Site logo
Se på kortet
  • Independence Hall, Chestnut Street, Philadelphia, Pennsylvania, USA

Læs om byen

Philadelphia er en af USA's historisk vigtige byer, og den var endda landets hovedstad i årene 1790-1800. I byen ved Delaware River ligger der utallige seværdigheder og masser af tidlig amerikansk historie, der giver spændende indtryk fra tiden omkring den amerikanske revolution.

Det var i Philadelphia, den amerikanske uafhængighedserklæring fra Storbritannien blev vedtaget, og på den måde har byen en særlig status i USA's historie. Det kan man se nærmere på i Independence Hall, der dannede rammen for både erklæringen og for vedtagelsen af den amerikanske forfatning.

Philadelphia er også meget andet end tidlig amerikansk historie. I det moderne bycentrum står nogle af landets højeste bygninger udenfor New York og Chicago, og her er adskillige interessante museer med alt fra franske impressionister til spændende naturhistorie.

Med byens beliggenhed på østkysten er der mange udflugtsmuligheder fra Philadelphia. Man kan fx tage til New York mod nordøst og Washington DC mod sydvest og nå begge på kort tid med tog eller bil. Forlystelserne i Atlantic City venter også tæt på, og man kan også komme tæt den britiske kolonihistorie.

Topseværdigheder

    Independence Hall

    Independence Hall

    Independence Hall er en af de vigtigste bygninger i USA i relation til landets selvstændighed. Det var her, den amerikanske uafhængighedserklæring og den amerikanske forfatning blev både debatteret og vedtaget. Bygningen blev opført som Pennsylvania State House i 1753, og den er i dag en del af Independence National Historical Park og optaget på UNESCO’s liste over verdensarv.

    Bygningens historie startede i 1729, hvor der fremkom forslag om opførelsen af et såkaldt state house i Pennsylvania. Andrew Hamilton fandt en passende beliggenhed, og denne blev godkendt i 1733, hvorefter byggeriet gik i gang. Arkitekturen blev georgiansk stil med et centralt tårn på 51 meter i højden og to bygningsfløje, der blev forbundet til hovedfløjen ad arkader. Det var Andrew Hamilton og Edmund Woolley, der tegnede huset.

    Fra 10. maj 1775 til 1. marts 1781 blev Pennsylvania State House benyttet som den primære mødesal for The Second Continental Congress, hvor repræsentanter fra de tretten britiske kolonier i Nordamerika mødtes. Kongressens deltagere udnævnte den 14. juni 1775 George Washington til øverstkommanderende for den kontinentale hær, de lancerede koloniernes egen valuta, og de underskrev den amerikanske uafhængighedserklæring den 4. juli 1776. Underskrivelsen fandt sted i The Assembly Room, der stadig er bevaret.

    Pennsylvania State House blev til Independence Hall, og gennem årene blev der foretaget flere bygningsmæssige ændringer af det historisk vigtige hus. Ejerskabet skiftede også fra staten Pennsylvania til byen Philadelphia i 1816, og i slutningen af 1800-tallet blev det ydre af bygningen i det store ført tilbage til tidligere tider, mens det oprindelige interiør blev genskabt i 1948.

     

    Liberty Bell, Philadelphia

    Liberty Bell

    Liberty Bell eller Frihedsklokken er et af symbolerne på den amerikanske uafhængighed og derved på landet USA. Klokken blev støbt i London i 1752 til en placering i tårnet på Pennsylvania State House. I dag er den blevet flyttet til Liberty Bell Center, der er en del af Independence National Historical Park. Klokken menes at have ringet i dagene efter den amerikanske uafhængighed, og fra 1830erne blev den brugt som symbol for ophævelse af slaveriet i USA.

    Klokken hed tidligere State House Bell, og den gik i stykker, da den blev ringet på efter dens ankomst til Philadelphia. To gange måtte den omstøbes af de lokale John Pass og John Stow, hvis efternavne står på klokken. I de første år blev klokken brugt til at indkalde lovgivere til lovgivende møder og til at gøre byens borgere opmærksomme på offentlige møder og diverse proklamationer.

    Selvom der ikke findes er sikker beretning om, at State House Bell ringede ved begivenhederne ved den amerikanske uafhængighedserklæring, vurderes det, at den var en af klokkerne, der blev ringet på. Efter den opnåede amerikanske uafhængighed, henfaldt klokken i relativ almindelighed, indtil den i 1830erne blev adopteret som et symbol af abolitionistiske samfund, som døbte den Liberty Bell.

