Se på kortet
Orenburg, Sovetskaya Ulitsa, Orenburg, Rusland
Læs om byen
Orenburg er en russisk storby, der ligger på den europæiske side af floden Ural, som danner grænsen til Asien. Byens historie startede med anlægget af fortet Orenburg ved floden Ors udmunding i Ural i 1734, hvilket skete for at sikre det russiske imperiums udvidelse mod Asien. Året efter opstod der en mindre by omkring fortet, men grundet tilbagevendende oversvømmelser blev Orenburg flyttet i 1741, og den første by blev kaldt Orsk. Dette sted viste sig heller ikke at være hensigtsmæssigt, og i 1743 blev byen grundlagt for tredje gang; denne gang på stedet for det nuværende Orenburg. Byen udviklede sig til at blive en strategisk vigtig by for det russiske militær, og den blev centrum for Orenburg-kosakkerne.
Orenburg spillede en væsentlig rolle under Pugatsjovoprøret, der udspillede sig som en borgerkrig 1773-1775, hvor Jemeljan Pugatsjov ledte en stor bondekrig. Oprøret bredte sig omkring Orenburg, før det blev slået ned at Aleksander Suvorov. Byen blev besøgt af Aleksander Pushkin i 1833, og i denne tid dannede Orenburg base for russiske ekspeditioner mod Khiva-khanatet. Efter den succesrige erobring af Centralasien blev Orenburg en vigtig handelsby for de nye områder og et jernbaneknudepunkt efter åbningen af Trans-Aral-jernbanen. Orenburg fungerede endda som hovedstad for vore dages Kasakhstan fra 1920 til 1925, hvor byen og området omkring Orenburg blev en del af den russiske sovjetrepublik. I årene 1938-1957 skiftede Orenburg navn til Tjkalov; opkaldt efter testpiloten og den sovjetiske helt Valerij Tjkalov.
I dag er Orenburg en interessant by med flere seværdigheder. En rundtur kan med fordel startes i den fine park, der ligger langs gaden Sovetskaja ulitsa/Советская улица på det sted, hvor Ulitsa Leninskaja/Улица Ленинская krydser. Parken prydes af en af byens statuer af Vladimir Lenin, og vest for parken kan man besøge Orenburg Regionale Museum for Skønne Kunster/Оренбургский областной музей изобразительных искусств. Fra parken kan man gå mod syd ad Sovetskaja ulitsa. Her passerer man nogle af byens universitetsbygninger og lidt øst for det sydligste del af gaden ligger Muzej Istorii Orenburga/Музей истории Оренбурга, der er et lokalhistorisk museum.
Der er en særlig seværdighed i Orenburg, som ikke findes mange andre steder i verden. Byen ligger på Uralflodens nordlige bred, og den tilhører Europa. Syd for floden og derved på den anden side af vandet ligger nogle af Orenburgs asiatiske forstæder. Og det er nemt at komme fra Europa til Asien, idet der i forlængelse af Sovetskaja ulitsa, der er Orenburgs hovedstrøg, er en fodgængerbro over Ural. Nord for broen står Valery Tjkalov Monument/Памятник Чкалову, og efter nogle trapper kan man krydse floden med udsigt til Orenburgs flodpromenader og strande. På broen er grænsen mellem Europa og Asien tydeligt markeret.
Hvis man i stedet går mod nord ad Sovetskaja ulitsa, kan man opleve Orenburgs administrationscentrum, der blev bygget i Sovjetunionens tid. Sovetskaja ulitsa minder ud i Leninpladsen/Площадь Ленина, hvor der også står en statue af Lenin. I forbindelse med den ligger pladsen Skver U Doma Sovetov/Сквер У Дома Советов. Den er navngivet efter den regionale administrationsbygning, som ligger vest for pladsen. Bygningen blev opført som den lokale øverste sovjet, betegnet Dom Sovetov/Дом Советов. Dom Sovetov blev opført 1936-1940 og er i dag parlament og administrationssæde for regionen Orenburg.
Øst for byen ligger et andet interessant sted. Det er Kulturkomplekset Den Nationale Landsby/Культурный комплекс Национальная деревня. Der er et frilandsmuseum, der blev oprettet i 2007, så indbyggere i Orenburg-regionen og gæster lærer mere om flere nationaliteter og deres folks historie, kultur, traditioner og skikke. I området ligger der en del bygninger med museer, caféer og spisesteder. Ved et besøg i kulturlandsbyen kommer man tæt på etnografi, historie og hverdagsliv.