Se på kortet
Carfax Tower, Queen Street, Oxford, Storbritannien
Læs om byen
Oxford er en by, som ligger ved Themsen i området nordvest for London. Byen kendes historisk fra år 911, hvor den blev nævnt som Oxnaforda. Senere i århundredet blev Oxford brændt ned af angribende vikinger, og det gentog sig i år 1009. Der blev i denne tid holdt flere møder i det såkaldte witenagemot i Oxford, og det var på et møde her i 1016, at danske Knud den Store blev anerkendt som konge af England.
Byen udviklede sig i denne tid. Der blev bygget broer til byen, og fra 1096 var der akademisk undervisning i Oxford. I 1790 åbnede Oxford Canal til Coventry og Birminghams industriområder, og det gav ny vækst i byen, som selv oplevede en boom efter den industrielle revolution med bl.a. bilproduktion.
I dag er Oxford en hyggelig by, der for en stor dels vedkommende står i universitetets tegn, men naturligvis er der også andre spændende seværdigheder i byen. Oxfords centrum ligger omkring Carfax, hvor gaderne St Aldate's, Cornmarket Street, Queen Street og High Street mødes. I krydset kan man se Carfax Tower, der er det bevarede tårn fra den ellers historiske St Martin’s Church. Der er en fin udsigt over det centrale Oxford fra det 23 meter høje tårn.
Ved Carfax kan man også se Oxford Town Hall, der både er sæde for byrådet og er et arrangementssted. Den nuværende bygning stod færdig i 1897 og er indrettet med en smuk mødesal, og her kan man også besøge Museum of Oxford, der skildrer historien om byen og dets universitet. Sydøst herfor ligger Christ Church College, hvis kollegiekirke også er Oxfords katedral.
Oxford er naturligvis berømt for sit universitet, og der er mange smukke kollegier i byen. Man kan gå en tur af High Street, som giver adgang til nogle af de mest kendte steder. Her ligger bl.a. kirken University Church of St Mary the Virgin, der står midt i Oxfords universitetsområde. Den nuværende kirke blev opført i 1500-1600-tallene og har et smukt kirkerum og tårn.
Nord for kirken kan man se Brasenose College og All Souls College på hver side af den runde bygning med navnet Radcliffe Camera. Bygningen blev opført i nyklassicistisk stil 1739-1749 som hjemsted for biblioteket Radcliffe Science Library. All Souls College blev grundlagt i 1438, og ved siden af Radcliffe Camera kan man se All Souls College Chapel, der blev opført 1438-1442.
Tæt herpå kan man se den nyklassicistiske Clarendon Building, der blev opført 1711-1715 til at huse forlaget Oxford University Press. I dag er det fine hus indrettet som bibliotek. Ved siden af Clarendon Building kan man se Christopher Wrens smukke bygning, Sheldonian Theatre, som blev bygget 1664-1669. Teatrets interiør er fornemt og særegent, og man kan lægge mærke til Wrens design og Robert Streaters loftsmaleri.
I dette område kan man også se New College, der blev grundlagt i 1379. På kollegiet er det særligt New College Chapel, der er interessant. Det er en smuk kirke med et fornemt interiør med en tilhørende klostergård. Øst for New College Chapel kan man se en bevaret del af Oxfords gamle bymur. Følger man bymuren rundt og fortsætter, kommer man til Queen´s College, hvor man kan se kollegiets kirke, der blev opført i sin nuværende barokke stil 1713-1719.