    Liberty Bell er i dag udstillet foran Independence Hall i Liberty Bell Center, og man kan se en revne i den. Den kom i det tidlige 1800-tal og voksede senere; blandt andet fordi klokken gennem årene og indtil 1915 tit blev transporteret rundt til forskellige udstillinger og arrangementer, hvor den var et tilløbsstykke.

     

    Museum of the American Revolution, Philadelphia

    Museum of the American Revolution

    Museum of the American Revolution er et museum, hvor man kan opleve den spændende fortælling om den amerikanske revolution, der foregik i årene 1765-1783. Revolutionen var en revolte i de tretten britiske kolonier i Nordamerika, der endte med at danne USA som ny nation. Der er masser af interessante effekter i den fine samling.

    Museet åbnede i 2017 i bygningen, der blev designet af Robert A.M. Stern Architects. Ved et besøg følger man en kronologisk rejse fra den amerikanske konflikts rødder i 1760erne til den senere væbnede modstand mod briterne, uafhængighedserklæringen fra 1776 og revolutionskrigens sidste år. Der er mange historiske højdepunkter som en replika af Bostons Liberty Tree, genskabelsen af et Oneida-indiansk råd og en udgave af Independence Hall.

    I museets udstilling kan man også se en ikonisk overlevende effekt fra revolutionen i form af general George Washingtons telt, der udgjorde hans hovedkvarter. På den måde fungerede det som både hans kontor og som soveplads gennem store dele af uafhængighedskrigen. Der er også andre af Georges Washingtons effekter samt breve, bøger, våben og meget andet fra tiden.

     

    Christ Church

    Christ Church

    Christ Church er en kirke, der blev grundlagt i Philadelphia i 1695 som en del af Church of England. Den nuværende kirke blev opført 1727-1744 med færdiggørelse af tårnet 10 år senere. Fra 1754 til 1810 var det 60 meter høje tårn den højeste bygning i dagens USA. Kirkerummet er smukt, og det var her, William Penn blev døbt. Døbefonten var kommet fra All Hallows-by-the-Tower i London, og den bliver fortsat anvendt. Menigheden talte også George Washington, Benjamin Franklin og andre fra USA’s revolutionstid.

    Christ Church står som en af USA's smukkeste 1700-talsbygninger og som et godt eksempel på georgiansk arkitektur. Arkitekten kendes ikke, men kirken blev modelleret efter Christopher Wrens mange berømte arbejder i London. Designet har en symmetrisk, klassisk facade med buede vinduer og et enkelt, men elegant interiør med søjler og træbænke til kirkegængerne.

     

    Carpenters’ Hall

    Carpenters’ Hall er en bygning, der blev opført 1770-1774. Bygningen skrev sig ind i den amerikanske historie som stedet, hvor den første kontinentale kongres af amerikanske kolonier samledes efter den britiske blokade af havnen i Boston. Det var også her, kolonien Pennsylvania proklamerede sin selvstændighed som Commonwealth of Pennsylvania.

    Carpenters' Hall er en del af Independence National Historical Park, der består af flere steder i Philadelphia med historisk betydning for den amerikanske uafhængig fra Det Britiske Imperium. Bygningens navn kommer fra bygherren og ejeren Carpenters' Company of the City and County of Philadelphia, der er det ældste håndværkslav i USA.

    Jordstykket til opførelsen af Carpenters' Hall blev erhvervet i 1768, og byggeriet blev tegnet af Robert Smith, der designede Carpenters' Hall i georgiansk stil med inspiration fra blandt andet palladiansk stil fra Italien. Tømrerlavet holdt sit første møde i den endnu ikke færdiggjorte bygning i 1771. Den første kontinentale kongres brugte bygningen, idet Pennsylvania State House blev anvendt at koloniens forsamling.

     

    Philadelphia Museum of Art

    Phildelphia Museum of Art

    Phildelphia Museum of Art er et kunstmuseum, der så sin start ved fejringen af USA’s første hundredårsjubilæum af landets uafhængighedserklæring. Det var i 1876, og i kølvandet på udstillingen Centennial Exhibition blev der dannet et museum. Museet nuværende nyklassicistiske hovedbygning blev bygget 1919-1928, og det skete på højdedraget Fairmount, der hæver sig markant over floden Schuykill River.

