allerede i Romerriget for 2.000 år siden. Der hersker en rigtig middelhavsatmosfære på Capri med små byer, smalle gader, eksotiske planter, citrusfrugter og mageløse udsigter.

Man kommer sejlende til havnen i Marina Grande, og herfra kan man tage med funiculare op til den centrale plads, Piazzetta, i byen Capri. Her venter en sand labyrint af smalle gader og stræder, hvor man kan nyde de farverige kakler på mange bygninger, grønne oaser og fine udsigter. Mod syd i labyrinten kan man gå til udsigtspunktet Punta Cannone for enden af vejen Via Castello. Her er der et kig over sydkystens klipper med klipperskærene Faraglioni, der er et af Capris vartegn.

En anden af naturens seværdigheder er nordkystens Blå Grotte/Grotta Azzurra, som er en underjordisk grotte kendetegnet ved det smukke blå lys, der reflekterer, så det nærmest lyser under havet. Kun det blå lys slipper gennem naturens filter. Grotten er omkring 60 meter lang og 25 meter bred. Højden er op til 14 meter, men blot 1 meter ved indsejlingen fra havet.

Af andre seværdigheder ligger der en række fornemme villaer, 1300-talsklostret Certosa de San Giacomo (Via Certosa) og hårnålestien Via Krupp, der leder fra klosterområdet ned til sydkystens havn, Marina Piccolo. Under et besøg kan man også nyde god mad og områdets specialdrik, der er citronlikøren Limoncello.

Amalfikysten
Costiera Amalfitana

Amalfikysten er navnet på Den Sorrentinske Halvøs smukke, sydlige kyststrækning. Navnet kommer fra byen Amalfi, der er en af strækningens perler, mens hele Amalfikysten dækker turen mellem Positano i vest og Vietri sul Mare i øst. De mest berømte byer er Amalfi, Positano, Praiano og Ravello, der alle ligger malerisk langs den klipperige kyststrækning, hvor den ene uforglemmelige udsigt afløser den anden.

Den største seværdighed i området er selve nydelsen af køreturen langs kysten, der regnes for at høre til de absolut flotteste i Italien. Ud over den kan man med fordel gøre holdt i byerne, der ligger som klistret op ad de stejle klipper. Amalfikysten er grundet det særlige kulturlandskab optaget som verdensarv af UNESCO.

Paestum Arkæologiske Område
Area Archeologica di Paestum

Byen Poseidonia blev grundlagt i 600-tallet f.Kr. af græske bosættere fra byen Sybaris. Byen var opkaldt efter havguden Poseidon og skiftede i den senere romerske tid navn til Paestum. Byen var omgivet af en 4,7 kilometer lang og 15 meter høj mur.

I dag kan man se velbevarede ruiner af tre templer fra 500-400-tallene f.Kr. i dorisk stil. Det drejer sig om to Hera-templer og et Athene-tempel. Ud over templerne er der rester af det romerske forum, der lå på stedet for den tidligere græske agora, og byens amfiteater.

Det ældste Heratempel/Tempio di Hera er fra omkring 550 f.Kr. Dedikationen til Hera, der i den græske mytologi er Zeus' hustru og gudinde for blandt andet ægteskaber og fødsler, blev fundet i inskriptioner, og foran templet er fundet et alter. I 450erne f.Kr. blev det andet Heratempel opført, og dette kan også have været dedikeret til andre end Hera; ikke mindst Zeus. Athenetemplet blev opført omkring 500 f.Kr., og i tidens løb har dette også været anvendt som kristen kirke.