Paris rejseguide

Områdets første bosættelse

Det menes, at de første etableringer i dagens Pariserområde fandt sted omkring år 250 før Kristi fødsel, da den keltiske stamme Parasii slog sig ned langs floden Seinen, der gav fiskemuligheder.

Der har været forskellige teorier omkring kelternes præcise sted for fiskerlandsbyen. Arkæologiske fund tyder på, at det tidligst bosatte område er omkring den nuværende forstad Nanterre.

Romertidens Lutetia

Området omkring Seinens løb lå strategisk godt for en stigende handel, og floden og jorden gjorde egnen relativt velstående.

Den ekspanderende Romerrige nåede med tiden tid kelternes landområder, og under Cæsar led byen nederlag til romerne i år 52 f. Kr. Det skete, da den efter sigende stillede med 8.000 mand til kelteren Vercingetorix’ hær, der gjorde oprør mod romerne.

Efter nederlag til de romerske tropper blev hele regionen romersk og den keltiske bosættelse nedlagt. På det strategisk vigtige sted, hvor øen île de la Cité ligger i Seinen, grundlagde Rom efterfølgende den nye by Lutetia, der også blev det nuværende Paris’ begyndelse.

Lutetia blev anlagt og drevet som en romersk by, og gennem den romerske tid voksede den kraftigt uden dog at blive provinsens hovedstad.

Den blev brolagt gader efter en byplan, der også indeholdt typiske romerske institutioner som fx badehuse, et amfiteater og et centralt forum. En 26 kilometer lang akvædukt blev også opført for dagligt at lede 2.000 kubikmeter vand til byens fontæner.

I 200-tallet blev Lutetia kristent, og Dionysos blev byens første biskop. Han blev senere helgenkåret efter i midten af århundredet at være blevet arresteret og henrettet på den bakke, der kom til at hedde Mons Martis og senere Montmartre efter denne begivenhed.

I 300-tallet blev Lutetia i stigende grad angrebet, og der blev i den forbindelse opført nye forsvarsværker. I 357 kom kejser Konstantins nevø Julian til Paris som byens nye guvernør. Han blev senere romersk kejser. I 360 blev Lutetias navn ændret til Paris efter den oprindelige keltiske stamme, der beboede området.

Paris’ begyndende undergang som romersk by fulgte nedturen i Romerriget. I 451 var Attilas hær på vej mod byen, men de drejede mod syd; et resultat der efter sigende skyldes Genevièves tro på beskyttelse af byens mod Attilas hærgen. Geneviève blev helgenkåret og er fortsat byens skytshelgen.

Ny hovedstad

Truslerne mod Paris var ikke forsvundet med Attilas hære. I 464 blev byen angrebet og overvundet af frankerkongen Childerik I, hvis søn Klodevig I gjorde Paris til sin hovedstad i 508.

På trods af den nye status som hovedstad var Paris fortsat en mindre by med træbygninger mellem de overlevende strukturer fra Romerrigets tid. Paris’ brand i 585 betød for en tid et ophold i byens udvikling, der gennem den følgende tid under de merovingiske konger voksede udover de gamle bygrænser. Derved blev der etableret forstæder på begge sider af Seinen.

Nedturen fra 700-tallet

Med det merovingiske kongedynasti var Paris hovedstad i det frankiske rige, men dynastiets endeligt i 751 betød, at karolingerne med Pipin III kunne indtage tronen.

Efter Pipin III blev Karl I konge, og han ekspanderede riget til det, der blev til Det Tysk-Romerske Rige med kejserstyre. Karl I flyttede hovedstaden fra Paris til Aachen, og derved mistede byen en del af sin betydning.

Gennem 800-tallet belejrede danske vikinger Paris talrige gange. Det kom til kampe og plyndringer, men som oftest lod vikingerne sig nøje med betaling for at skåne byen.

Hovedstad igen

Kongeslægten kapetingerne kom til magten i 987, og med dem blev Paris atter gjort til Frankrigs hovedstad. Med den status fik den stadig større betydning i riget, der i begyndelsen ikke var meget større end Pariserregionen. Over de følgende århundreder udvidede kongerne Frankrig og dermed også det land, der blev kontrolleret fra Paris.

Det blev til en tid med blomstrende udvikling, der blandt andet talte en række bygningsværker, der endnu står i dag. I 1163 begyndte opførelsen af Notre Dame. Les Halles fra 1167, Louvres første anlæg fra 1200, Sainte Chapelle fra 1248 og Sorbonne fra 1253 er andre eksempler på de store fremskridt, der skete i Paris. Den nordlige bred af Seinen blev på vide arealer drænet og bebygget.