    På museet kan man se kunst fra hele verden, og her er alt fra antikke værker til nyere kunst af kendte kunstnere. Der er en fin asiatisk samling på museet med blandt andet malerier og skulpturer fra Japan, Kina og Indien, kinesisk porcelæn og persiske tæpper. Man kan også se europæiske værker fra middelalderen til i dag, og denne samling repræsenterer fx den fransk impressionisme og post-impressionismen.

    Der er også interessante ting at se rundt om museet. De østlige trapper fra gadeplan til museet kaldes Rocky Steps, fordi Sylvester Stallone løb op ad dem i filmen Rocky fra 1976 og i triumf rakte armene op på toppen af trapperne. I området foran museet kan man se byens berømte statue af Rocky fra filmen Rocky III. Man kan også gå bag museet og se Fairmount Water Works, der blev bygget i nyklassicisme langs Schuykill River i 1800-tallet.

     

    Barnes Foundation, Philadelphia

    Barnes Foundation

    Barnes Foundation er et kunstmuseum, der er hjemsted for en af verdens største samlinger af fransk impressionisme, og her er også postimpressionistiske og andre værker. Samlingen består blandt andet af 181 værker af Renoir, 69 af Cézanne, 59 af Matisse, 46 af Picasso og 7 af Van Gogh. Dertil kommer værker af blandt andre Peter Paul Rubens, Titian, Paul Gauguin, El Greco, Francisco Goya, Édouard Manet, Jean Hugo og Claude Monet.

    The Barnes blev etableret i 1922 af Albert Coombs Barnes, der skabte en formue på at være med til at udvikle produktet Argyrol. Albert Barnes begyndte at samle kunst i 1902, og gennem de følgende årtier erhvervede han mange værker på rejser til blandt andet Paris. Grundlæggelsen af The Barnes skete mere som en skole og uddannelsessted end som det fremragende museum, man som besøgende møder i dag.

     

    Elfreth's Alley, Philadelphia

    Elfreth's Alley

    Elfreth's Alley er en smal gade med brostensbelagt hygge, der givetvis er USA’s ældste beboelsesgade. Det gamle miljø er vedligeholdt i midten af den moderne by, og her er to huse med numrene 124 og 126 fra 1755, der i dag er indrettet som et museum med navnet Elfreth's Alley Museum.

    Gaden ligger i bydelen Old City, og den blev etableret i 1703. Der er i alt 32 huse i gaden, og de blev bygget mellem 1703 og 1836. Arkitekturen er tidstypisk for datidens Philadelphia med georgiansk stil og den føderale stil, der var en type amerikansk klassicisme. Man kan også se flere såkaldte Trinity Houses, der er små smalle huse med typisk tre etager.

    Elfreth's Alley er opkaldt efter Jeremiah Elfreth, der var smed og jordejer. Der boede forskellige folk i gaden, som primært var håndværkere og deres familier; herunder skibstømrere, sølvsmede, tinsmede, glaspustere og møbelbyggere. Rundt om gaden opstod der blandt andet små industrier fra slutningen af 1800-tallet, men miljøet i netop Elfreth's Alley blev bevaret.

Andre seværdigheder

    City Hall

    City Hall

    City Hall er Philadelphias rådhus og derved sæde for byens regering og administration. Den imponerende rådhusbygning blev opført i årene 1871-1901 i en statelig Napoleon III-stil. Rådhustårnet er 167 meter højt, og øverst står en statue af byens grundlægger, William Penn.

    Det var arkitekterne John McArthur Jr. og Thomas U. Walter, der tegnede rådhuset, der åbnede som den højeste bygning i Pennsylvania, hvilket den var indtil 1932. Rent faktisk blev rådhuset planlagt til at blive verdens højeste bygning, men under opførelsen blev blandt andet Eiffeltårnet og Mole Antonelliana færdiggjort med større højder.

    Philadelphia City Hall blev opført med en smuk udsmykning. Ud over statuen af byens grundlægger, William Penn, forestiller de cirka 250 andre skulpturer kunstnere, ingeniører og andre, som gennem tiden bidrog til USA's udvikling og stod for amerikanske idealer. Man kan også nyde den smukke bygning og store dele af Philadelphia fra rådhustårnets observationsdæk i 150 meters højde.

     

    Edgar Allan Poe National Historic Site, Philadelphia

    Edgar Allan Poe National Historic Site

    Den berømte forfatter Edgar Allan Poe boede flere steder i Philadelphia i årene 1837-1844. Edgar Allan Poe National Historic Site er et museum, der er indrettet på adressen 532 N. 7th Street, som er det eneste af hans bosteder i byen, som er bevaret til i dag. Han lejede stedet her fra tidligt i 1843, og han boede her cirka et år.

