Piața Victoriei er den centrale plads i Timișoara. Indtil 1990 hed stedet Operapladen/Piața Operei, men efter de begivenheder, som udspillede sig her i slutningen af 1989, blev navnet ændret. Det var nemlig på Piața Operei, at byen Timișoara proklamerede sig fri fra den daværende socialisme den 20. december 1989, og stedet var derved et startskud på den rumænske revolution.
Piața Victoriei er en plads, der strækker sig mellem byens opera i nord og den ortodokse katedral i syd. Den østlige side af pladsen hedder Surogat, mens den vestlige kaldes Corso. Langs begge strækninger ligger der en række seværdige bygninger, der danner rammen om den flotte plads.
Den brede plads blev anlagt fra starten af 1900-tallet, hvilket skete efter kejser Franz Joseph I’s beslutning i 1892 om at ophæve Timișoaras status som fort. Befæstningerne blev revet ned fra 1899, og der blev opført bygninger omkring gaden, som i starten hed Bulevardi Regele Ferdinand, fra 1910. Lloyd Palæ/Palatul Lloyd stod færdig som det første hus i 1912.
Den vestlige side af pladsen blev hurtigt færdigbygget derefter, og denne side stod nærmest færdig før 1. Verdenskrig, mens det kun var Löffler Palæ/Palatul Löffler, der stod færdig på den modsatte side; Surogat. I mange år var stedet en boulevard med bil- og sporvognstrafik, men byggeriet af den ortodokse katedral 1936-1946 gjorde boulevarden til en plads. Sporvognene kørte indtil 1989, og i dag er Piața Operei kun for fodgængere.
Corso var fra starten strøget, hvor Timișoaras velhavere promenerede, og her lå der fine butikker og restauranter. Går man fra operaen mod katedralen kommer man forbi bygningerne Hotel Timișoara, Weiss Palæ/Palatul Weiss, Lloyd Palæ/Palatul Lloyd, Neuhausz Palæ/Palatul Neuhausz, Merbl Palæ/Palatul Merbl, Dauerbach Palæ/Palatul Dauerbach, Hilt-Vogel Palæ/Palatul Hilt-Vogel og Széchenyi Palæ/Palatul Széchenyi.
I modsætning til Corso var Surogat strøget, hvor arbejdere og ungdommen gik. Elever måtte kun gå her, hvis de havde tilladelse til det, og soldater måtte kun gå her under orlov. Fra operaen kan man først se bygningen Löffler Palæ/Palatul Löffler og dernæste Handelskammerets Palæ/Palatul Camerei de Comerț, der blev opført i 1938 som Scala Biograf/Cinematograful Scala. De øvrige bygninger mod katedralen er på denne side karréer med lejligheder, som blev opført 1961-1963.
Langs midten af pladsen er der grønne anlæg, hvor man bl.a. kan se skulpturen Den Capitolinske Ulvinde/Statuia Lupoaicei, der forestiller hunulven, som to menneskebørn dier fra. Den viser historien om Romulus og Remus og Roms grundlæggelse. Skulpturen er da også en kopi af den originale Capitolinske Ulvinde, som kan ses i Rom, og den blev givet til Timișoara som gave fra netop Rom i 1926. Man kan også se byens Fiskespringvand/Fântâna cu Pești på pladsen, og tæt på katedralen står et monument til minde om ofrene for revolutionen i 1989.
Piața Victoriei, Piața Victoriei, Timișoara, Rumænien
Piața Victoriei er den centrale plads i Timișoara. Indtil 1990 hed stedet Operapladen/Piața Operei, men efter de begivenheder, som udspillede sig her i slutningen af 1989, blev navnet ændret.