Se på kortet
Stare Miasto Olsztyn, Olsztyn, Polen
Læs om byen
Olsztyn er en by i det nordøstlige Polen, der ligger ved floden Łyna. Byen blev grundlagt i 1300-tallet og hørte i starten under Den Tyske Orden. Fra 1463 kom området og Olsztyn under den polske krone og udviklede sig med byens strategisk gode beliggenhed mellem Königsberg og Warszawa. Senere blev Olsztyn preussisk, og den udviklede sig til at være den vigtigste by i det sydlige Østpreussen.
Arkitekturen i den gamle bydel i Olsztyn er præget af teglstensgotik og gavlhuse, og man kan opleve begge dele på byens hyggelige markedsplads, Rynek, der danner centrum af byen. Her kan man se det gamle rådhus og nyde atmosfæren og de mange spisesteder, der ligger her. Fra markedspladsen kan man også gå en tur i sidegaderne i den retvinklede byplan, der er bygget efter her.
Den største seværdighed i Olsztyn er byens slot, der ligger umiddelbart vest for den gamle bydel. Slottet blev opført i teglstensgotik i 1300-tallet, og en af de mange beboere på slottet gennem tiden var astronomen Nicolaus Kopernikus, der boede her 1516-1521. I dag kan man se selve slottet og også opleve udstillingerne på det regionale museum, der er indrettet her.
Man kan også se andre seværdigheder i Olsztyn; bl.a. den imponerende katedral, der blev opført i 1300-1400-tallene som en hallekirke i typisk regional stil og indretning. Herfra er der ikke langt til de nyere bydele i Olsztyn, hvor man kan se det imposante nye rådhus på pladsen plac Jana Pawla II. I dette område ligger forretningsstrøg og byggerier som den nygotiske Hellige Hjerte Kirke.