    Poe boede mindst fire forskellige steder i Philadelphia, blandt andet på Arch Street, på 16th Street og på Coates Street. Mens forfatteren boede i byen, udgav han nogle af sine mest kendte værker som fx The Tell-Tale Heart, The Murders in the Rue Morgue og The Gold-Bug.

    På museet kan man lære om Poes liv, samtid og værker. Man kan også se et værelse, der er indrettet i 1800-tallets stil. Værelset og den øvrige indretning i museet har dog ikke konkret med boligen på Edgar Allan Poes tid at gøre.

     

    First Bank of the United States

    First Bank of the United States

    I 1791 vedtog den amerikanske kongres at etablere en amerikansk nationalbank, og dens hovedsæde åbnede i denne klassicistiske bygning, der stod færdig i 1797 som First Bank of the United States. I årene inden havde Bank of North America fungeret som nationalbank, men formelt set blev institutionen først oprettet med beslutningen i 1791.

    Forskellen på den nye bank og andre banker var blandt andet, at First Bank of the United States måtte have filialer i flere amerikanske stater. Etableringen af banken skete som en del af finansminister Alexander Hamiltons finansielle innovationer. Ud over nationalbanken var de andre foranstaltninger en overtagelse af statens krigsgæld fra den amerikanske regering, etablering af en mønt og pålæggelse af en føderal punktafgift.

    First Bank of the United States blev etableret i Philadelphia, der var USA's hovedstad i 1790erne. Banken startede sine aktiviteter i Carpenters' Hall, før den nye bankbygning stod færdig i 1797 i græsk stil efter arkitekterne Samuel Blodgett og James Hobans tegninger.

     

    Second Bank of the United States, Philadelphia

    Second Bank of the United States

    Second Bank of the United States var en bank, som præsident James Madison oprettede i 1816 som USA’s anden nationalbank. Den første nationalbank havde fungeret på en 20-årig aftale fra 1791 til 1811. I kølvandet på krigen i 1812 led den føderale regering af uordenen i en ureguleret valuta og en mangel på finanspolitisk stabilitet, og den gensidige afhængighed mellem industrialisering og finans gav også opbakning til et nationalt banksystem.

    Banken fik sæde i en nybygning, der stod færdig i 1824. Arkitekten var William Strickland, der tegnede flere opførelser med inspiration fra det klassiske Grækenland. Banken ophørte med sin oprindelige funktion i 1841, og i dag bruges den som galleri med portrætter af betydende personer i det tidlige USA. Det er i People of Independence-udstillingen, som giver et indblik i samtiden, og her er portrætter af kunstneren Charles Willson Peale kernen i samlingen.

     

    Benjamin Franklin Bridge

    Benjamin Franklin Bridge

    Benjamin Franklin Bridge er en stor hængebro, der blev åbnet i 1926. Den forbinder Philadelphia i Pennsylvania med Camden i staten New Jersey. Broen er i alt 2.917 meter lang, og den krydser Delaware River med et længste spænd på 533 meter. De tre første år af broens levetid var spændet det længste i verden.

    Der var allerede planer om en fast forbindelse over Delaware River i 1818, og gennem 1800-tallet fremkom mange forslag til forskellige broer, men ingen af dem blev realiseret. I 1919 etablerede man en kommission, der skulle finde udarbejde en løsning, og byggeriet af Delaware River Bridge, der skiftede til det nuværende naven i 1955, blev sat i gang i 1922.

    Efter åbningen er der etableret flere forbindelser over floden fra Philadelphia til det sydlige New Jersey. Man kan også tage PATCO Speedline-tog over vandet ad Benjamin Franklin Bridge, der rent faktisk blev bygget med sporvognsskinner, der dog aldrig blev taget i anvendelse.

     

    Parkway Central Library

    Parkway Central Library er en smuk biblioteksbygning, der åbnede i 1927. Bygningen blev designet af Julian Abele i stilen beaux-arts. Det er Philadelphias hovedbibliotek, og der er mange interessante og værdifulde bøger og manuskripter i samlingen, der blandt andet tæller The Rare Book Department.

    The Rare Book Department byder på Charles Dickens' samling med førsteudgaver, personlige breve og Dickens' udstoppede ravn, Grip. Her er også Americana, Beatrix Potter, tidlige børnebøger, værker af Edgar Allan Poe og en stor samling europæiske manuskripter fra det 11. til det 16. århundrede.

