Site logo
Se på kortet
  • Gandhi Maidan, Gandhi Maidan Road, Dujra Diara, Patna, Bihar, Indien

Læs om byen

Patna er hovedstaden i indiske Bihar, og det er en by med en historie, der strækker sig over mindst tre årtusinder. Byen var tidligere kendt som Pataliputra, og den blev grundlagt omkring 490 f.Kr. af Ajatashatru, kongen af Magadha, som ønskede at flytte sin hovedstad fra det bakkede Rajgriha til et mere strategisk beliggende sted ved bredden af Ganges-floden. Pataliputra blev hurtigt et vigtigt politisk og kulturelt centrum, der kom til at fungere som hovedstad for flere store indiske imperier som fx Maurya-, Shunga-, Gupta- og Pala-dynastierne. Byen var også et vigtigt lærings- og kunstcenter, som spillede en central rolle i udviklingen af buddhismen og jainismen.

Under Delhi-sultanatet og mogulernes imperium fortsatte Patna med at være et vigtigt administrativt og handelsmæssigt centrum. Byen blev senere en del af Bengal Nawabs og derefter under kontrol af det britiske østindiske kompagni og det britiske Raj. Patna har også været vidne til mange historiske begivenheder i nyere tid som den første krig for indisk uafhængighed i 1857 og Indiens uafhængighedsbevægelse og senere selvstændighed. Byen har også været hjemsted for flere prominente uddannelsesinstitutioner som Patna University, der blev grundlagt under britisk styre. Efter Indiens uafhængighed i 1947 blev Patna en del af den nyoprettede stat Bihar og fortsatte med at være et vigtigt regionalt centrum med en betydelig vækst og udvikling i de seneste årtier med en blomstrende industri og en voksende befolkning.

Patnas centrum er som andre indiske storbyer præget af travle markeder med en livlig handel samt flere historiske steder og seværdigheder. Man kan starte en tur i byen på den centralt beliggende plads, Gandhi Maidan, der nærmere kan betegnes som en kolossal plæne. Gandhi Maidan fungerede da også som golfbane og hestevæddeløbsbane under den britiske tid, og det kan stadig ses i dag. Pladsen lagde senere plæner til flere selvstændighedsbevægelser og nyere bevægelser i Indien, og derved er stedet også politisk-historisk. I den vestlige ende af pladsen kan man se en 22 meter høj statue af Mahatma Gandhi. Den blev opstillet i 2013, og på soklen er der skildringer af væsentlige begivenheder i Gandhis liv.

Fra Gandhi Maidan kan man gå en tur langs Ashok Rajpath, der en af de ældste og mest kendte gader i Patna, Her kan man finde butikker, caféer og restauranter og nyde lokale delikatesser. Ashok Rajpath går fra pladsen mod øst, og det er også i den retning, man kan finde Patnas promenader langs Ganges. Man kan også gå på opdagelse i området nord for Gandhi Maidan, hvor man blandt andet kan se auditorierne Sri Krishna Memorial Hall, Bapu Sabhagar og Gyan Bhawan, der alle står i moderne arkitektur. Bag dem ligger sandstensbuen Sabhyata Dwar, der blev opført i 2018 i traditionel arkitektur som minde om Pataliputras historiske betydning.

Tæt herpå kan man se bygningen Golghar, der er et historisk kornkammer, som blev bygget i 1786 af kaptajn John Garstin. Golghar er kendt for sin unikke arkitektur, der inkluderer en kuppelformet struktur uden søjler, hvilket gør den til et ingeniørmæssigt mesterværk. Bygningen blev oprindeligt konstrueret for at opbevare korn og forhindre hungersnød i regionen. Med en højde på 29 meter og en diameter på 125 meter, står Golghar som et af de mest bemærkelsesværdige bygningsværker i Patna. Besøgende kan også nyde en fantastisk udsigt over byen fra toppen af Golghar, hvor en spiraltrappe med 145 trin fører op til toppen.

Byens centrum er hjemsted for flere historiske bygninger som fx Patna Museum, som huser en omfattende samling af fund og genstande fra forskellige perioder og kulturer. Museet blev grundlagt i 1917 og er kendt for sin imponerende samling af blandt andet skulpturer, malerier, og manuskripter fra den antikke og middelalderlige periode. Blandt de mest bemærkelsesværdige udstillinger er Didarganj Yakshi, en smuk sandstensskulptur fra Maurya-perioden, og en sjælden samling af buddhistiske relikvier. Patna Museum tilbyder gennem flere temaer et fint indblik i regionens rige historie og kultur.