I 1200-tallets Paris var der cirka 100.000 indbyggere, og det var i disse år, Frankrig blev en stormagt. Økonomisk og kulturelt var byen førende, og det var også på denne tid, parlamentet blev grundlagt.

1300-tallets nedtur

Den direkte kapetingiske linje i kongerækken blev brudt i 1328, hvor Englands kong Edward III gjorde krav på Frankrigs trone. Med støtte fra den franske adel kunne franske Filip VI dog regere i årene fra 1328 til sin død i 1350.

På den baggrund opstod uenigheden med England, som førte til Hundredårskrigen mellem de to lande. Under krigens mange år fra 1337 til 1453 skiftede krigslykken, men helt ind i 1400-tallet var det Frankrig, der var i defensiven. Landet mistede under forskellige konger store landområder i det nordlige Frankrig, og Burgund sluttede sig til englænderne.

Under kong Johan II blev Frankrig i midten af 1300-tallet ramt af en pestepidemi, som kostede halvdelen af landets indbyggere livet, hvilket naturligt nok påvirkede effektiviteten under krigen mod England.

Et oprør mod monarkiet så også dagens lys i midten af århundredet. I 1357 etablerede en lovgivende forsamling sig i Paris på bekostning af kongen. Oprøret blev slået ned året efter, og den senere konge, Karl V, byggede nye fæstningsmure samt Bastillen som fængsel for at kunne undgå gentagelsestilfælde.

Jeanne d’Arc kommer til undsætning

I 1415 stod England og Frankrig over for hinanden, og det blev til Slaget ved Agincourt, som englænderne med kong Henrik V gik sejrrigt ud af. Nederlaget betød fortsat engelsk fremrykning, at det midtfranske kongerige Burgund støttede England, og at Nordfrankrig blev tabt for franskmændene; Paris blev besat i 1420.

En ny konge stod til at skulle findes i de engelske vasalstater efter franske Karl VI’s død i 1422, og efter Troyes-traktaten mellem netop Karl VI og Englands Henrik V i 1420, skulle barnet Henrik VI overtage både den franske og den engelske trone, så kongerigerne kunne blive forenet og dermed bringe krigen til ophør.

Kvinden i mandsklæder, Jeanne d’Arc, havde en anden overbevisning, som hun delte med mange i den franske adel; Karl Vis søn Karl skulle krones som ny konge i et frit Frankrig.

Jeanne d’Arc hævdede at have fået denne opgave af Sankt Michael, Sankt Katharina og Sankt Margarethe, og i 1429 førte hun an i undsætningen af byen Orléans, der var under engelsk belejring. Byen blev befriet, og derpå førte hun kronprins Karl til Reims, hvor han som Karl VII blev kronet til ny fransk konge. Samme år forsøgte Karl at indtage Paris, men uden held. Englænderne brændte Jeanne d’Arc på bålet for kætteri i 1431, men hun havde skabt et vendepunkt i krigen, for Frankrig og for Paris.

I 1435 forsonede Frankrig og Burgund sig, og året efter blev Paris atter fransk. Krigen sluttede med fransk sejr i 1453.

Nyt boom i byen

Med sin nyvundne frihed i 1436 blev der igangsat mange nye byggerier i Paris; kirker, palæer og forskellige offentlige bygninger skød op, og gennem renæssancen fra sidste halvdel af 1400-tallet udvikledes Paris kraftigt med blandt andet mere end en tredobling af indbyggertallet inden for hundrede år som følge.

Boomet fortsatte gennem 1500-tallet, hvor der også blev opført mange store bygningsværker. I 1528 blev paladset Louvre fx påbegyndt af Frans I.

1500-tallet blev også et århundrede med stigende spænding og kampe mellem katolikker og protestanter. I 1572 kom det til en opstand mellem de protestantiske huguenotter og katolske grupper. Hårde kampe i forbindelse med Henrik IIIs bryllup resulterede i en massakre mod huguenotterne, som katolikkerne dræbte omkring 3.000 af.

I 1588 kom det til oprør i byen, og styreformen blev i nogle år et civilt styre med repræsentanter fra byens kvarterer. Efter flere kampe og magtskifter kom Henrik IV til byen i 1594 og blev kronet til fransk konge.

1600-1700-tallenes Paris

Begyndelsen af 1600-tallet stod igen i byggeriets tegn, fx blev Pont-Neuf anlagt som den første bro over Seinen, og Place des Vosges og Place Dauphine blev etableret som nye elegante pladser i den voksende hovedstad. Andre byggerier var Palais de Luxembourg, Palais Royal og en større udbygning af byens universitet, Sorbonne.

