Se på kortet
Jackson Square, Decatur Street, New Orleans, Louisiana, USA
Læs om byen
New Orleans ligger i de amerikanske sydstater, der har en særlig charme. Her i byen emmer det af atmosfære i det gamle centrum, der også kendes som French Quarter. Her er levende jazzmusik i gaderne, støbejernsbalkoner, hestevogne og gammel sydstatscharme, der årligt krydres med Mardi Gras-festlighederne som et af mange højdepunkter i byen.
Byen New Orleans var under navnet Nouvelle Orleans hovedbyen i det franske område Louisiane, og det kan man stadig se på de franskklingende gadenavne, sproget og på restauranternes spisekort, der kan byde på andre retter end i det øvrige USA. Det er her, det kreolske køkken har hjemme, og det er en oplevelse.
Langs det franske kvarter og resten af det centrale New Orlenas løber Mississippi-floden, hvorpå man kan tage en hjuldamper til de historiske plantager i New Orleans’ opland og her drømme sig videre til 1800-tallets by- og landliv og også nyde blandingen af amerikansk og fransk-kreolsk kultur.
Der er ikke langt til mange andre oplevelser, hvis man gerne vil en tur ud af byen. Sumpene omkring Houma er hjemsted for utallige alligatorer og andre dyr, og det kan man opleve på sejlture gennem det frodige område. Byer som Natchez og Baton Rouge er også spændende udflugtsmål.
Topseværdigheder
French Quarter
French Quarter eller Vieux Carré på fransk er navnet på New Orleans' ældste og særdeles charmerende franske kvarter. Hele kvarteret emmer af en stemning, der er unik i både Nordamerika og resten af verden, og på en tur i området forstår man straks, hvorfor det er New Orleans’ største attraktion.
Da Jean-Baptiste Le Moyne de Bienville grundlagde New Orleans i 1718, udviklede byen sig omkring pladsen Vieux Carré. I 1721 designede den kongelige ingeniør Adrien de Pauger en byplan med vinkelrette gader, som han opkaldt efter franske byer, kongehuse og katolske helgener.
Den franske by blev bebygget gennem 1700-tallet, men New Orleans blev ramt af brande i 1788 og 1794, som ødelagte cirka 80 % de daværende bygninger. På det tidspunkt var byen blevet spansk, og det blev spanierne, der genopbyggede bydelen, der blev amerikansk med USA's køb af Louisiana fra Frankrig i 1803.
Spanierne indførte strenge nye bygningsregler for at undgå brande. De forbød træbeklædning til fordel for brandhæmmende mursten, som var dækket af stuk og malet i de pastelfarver, der var på mode på det tidspunkt. Befolkningen var stort set stadig fransk, og de fortsatte dog med at bygge i stilarter, der var påvirket af kolonialarkitekturen i Caribien med træbalkoner og gallerier.
Udviklingen af New Orleans' berømte og fint udsmykkede støbejernsgallerier begyndte med de to etagers eksempler på Pontalba-bygningerne på Jackson Square, der stod færdige i 1851. Som den mest fremtrædende adresse på det tidspunkt, satte de en mode, som andre lod sig inspirere af. Derved erstattede støbejernsgallerier i flere niveauer gamle franske trækonstruktioner på ældre bygninger, og de blev også bygget på opførelser.
Den mest almindelige definition af det franske kvarter omfatter alt det, der strækker sig langs Mississippi-floden fra Canal Street til Esplanade Avenue og til North Rampart Street ind i landet. Det svarer i alt til 78 firkantede karréer, men andre afgrænsninger findes også.
French Quarter er en kolossal seværdighed i New Orleans og i hele USA grundet den unikke arkitektur og atmosfære, man finder her. De to mest kendte steder i kvarteret er pladsen Jackson Square, der i sin tid blev anlagt som Place d'Armes, men som i dag er opkaldt efter den amerikanske præsident Andrew Jackson, og gaden Bourbon Street, der er kendt som områdets underholdningsgade.
Jackson Square
Jackson Square er den centrale plads og derved centrum i New Orleans’ gamle bydel, French Quarter. Pladsen blev anlagt af Louis H. Pilié i byen franske tid med inspiration fra Place de Vosges i Paris, og indtil 1851 hed den Place d’Armes, hvorefter den fik navn efter den amerikanske præsident Andrew Jackson. Gennem årene er Jackson Square blevet bebygget med flere af byens kendte opførelser.
Pladsen var oprindeligt udlagt som excerserplads, og den blev også anvendt ved henrettelser. Efter navneændringen i 1851 blev der i 1856 købt en statue af Andrew Jackson, som blev opstillet på midten af Jackson Square, og her kan man stadig se den. Tidligere kunne man også se Mississippi River herfra, men det kan man ikke mere, forbi man kan bygget diger mod oversvømmelse her.