     

    The Bourse Food Hall

    The Bourse Food Hall er et levende sted med restauranter og barer i Philadelphias centrum. Det er indrettet i byens byens tidligere varebørs, der blev opført 1893-1895. Den smukke bygning fungerer selvsagt ikke længere som børs, men i stedet kan man glæde sig over de historiske rammer over et måltid mad.

    Det var George E. Bartol, der grundlagde varebørsen i Philadelphia i 1891, og det skete efter Hamburgs børs som forbillede. Bartol var blevet inspireret i Europa året inden, og han organiserede Philadelphias forretningsliv til at investere i oprettelsen af børsen. Herefter blev børsbygningen designet af G. W. & W. D. Hewitt og opført i rødsten og terrakotta.

     

    National Constitution Center, Philadelphia

    National Constitution Center

    National Constitution Center er et center og historisk museum, hvis fokus er den amerikanske forfatning. Centeret blev bygget fra 17. september 2000 og åbnede den 4. juli 2003, og siden da har forskellige effekter og udstillinger belyst forfatningen og skabt dialog omkring den. Det sker blandt andet med en sal med modeller af underskriverne af den amerikanske forfatning, som foretog den historiske underskrivelse 17. september 1787.

    Det blev politisk besluttet i 1988 at oprette centret og museet for at skabe kendskab til og forståelse for den amerikanske forfatning blandt amerikanere. Det blev også besluttet, at centret skulle ligge som en del af Independence National Historic Park i Philadelphia, hvor det sammen med Independence og Liberty Bell kunne danne et samlet centrum for den amerikanske uafhængighedshistorie.

     

    One Liberty Building

    One Liberty Observation Deck

    One Liberty Observation Deck er et sted på 57. etage i bygningen One Liberty Place, hvor man kan tage op i højderne for at nyde en fantastisk udsigt over Philadelphia og omegn. Hele byen ligger for ens fødder, og man kan følge Delaware Rivers løb og se til staten New Jersey.

    One Liberty Place er den ene af to karakteristiske skyskrabere, der tilsammen danner komplekset Liberty Place. Once Liberty Place er 288 meter høj, mens søsterbygningen Two Liberty Place er 30 meter lavere. Byggeriet stod på i årene 1985-1987, og med højden var højhusene de første i byen, som overgik William Penn-statuen på toppen af Philadelphia City Hall.

     

    Gloria Dei Church

    Gloria Dei Church er en kirke kaldes også for Old Swedes', hvilket kommer af, at kirken blev bygget som svensk kirke i årene 1698-1700. Den er derved den ældste kirke i staten Pennsylvania. Omkring kirken ligger der en kirkegård, hvor Sven Gunnarsson er en af de begravede. Gunnarsson var en af dem, der grundlagde Nya Sverige langs Delaware River i midten af 1600-tallet.

    Efter grundlæggelsen af Nya Sverige byggede svenskerne blandt andet kirker, og efter Holy Trinity Church i Wilmington blev Gloria Dei Church den anden svenske kirke i kolonien. Bosættelsen her blev etableret i 1677, og de første år blev der holdt gudstjenester i en anden bygning, der ikke var opført som kirke.

    Gloria Dei Church blev i 1703 historisk som det første sted i Amerika, hvor der blev holdt en lutheransk ordination. Det skete, da Justus Falckner blev præsteviet. I kirken kan man se et fint kirkerum med forskellig udsmykning som fx modeller af Fogel Grip og Kalmar Nyckel, der var de første svenske skibe, der kom til Nya Sverige.

     

    Academy of the Fine Arts

    Pennsylvania Academy of the Fine Arts

    Pennsylvania Academy of the Fine Arts er et kunstakademi i Philadelphia. Det er det ældste af sin slags i USA, og dets museum er det ældste kunstmuseum i landet. Museet har gennem årene opbygget en meget fin samling amerikanske værker, og man kan blandt andet nyde produktioner af Edward Hopper, Winslow Homer og Kehinde Wiley, og man kan se et af Gilbert Stuarts kendte portrætter af George Washington.

    Akademiet blev grundlagt i 1805 af blandt andre kunstnerne Charles Willson Peale og William Rush, og museet blev etableret allerede to år senere. Den første udstilling fandt sted i 1811, hvor man kunne se over 500 malerier og skulpturer. I dag kan man nyde museets udstillinger i Furness-Hewitt Building fra 1876, der regnes for at være en af USA's smukkeste victorianske byggerier.