Med solkongen, Ludvig XIVs tronbestigelse i 1643 eskalerede de store byggerier, og kulminationen var pragtslottet Versailles, der blev anlagt uden for Paris fra 1676. Under Ludvigs regeringstid søgte landet gennem ikke mindst finansminister Jean-Baptiste Colbert at gøre Paris til en slags moderne Rom med store planer og nyanlæg.

Udviklingen fortsatte stødt gennem 1700-tallet under solkongernes absolutte magt, hvor Paris under oplysningstiden gennem 1700-tallet blev det vestlige Europas førende kulturelle og intellektuelle hovedstad. Filosoffernes tanker flød frit på blandt andet Café Procope, der var åbnet i 1686 som den første i byen. Blandt de besøgende her var fx Diderot og Voltaire, og tiden var til, at filosofien og naturvidenskaben gav ny viden og dermed satte spørgsmålstegn ved bestående ting som fx kongemagten som autoritet.

Den Franske Revolution

De sidste årtier af 1700-tallet blev nedgangstider i Frankrig. Efter Syvårskrigen 1756-1763 var statskassen nærmest top, og fransk intervention i den amerikanske uafhængighedskrig hjalp ikke på det forhold.

I 1780erne blev en ny toldmur opført omkring Paris, hvilket pålagde borgerne flere byrder. Fejlslagen høst ramte også med hungersnød og opstande til følge i hovedstaden.

I 1789 kom det et egentligt oprør, hvor Bastillen blev stormet og overvundet den 14. juli, hvilket markerede starten på den franske revolution og de enevældige kongers endelige fald. Dagens fejres fortsat som den franske nationaldag.

Kong Ludvig XVI havde mest holdt til på Versailles, hvortil vrede grupper af borgere kom i oprørets protest. Kongen indvilligede i at komme til Paris, hvor den kongelige familie nærmest blev holdt som fanger i Tuilerierne. I 1791 forsøgte kongen at flygte, men blev fanget og bragt tilbage igen til blot at se monarkiet blive konstitutionelt senere på året.

Den 21. september 1792 blev Den Franske Republik udråbt, og dermed var det for en tid slut med en monark i den franske hovedstad, der en overgang indførte den første Pariserkommune. Ludvig XVI kom desuden for retten og dømt til henrettelse, hvilket skete med guillotinering den 21. januar 1793.

Napoleonstidens Paris

Efter revolutionstiden omkring år 1800 boede der over 500.000 mennesker i Paris, og det var et tal, der kom til at stige kraftigt gennem 1800-tallet.

Napoleon blev fransk leder, og han gjorde Paris til hovedstaden i et nyt og stærkt ekspanderende imperium. Napoleon selv lod sig krone til kejser i Notre Dame den 18. maj 1804, og byen ville han som nogle af forgængerne gøre til et moderne og nyt Rom.

Flere pragtbyggerier blev igangsat og bygget; nogle tydeligt med det antikke Romerrige som inspiration. Det gjaldt fx den søjleprydede kirke La Madeleine og den store Triumfbue, der blev sat i gang under Napoleons storhedstid.

Efter først en række store sejre og dernæst nederlag blev Napoleon tvunget til at abdicere i 1814 for at vende tilbage igen året efter. Samme år blev han dog igen tvunget fra magten og sendt i eksil på øen Sankt Helena, hvilket var Paris’ endeligt som hovedstad i det europæiske kejserrige. I stedet for kejseren blev der på ny indsat konger; først Ludvig XVIII, der regerede fra 1814 til 1824.

Vækst og industrialisering

Indbyggertallet steg kraftigt i byen, og omkring 1830 boede her 800.000, og millionen blev rundet cirka tyve år senere.

Væksten skyldtes den hastige industrialisering, som blandt andet skete i tekstilindustrien. Paris stod for omkring en fjerdedel af industriproduktionen i landet.

Jernbanen kom også til byen og landet i midten af 1800-tallet, og fra starten var Paris centrum for Frankrigs infrastruktur, hvilket yderligere styrkede byens vækst.

Paris var Europas næststørste by og den tredjestørste i verden. Fra kummerlige forhold og en koleraepidemi i 1831, som tog livet af 19.000 borgere, gennemgik byen senere i århundredet en kraftig modernisering af de gamle bydele.

