Se på kortet
Örebro Slott, Kansligatan, Örebro, Sverige
Læs om byen
Örebro er en by i regionen Närke, og den er en af Sveriges største. Byen ligger ved floden Svartån, og den opstod som et vadested, hvor der senere blev anlagt en bro. Broen kom til at hedde Örebron, og deraf byens navn. Örebro voksede og menes at have opnået privilegier i 1200-tallet. Dengang var det en lille by, der lå mellem dagens Stortorget og Storbron. I midten af 1300-tallet lå der en kongsgård her, og på det tidspunkt anlagde Magnus Eriksson en fæstning som forløber til Örebro Slott.
Byen voksede omkring den vigtige bro over Svartån, og Örebro blomstrede, da den fik eneste på områdets jernhandel, som var betydelig grundet forekomsten i Bergslagen. I 1500-tallet boede der 600 personer her, hvor flere rigsdage blev holdt, og hvor Karl IX byggede et renæssanceslot. Med 1800-tallets industrialisering voksede mange fabrikker frem i byen, der hastigt voksede. Jernbanen kom hertil i 1856, og i 1888 blev Örebro Kanal indviet med tilhørende sluse.
I dag er Örebro er hyggelig og smukt beliggende storby med mange seværdigheder. Byens centrum er Stortorget, hvor man kan se Örebros rådhus, der blev opført i nygotisk stil 1859-1863. Bygningen afløste det tidligere rådhus, der havde lagt sale til rigsdage i både 1810 og 1812. Ved siden af rådhuset kan man se Sankt Nicolai kyrka, der ligger på det højeste punkt i bycentrum.
Kirken menes at være bygget i sidste halvdel af 1200-tallet til dens færdiggørelsen i det følgende århundrede. Korpartiet er den ældste del af Sankt Nicolai kyrka, som er blevet ombygget flere gange gennem tiden. Kirketårnets udseende går tilbage til slutningen af 1800-tallet, hvor en restaurering fremhævede kirkens gotiske stil. Gennem tiden har mange begivenheder fundet sted i kirken. Det var fx her, Jean Baptiste Bernadotte blev valgt til tronfølger ved rigsdagen i 1810.
Fra Stortorget kan man gå mod nord til Svartån, der bugter sig gennem Örebros centrum. Der er mange broer over floden, men Storbron er den mest kendte, og det var her, byens oprindelige vadested lå. Den nuværende Storbron blev bygget 1884, og fra den er der en smuk udsigt over Svartån og til Örebro Slott. Slottet ligger på en ø i Svartån, og dets historie startede med Magnus Erikssons fæstning fra 1300-tallet.
Gennem århundrederne er slottet blev ombygget en del gange, og det nuværende udseende blev skabt ved en renovering af det dengang forfaldne slot i årene 1897-1903. Den arkitektoniske stil blev præget af ønsket om at genskabe et renæssanceslot, og renoveringen var inspireret af en tilsvarende ombygning af Gripsholm Slott. I dag er det smukke slot indrettet som museum, hvor der er forskellige udstillinger om kunst og historie, og som residens for landshøvdingen i Örebro Län.
Fra slottet og bykernen kan man gå en dejlig tur langs Svartån, hvor man kommer gennem stadsparken. Her kan man se kvarteret Wadköping, der er et frilandsmuseum med træhuse og gårde fra det historiske Örebro. Museet er opbygget som et stemningsfuldt bymiljø med bygninger, der går tilbage til 1500-tallet og måske endda 1400-tallet, hvorfra Kungsstugan kan stamme. Kungsstugan lå tidligere på pladsen Järntorget, men blev som de øvrige bygninger på museumsområdet flyttet til Wadköping.
Järntorget ligger tæt på Örebro Slott, og i dette område kan man også se Örebro Teater, der blev opført 1851-1852 som en af Sveriges største teaterscener. Umiddelbart vest for teatret ligger det arkitektonisk karakteristiske Hotel Borgen, der blev opført i historicistisk stil i 1891 som sæde som Örebro Sparbank. Går man videre, kommer man til Frimurareholmen, hvor Örebros store frimurerloge ligger. Logehuset blev tegnet af slotsarkitekten Hjalmar Sandels og indviet i 1884.