     

    Comcast Technology Center

    Comcast Technology Center er en kontorbygning med en højde på 342 meter. Den blev åbnet i 2018 som den højeste bygning i USA uden for de to klassiske skyskraberbyer, New York og Chicago. Der er 60 etager i højhuset, der har et hotel og en restaurant liggende øverst, og herfra er der naturligvis en storslået udsigt.

    Det var Foster and Partners, der var hovedarkitekter på højhuset, der betegnes som en superhøj skyskraber, idet den er over 300 meter. I konstruktionen indgår der fem beholdere på 125.000 liter vand, som er placeret på 57. etage som modvirkende kraft på blæsende dage for at reducere svajning af den øverste del af bygningen.

     

    Wells Fargo Building

    Wells Fargo Building er en af Pennsylvanias klassiske skyskrabere fra første halvdel af 1900-tallet. Den blev opført 1927-1928 under navnet Fidelity-Philadelphia Trust Company Building med en højde på 30 etager og 123 meter. Det var arkitektfirmaet Simon & Simon, der tegnede bygningen i beaux-arts-arkitektur.

    Wells Fargo Building er en af de talrige skyskrabere, der blev bygget i Philadelphia i de første årtier af 1900-tallet. I 1920erne blev blandt andet Aldine Trust Building, Lewis Tower, Drake Hotel, Ben Franklin House og Rittenhouse Plaza opført, og højhusbyggerierne fortsatte i 1930erne med fx PSFS Building fra 1932, der var den første skyskraber i USA i international stil.

     

    30th Street Station

    30th Street Station

    30th Street Station er en stor banegårdsbygning, der åbnede i 1933, og den fungerer som Philadelphias hovedbanegård. Der er mange smukke detaljer i bygningen som fx vandrehallen i art deco-stil og Walker Hancocks skulptur Angel of the Resurrection, der blev produceret i 1952. Man kan også se kunstværket Spirit of Transportation, der stammer fra 1895.

    Stationens historie begyndte, da Pennsylvania Railroad erhvervede tunnelrettigheder fra Schuylkill River til 15th Street til gengæld for jord, som byen havde brug for til at bygge Benjamin Franklin Parkway. Byttehandlen gjorde det muligt for selskabet at bygge både Suburban Station og 30th Street Station, der i modsætning til en tidligere banegård på stedet havde gennemgående perroner for tog mellem New York og Washington.

     

    The Franklin Institute

    The Franklin Institute er en videnskabelig institution og et museum med spændende udstillinger inden for diverse videnskab og teknologi. Her er der både permanente udstillinger og skiftende temaer, og så kan man også se Benjamin Franklin National Memorial med en 6 meter høj marmorstatue af Franklin, der var en af de såkaldte Founding Fathers of the United States.

    Instituttet blev etableret i 1824, og med tiden åbnede Franklin Institute Science Museum, der er den mest kendte del af institutionen. På museet kan man se flere temaudstillinger som The Franklin Airshow med blandt andet Wright-brødrenes Wright Model B. Det er også her, man kan se The Giant Heart, The Train Factory og meget andet.

     

    Penn Museum

    Penn Museum

    Penn Museum er et arkæologisk og antropologisk museum, der hører under The University of Pennsylvania. Forløberen hed University of Pennsylvania Museum of Archaeology and Anthropology, og det blev grundlagt i 1887 efter en arkæologisk ekspedition til den nuværende Irak. Gennem tiden har universitetet ledt adskillige ekspeditioner over store dele af verden og derved opbygget en interessant samling.

    Med årene er samlingerne på Penn Museum blevet udvidet betydeligt gennem forskellige køb. Man kan se effekter fra blandt andet Østasien, Amerika og Nærøsten. I dag kan man besøge gallerier med effekter fra den antikke verden rundt om Middelhavet, Egypten, Det Nære Østen, Mesopotamien, Østasien og Mesoamerika. Der er også artefakter fra de oprindelige folk i Afrika og det indfødte Amerika.

     

    Boelson Cottage

    Boelson Cottage er en hytte, der blev bygget omkring 1680, og den står som Philadelphias ældste bevarede bygning. Hytten ligger i Fairmount Park, og den blev opført i svensk-hollandsk stil. Navnet kommer fra John Boelson, der fik tildelt jordstykket her i 1677.

