Se på kortet
City Hall, Church Street, Pietermaritzburg, Sydafrika
Læs om byen
Pietermaritzburg er hovedstad og den næststørste by i den sydafrikanske provins KwaZulu-Natal. Byens historie går tilbage til voortrekkernes massevandring fra Kapkolonien fra år 1835. Voortrekkerne var nybyggere i det sydafrikanske indre, og i 1839 grundlagde de Pietermaritzburg, som blev opkaldt efter voortrekkerlederne Piet Retief og Gerrit Maritz.
Byen blev hovedstad i den nyoprettede Natalia Republiek, men Pietermaritzburg faldt i britiske hænder, som i 1843 anlagde Fort Napier her. Samme år blev byen hovedstad i den britiske Colony of Natal. Gennem 1800-tallet voksede Pietermaritzburg som administrationsby, og i 1880 åbnede jernbanen til Durban.
I 1910 blev Pietermaritzburg og Colony of Natal en del af Den Sydafrikanske Union, som delte hovedstaden mellem de fire tidligere kolonier Cape Colony, Orange River Colony, Transvaal Colony og Colony of Natal. Ved den lejlighed fik de sydafrikanske nationalarkiver samlet i Pietermaritzburg. På dette tidspunkt var der cirka 30.000 indbyggere i byen, hvis befolkning blev mangedoblet gennem 1900-tallet.
I dag er Pietermaritzburg en by med et centrum, hvor der ikke er langt mellem seværdighederne, og hvor man kan gå nogle fine spadsereture ad fx hovedgaden Church Street. Man kan starte ved byens smukke rådhus, der blev bygger 1899-1901 i flamsk nyrenæssance, og det er med det 47 meter høje rådhustårn blevet et vartegn for Pietermaritzburg. Skråt over for rådhuset kan man langs Church Street se byens domhus.
Church Street er en af byens store forretningsgader, og fortsætter man ad den fra domhuset mod sydvest, kommer man til St. Peter's Church, der er en anglikansk kirke. Man kan også gå ad parallelgaden Langalibalele Street, hvor provinsen KwaZulu-Natals parlament har sit mødested. Man kan også se Old Government House, der var residensen for Natals Lieutenant-Governor, der første gang ankom til byen i 1851. Bygningen stod færdig i 1860erne.
Der er også flere spændende museer og aktiviteter i Pietermaritzburg. Man kan fx besøge KwaZulu-Natal Museum, der formidler KwaZulu-Natals kultur- og naturhistorie med fokus på blandt andet zulu-kulturen, og man kan også se alt fra klippekunst til en genskabelse af 1800-tallets Victoriatid. Lidt vest for centrum kan man besøge National Botanical Garden, der blev etableret i 1870erne, og som i dag er et smukt anlæg med både sydafrikanske flora og planter fra andre dele af verden.