Det skete primært under kejser Napoleon III, der havde taget magten efter fire år med Den Anden Franske Republik. Napoleon havde i 1853 udpeget Georges-Eugène Haussmann som ansvarlig for at sikre Paris’ ekspansion fremover.

Haussmanns sanering medførte store nye mondæne boligområder, og Paris’ berømte brede boulevarder blev anlagt. Derved stod Haussmann bag de byplaner, der kom til at danne datidens, men også fremtidens Paris og indbegrebet af den parisiske atmosfære i gaderne. Haussmann stod også bag omlæggelsen af skovene i Boulogne og Vincennes til store offentlige parker.

Den Tredje Republik

Napoleon III blev tvunget til at abdicere den 4. september 1870 efter en mislykket krig mod Prøjsen, og samme dag blev Den Tredje Franske Republik udråbt.

I marts 1871 opstod en revolte, og Pariserkommunen blev etableret i protest mod den nationale regerings håndtering af den prøjsiske belejring samt det forhold, at Paris i modsætning til mange andre byer ikke havde et folkevalgt byråd. Kommunen kom til at holde til 28. maj samme år.

Belle Époque

Befolkningstallet fortsatte med at vokse kraftigt; det nåede 1,9 million i 1872 og 2,4 million i 1891. Det var en blomstrede tid under Den Tredje Franske Republik, hvor kunsten så nye retninger med fx impressionismen.

Paris’ industrielle udvikling boomede også, og i 1889 blev verdensudstillingen holdt i byen. Hovedattraktionen og vartegnet var Gustave Eiffels ingeniørmesterværk, Eiffeltårnet, der hurtigt blev populært og fortsat står. Bag tårnet set fra Seinen stod de store haller, der var de centrale udstillingshaller.

I årtierne omkring år 1900 blev Paris også betragtet som en syndens hovedstad. Bordeller og kabareter skød op med Moulin Rouge i bydelen Pigalle som en af de mest kendte.

Trafikken i Paris var med befolkningen og aktiviteten stærkt stigende, og i 1896 blev Fulgence Bienvenüe ansat af byen som chefingeniør for at skabe et system af undergrundsbaner. Han blev kendt som metroens fader, og den første linje åbnede i 1900.

1900-tallet til i dag

Gennem 1900-tallet fortsatte Paris en kolossal vækst, og byen blev gennem århundredet løbende udbygget med flere forstæder, forgreninger af undergrundsbanen, vejanlæg med videre, men det var også en tid med mange både positive og negative begivenheder.

I 1910 gik Seinen over sine bredder i den værste oversvømmelse siden 1656, og tusindvis af borgere måtte evakueres fra vandmængderne.

Den 2. august 1914 brød 1. Verdenskrig ud, og efter kort tid stod tyske tropper tæt på Paris’ bygrænse. Regeringen flyttede til Bordeaux, men byen blev dog ikke indtaget. Parisiske taxaer var med til at køre soldater til fronten, der blev skubbet væk fra hovedstaden igen.

Krigen ophørte 1918 med våbenhvile, der blev underskrevet i en togvogn i Compiègne nordøst for Paris; samme vogn blev benyttet i 1941 i næste krig.

I 1924 blev de olympiske sommerlege for anden gang holdt i Paris. Siden første gang i 1900 var legene vokset betydeligt i antallet af deltagerlande og udøvere.

1900-tallets økonomiske depression ramte også Paris, der politisk så både højre- og venstrefløjsgrupper i gaderne.

På europæisk plan brød 2. Verdenskrig ud den 3. september 1939. 10. maj invaderede Tyskland Frankrig, og den 14. juni marcherede tyske tropper ind i den franske hovedstad. Den 21. juni blev en våbenhvile underskrevet i Compiègne, og to dage senere besøgte tyske Adolf Hitler byen. Efter krigens hårde og verdensomspændende kampe blev Paris befriet den 24. august 1944.

Efterkrigstidens Frankrig blev præget af generel europæisk fremgang, begyndende samarbejde på tværs af europæiske grænser og uafhængighed af nogle af de franske kolonier i ikke mindst Nordafrika. Det sidste medførte en ny indvandring til Paris, og med flere hundrede tusinde nye beboere fra fx Algeriet skød forstæder hurtigt op med betonbyggerier til at huse dem.

De sidste årtier blev det på ny investeret stor i Frankrig. Louvre blev renoveret og udbygget, og den moderne bydel La Défense blev etableret som det parisiske svar på skyskrabere, glas og stål. Samtidig står gamle vartegn som Triumfbuen og Eiffeltårnet stadig som turistmagneter.