Bihar Museum er et andet godt valg, hvis man gerne vil vide om Bihars rige historie. Museet er arkitektonisk interessant, og det huser mange fund og effekter, der fremstiller historien med blandt andet genstande fra Magadhan-imperiet. Museet udstiller også smukt trykte tekstiler og demonstrerer derved de teknikker, der historisk blev anvendt i fremstillingen. Ud over disse udstillinger har museet også en imponerende samling af skulpturer, manuskripter og kunstværker, der giver et omfattende indblik i regionens kulturelle arv. Museet er designet med en blanding af traditionel og moderne arkitektur, hvilket gør det til en visuel oplevelse i sig selv. En anden vigtig seværdighed er Patna Planetarium, der også er kendt som Indira Gandhi Planetarium. Det er et af de største planetarier i landet, og her kan man nyde fascinerende shows om kosmos. Planetariet tilbyder en række interaktive udstillinger og præsentationer, der gør det muligt for besøgende at lære om astronomi og rumforskning.

Ture fra byen

    Varanasi, India

    Varanasi

    Varanasi er en af Indiens berømte byer, og dens historie strækker sig over mindst 3.000 år. Byen ligger ved bredden af Ganges-floden i den nordlige del af landet og har en central plads i hinduistisk tradition og kultur. Varanasi blev grundlagt som en vigtig by i det gamle kongerige Kashi og blev et centrum for Vedic-religion og filosofi. Byen var også kendt for sin produktion af muslin og silke, parfumer, elfenbensarbejde og skulpturer.

    I det 6. århundrede f.Kr. var Varanasi blevet hovedstad i Kashi-kongeriget, og den spillede en vigtig rolle i udviklingen af buddhismen, da Buddha holdt sin første prædiken i nærheden af Sarnath, der er en del af det nordlige Varanasi. Byen fortsatte med at være et centrum for religiøse, uddannelsesmæssige og kunstneriske aktiviteter gennem århundrederne.

    Læs mere om Varanasi

     

    Buddha Stupa, Kathmandu, Nepal

    Kathmandu

    Kathmandu er hovedstad i Nepal, og det er en by med en fantastisk beliggenhed ved Himalaya. Byen blev grundlagt i år 723 af Raja Gunakamadeva og var oprindeligt kendt som Manju-Patan. I løbet af Licchavi-perioden, der varede til cirka 750, blomstrede Kathmandu som et vigtigt handelscenter. Byen blev senere en del af Malla-kongedømmet, hvor den oplevede en stor økonomisk, kulturel og arkitektonisk udvikling.

    Malla-kongerne regerede fra omkring år 1200, og de byggede mange af de templer og paladser, der stadig kan ses i dag. I 1768 blev Kathmandu hovedstad i det forenede Nepal under Shah-dynastiet, hvilket markerede begyndelsen på en ny æra af politisk og kulturel enhed.

    Læs mere om Kathmandu

     

    Victoria Memorial Hall, Kolkata, India

    Kolkata

    Kolkata, der tidligere hed Calcutta, blev grundlagt som en britisk handelsstation af Job Charnock i 1690. Byen ligger strategisk ved Hooghly-floden, hvilket gjorde den til et ideelt sted for handel og transport. I begyndelsen var Kolkata en samling af tre landsbyer: Sutanuti, Kalikata og Gobindapur. Disse landsbyer blev gradvist udviklet af den Britiske Østindiske Kompagni til en blomstrende handelsstation. I 1757, efter slaget ved Plassey, blev Kolkata en del af det britiske imperium, og byen begyndte at vokse hurtigt.

    I 1772 blev Kolkata udnævnt til hovedstad i Britisk Indien, en status den beholdt indtil 1911, hvor hovedstaden blev flyttet til Delhi. I denne periode blev Kolkata kendt som City of Palaces på grund af de mange storslåede bygninger, der blev opført af britiske embedsmænd og rige indiske købmænd.

    Læs mere om Kolkata

     

    Darjeeling, India

    Darjeeling

    Darjeeling ligger i den nordlige del af den indiske delstat West Bengal. Området var oprindeligt en del af kongeriget Sikkim og blev beboet af Lepcha- og Bhutia-stammerne. I slutningen af det 18. århundrede blev Darjeeling invaderet af Gorkha-hæren fra Nepal, som annekterede området. Efter Anglo-Gorkha-krigen i 1816 blev Darjeeling en del af del britiske Indien gennem Sugauli-traktaten.

    I 1835 blev området leaset fra Tsugphud Namgyal, Chogyal af Sikkim, af det Britiske Østindiske Kompagni, og Darjeeling begyndte at udvikle sig som en britisk bjergby med sanatorium. Byen blev hurtigt et populært feriested for britiske embedsmænd og deres familier, hvilket førte til opførelsen af mange europæisk-inspirerede bygninger og skoler.

    Læs mere om Darjeeling

Tilmeld dig vores nyhedsbrev