    Hytten ligger på den vestlige bred af floden Schuylkill River på jordstykket på 40 hektarer, som den svenske kolonidomstol i Upland i Pennsylvania tildelte John Boelsen. I dag ligger hytten i Fairmount Park, der er den største offentlige park i Philadelphia.

Ture fra byen

    Strasburg Pennsylvania

    Strasburg

    Strasburg er en hyggelig provinsby med flere spændende seværdigheder og en hyggelig stemning med mange gamle huse. Byen er relativt beskeden i størrelse, men kendt som højborg for Amish-folket i det såkaldte Pennsylvania Dutch Country. Her kan man se Amish-gårdene i landskabet og besøge kulturarvsmuseet The Amish Village.

    Strasburg opstod omkring 1750 og blev opkaldt efter Strasburg i det daværende Tyskland. Den er i dag også kendt som 'Train Town USA' på grund af flere jernbanerelaterede seværdigheder i og omkring Strasburg. Man kan fx se jernbanehistorie på Railroad Museum of Pennsylvania, der blandt andet udstiller mange damp- og diesellokomotiver. Man kan også tage en tur med veteranjernbanen Strasburg Rail Road.

     

    Valley Forge National Historical Park

    Valley Forge National Historical Park er et område, hvor amerikanske soldater fra den kontinentale hær overvintrede fra 19. december 1777 til 19. juni 1778, og i begyndelsen var det under strenge forhold. George Washingtons hær led tab på omkring 2.000 soldater gennem vinteren, hvor britiske tropper havde afskåret den amerikanske hær fra vigtige forsyningslinjer.

    Den nationale historiske park blev oprettet den 4. juli 1976, og i det 1.403 hektarer store område kan man se restaurerede historiske bygninger som fx ikoniske bjælkehytter og monumenter opført af de stater, hvorfra de kontinentale soldater kom. Der er også et interessant besøgscenter og museum, der giver en introduktion til den amerikanske revolution og Valley Forge-lejren.

    En af de mest kendte attraktioner i parken er det restaurerede koloniale hjem, der blev brugt af general George Washington som hans hovedkvarter under opholdet i lejren. Huset står smukt restaureret, lige som den gamle Valley Forge-jernbanestation. Man kan også se hovedkvarterer for andre generaler fra den kontinentale hær som fx dem fra Huntington, Varnum, Lord Stirling, Lafayette og Knox.

     

    Gettysburg Monument

    Gettysburg National Military Park

    Gettysburg er et navn, der i Pennsylvania skrev sig ind i de amerikanske historiebøger under borgerkrigen i 1860erne. I nationalparken og besøgscentret Gettysburg National Military Park Museum and Visitor Center kan man opleve kamppladsen, hvor tæt på 50.000 mistede livet under tre dages kampe i 1863.

    Slaget ved Gettysburg blev udkæmpet 1.-3. juli 1863 mellem Robert E. Lees hær fra sydstaterne mod George G. Meades unionshær fra nordstaterne. Slagmarken var i Pennsylvania, der var en del af nordstaterne, og unionshærens sejr bragte Robert E. Lees invasion af nordstaterne til ophør.

    Slagmarken for det store slag ligger i dag i Gettysburg National Military Park, der bevarer og formidler området for besøgende i historisk perspektiv. Ved et besøg kan man besøge den gamle slagmark, og man kan også besøge Gettysburg Museum and Visitor Center, hvor man kan se mange bevarede effekter som uniformer, kanoner og andre våben fra slaget.

    I Gettysburg National Military Park kan man også se Gettysburg National Cemetery, der blev etableret som kirkegård for faldne unionssoldater. I midten af kirkegården står The Soldiers' National Monument, og det var på kirkegården, Abraham Lincoln holdt sin berømte tale 'Gettysburg Address' den 19. november 1863. Talen blev holdt ved indvielsen af soldaterkirkegården.

     

    New York udsigt

    New York

    New York er en metropol, som også kaldes the Big Apple, og den er indbegrebet af USA og meget af det, USA står for af mangfoldighed, virkelyst og frihed. Det er en international storby, der tiltrækker turister fra hele verden hele året rundt, og der er altid noget spændende at se og opleve i den amerikanske by.

    Ved indsejlingen til byen troner Frihedsgudinden som et symbol på de muligheder, USA altid har tilbudt immigranter og også de tilrejsende turister. Gudinden kan se over på Manhattans blanding af de utallige klassiske og moderne skyskrabere, hvis fundamenter er omgivet af den hektiske og spændingsfyldte stemning, der er en integreret del af megabyens travle og kosmopolitiske centrum.

