Se på kortet
Narva raekoda, Raekoja plats, Narva, Estland
Læs om byen
Narva er Estlands østligste by og en by, der i dag ligger på den estiske side af den estisk-russiske grænse. Sådan har det dog ikke altid været, idet området har skiftet hænder mange gange gennem historien. Som andre steder i Estland er der også dansk historie i Narva. Byens borg blev etableret under det danske styre i 1200-tallet, og omkring borgen voksede en landsby frem, som fik tildelt lybsk ret af kong Valdemar IV.
Siden da har Narva bl.a. tilhørt den liviske orden, Sverige og Rusland, som alle satte sig præg på den strategisk velbeliggende by. Handlen blomstrede under Hansetiden, men efterfølgende var det særligt svenskerne, da byggede Narva. Næsten hele byen brændte i 1659, og herefter genopbyggede Sverige byen, og denne gang kun med stenhuse.
Narva blev nærmest tilintetgjort under 2. Verdenskrig, men i stedet for en rekonstruktion byggede Sovjetunionen en moderne by med enkelte bevarede bygninger. Man kan således se byens barokke rådhus fra den svenske tid, og ud over det kan man besøge byens kunstmuseum i en magasinbygning på den historiske Gloria Bastion.
Den største seværdighed i Narva er dog Narvas borg, hvor Narva Museum ligger. Borgen blev grundlagt af danskere i 1256. Borgen var under svensk kontrol 1558-1704 og derefter erobret af Rusland under Store Nordiske Krig. Narva Borg ligger ned til Narva-floden og umiddelbart over for den store borg i Ivangorod på den russiske side af floden. Udsigten over floden er betagende, og har man mulighed for et besøg her, er det også interessant.