På pladsens nordvestside blev der i 1700-tallet opført tre bygninger, der var midtpunkterne for byens offentlige liv i den franske koloni. Det drejer sig om St. Louis Cathedral i midten, Cabildo sydvest for katedralen og Presbytère mod nordøst. Cabildo blev bygget som byens rådhus, og det var her, de sidste dokumenter for det amerikanske køb af kolonien blev underskrevet. Presbytére blev opført til præster og administration.
I dag er både Cabildo og Presbytère indrettet som museer, mens St. Louis Cathedral stadig er en aktiv kirke. For hver ende af aksen med de tre bygninger kan man se Pontalba Buildings, der blev opført 1849-1851 som rækker af fine byhuse. Pontalba Buildings var de første huse i byen med de støbejernsgallerier, der senere blev kopieret, og som New Orleans i dag er berømt for.
Man fornemmer stadig Paris i Jackson Squares grønne anlæg, hvor man kan se en flagstang, der symboliserer overdragelserne af Louisiana i 1803; først fra Spanien til Frankrig den 30. november og fra Frankrig til USA den 20. december. Overdragelserne blev mindet på Three Flags Day, der blev holdt 9.-10. marts 1804. Sydøst herfor ligger Washington Artillery Park med udsigt over både Jackson Square og Mississippi River.
Bourbon Street
Bourbon Street er gade i hjertet af French Quarter, der er New Orleans' gamle franske kvarter. Siden byens grundlæggelse har Bourbon Street været den centrale gade, og den strækker sig fra Canal Street til Esplanade Avenue. I den franske tid hed gaden Rue Bourbon, og i dag kan både se det engelske og det franske navn på gadeskiltene.
Rue Bourbon blev i sin tid opkaldt efter Huset Bourbon, der på daværende tidspunkt regerede Frankrig. Franskmændene satte naturligvis sit kulturelle aftryk, lige som spanierne senere gjorde, fordi New Orleans i årene 1762-1803 var hovedstad i den spanske Luisiana-provins. På den måde kan man opleve flere indtryk på en tur gennem gaden.
Det såkaldte Upper Bourbon Street i retning mod Canal Street er den mest livlige del af den hyggelige gade. Her finder man barer, restauranter, butikker og diverse andet. Det er særligt om aftenen, at der kommer liv i gaden, og det gælder selvfølgelig også ved Mardi Gras, der er en kolossal fejring, som kulminerer på hvide tirsdag.
Steamboat Natchez
Steamboat Natchez er et af New Orleans’ og Mississippi-flodens sejlende vartegn. Det er en hjuldamper som dem, der tidligere var almindelige transportmidler mellem byer og plantager langs floden. Den første udgave af Natchez blev bygget i New York i 1823, og den sejlede i starten på Mississippi mellem New Orleans i Louisiana og Natchez i staten Mississippi.
Gennem 1800-tallet blev der i alt indsat otte hjuldampere med navnet Natchez, og den nuværende hjuldamper er en nybygning fra 1975, hvor der dog blev anvendt adskillige dele fra tidligere dampere i konstruktionen. Man kan sejle med hjuldamperen på forskellige ture på Mississippi River og i New Orleans' havn, og det hele foregår i en skøn historisk atmosfære.
Garden District
Garden District er et kvarter i New Orleans, der ligger som et velstående boligområde med smukke palæer, modne træer og frodige haver. Det er det gamle sydstatsaristokratis palæer, som ligger side om side, og derved er en vandretur i Garden District på en måde som en rejse tilbage til de gamle amerikanske sydstater i 1800-tallet.
Området kan nemt udforskes til fods, og den mest charmerende måde at komme hertil på er på en tur med sporvognslinjen St. Charles Streetcar. En spadseretur i gaderne i Garden District er god måde at lære historien og se seværdighederne på, og man kan fx starte ved krydset af St. Charles Avenue og First Street.
Man kan med fordel gå en tur ad First Street, Philip Street og Prytania Street for at komme forbi en del af de store palæer i kvarteret. Man kan dog også bare gå på opdagelse i hele Garden District, der er defineret med gaderne St. Charles Avenue, Magazine Street, Jackson Avenue og Toledano Street som yderpunkterne. Ud over de mange palæer kan man også besøge Lafayette Cemetery No. 1.
På turen kan man blandt andet se Brevard-Clapp-Rice House (1239 First St.), Carroll-Crawford House (1315 First St.), Morris-Israel House (1331 First St.), Pritchard-Pigot House (1407 First St.), Rodenberg-Lane-Gundlach House (1238 Philip St.), Trufant House (1239 Philip St.), Dugan House (1307 Philip St.), Bradish Johnson House (2343 Prytania St.), Women’s Opera Guild House (2504 Prytania St.) og Briggs-Staub-Ripley House (2605 Prytania St.). De giver et godt billede af tidens fine byggestil i forskellige udgaver.