    Læs mere om New York

     

    Atlantic City

    Atlantic City

    Atlantic City er et sted, der er kendt som en stor resortby. Den ligger på en ø med lange strande ud mod Atlanterhavet, og man mener, at der har været europæisk bosættelse på stedet fra midten af 1700-tallet. Det var dog først omkring 1850, at byen begyndte en udvikling mod at blive en ferieby, som den kendes i dag.

    Navnet Atlantic City kom til i 1853, og samme år åbnede Belloe House som byens første rigtige hotel. Året efter blev Atlantic City forbundet med storbyen Philadelphia ad jernbanen Camden and Atlantic Railroad, og de følgende årtier steg antallet af gæster til byen eksplosivt, og der blev opført store hoteller som Surf House og The United States Hotel.

    Boomet i Atlantic City fortsatte i første del af 1900-tallet, hvor store hoteller skød op på stribe langs byens kendte boardwalk langs vandet. Succesen varede dog ikke ved senere i århundredet, og derfor tillod staten New Jersey kasinoer fra 1976.

    I dag kan man opleve feriebyen langs vandet, som er berømt for The Atlantic City Boardwalk, der åbnede i første udgave i 1870. Atlantic City Boardwalk er mange kilometer langt, og der ligger mange aktiviteter, butikker og spisesteder langs det. Byen er fortsat også hjemsted for en del kasinokomplekser, der tiltrækker mange turister.

    Langs The Atlantic City Boardwalk kan man lægge mærke til nogle af byens mere kendte seværdigheder som fx Boardwalk Hall, der åbnede i 1929, og som står tilbage som en af de bevarede bygninger fra Atlantic Citys guldalder. I Boardwalk Hall holdt det demokratiske parti sin National Convention i 1964, hvor Lyndon Johnson blev nomineret som præsidentkandidat.

     

    Wilmington

    Wilmington er den største by i den amerikanske stat Delaware. Byens historie startede i 1638, da svenske nybyggere gik i land langs dagens Christina River og etablerede Fort Christina, byen Christinahamn og kolonien Nya Sverige. I 1655 blev området hollandsk og engelsk i 1664. I 1731 inddelte Thomas Willing byen i en egentlig byplan, og han kaldte byen Willington, der blev ændret til Wilmington i 1739.

    I 1800-tallet voksede byen til over 75.000 indbyggere, og der blev anlagt jernbaner og sporvogne og etableret industrier og kulturinstitutioner som Wilmingtons opera. Med sin produktionskapacitet og byens skibsværfter gav verdenskrigene i 1900-tallet ny vækst i Wilmington, der i denne tid voksede til over 100.000 indbyggere.

    Læs mere om Wilmington

     

    Baltimore Harbor

    Baltimore

    Baltimore er den største by i den amerikanske stat Maryland. Dens historie startede med byens grundlæggelse i 1729, selv om der allerede i 1706 blev anlagt en havn her til den omfattende tobakshandel i regionen. Udviklingen startede langsomt, og i 1752 var der 27 huse i byen. Senere i århundredet kom der dog god vækst i byen i takt med stigende handel med ikke Caribien, og i 1796-1797 blev nabobyerne Jonestown og Fells Point slået sammen med Baltimore.

    I 1820 var der 60.000 indbyggere i byen, hvor tekstilindustrier, værfter og shipping satte præg på Baltimore. Udviklingen fortsatte efter den amerikanske borgerkrig, men i 1904 blev downtown Baltimore hærget af en stor brand, der lagde store dele af byen øde. På dette tidspunkt havde byen flere end 500.000 indbyggere, og Baltimore blev hurtigt genopbygget.

    Læs mere om Baltimore

     

    Washington

    Washington er USA’s hovedstad, og fra starten blev den storladent tænkt og anlagt i bedste amerikanske stil. Byen er ulig enhver anden by i USA og verden med sine mange pragtbyggerier, politiske magtcentre, mindesmærker, enestående museer og ikke mindst kendte bygninger fra utallige tv-transmissioner i alverdens nyhedsudsendelser.

    En vandretur i Washington vil utvivlsomt virke spændende og bekendt for mange, der kan nikke genkendende til scener fra film og tv. National Malls plæner er fx som et hop ind i en tv-nyhed. Alle steder virker bekendte, ikke mindst Det Hvide Hus og Capitol, og mange andre steder som fx FBI-bygningen kan også nemt genkendes.

    Læs mere om Washington

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping
Med børn
Gode links