Se på kortet
Pittsburgh City Hall Emp CU, Grant Street, Pittsburgh, Pennsylvania, USA
Læs om byen
Pittsburgh er en af de største byer i den amerikanske stat Pennsylvania. Byens historie går tilbage til 1754, hvor franskmænd anlagde Fort Duquesne på det sted, hvor der havde ligget en handelsstation siden 1740erne. Englænderne overvandt det franske fort i 1758, som de omdøbte til Pittsburgh efter William Pitt. De anlagde Fort Pitt fra 1759, og der var omkring 400 indbyggere i byen i disse år.
Byen voksede til 1.565 beboere i år 1800, og i førte halvdel af 1800-tallet blev Pittsburgh kraftigt udbygget, og allerede i 1815 var der en betydelig metalindustri og andre fabrikker i byen. Fabrikkerne nød godt af områdets kulminer, som i sig selv tiltrak mange nye indbyggere, og øget våbenproduktion under den amerikanske borgerkrig gav også vækst.
Med indgangen til 1900-tallet var Pittsburgh den ottendestørste by i USA, og den var centrum for landets vigtige stålindustri, og under 2. Verdenskrig blev produktionen skruet yderligere op. Pittsburgh voksede løbende med nye forstæder, og det var byggeboom i downtown i 1900-tallet, hvor der også blev iværksat initiativer til revitalisering af den gamle industriby.
I dag er Pittsburgh er storby med en del seværdigheder og en smuk beliggenhed. Downtown Pittsburgh ligger mellem floderne Allegheny River og Monongahela River inden deres sammenløb, hvor de danner Ohio River. Man kan fx starte en spadseretur i byen på Market Square, der er et hyggeligt byrum mellem Pittsburghs skyskrabere. Market Square blev udlagt i 1784 og har gennem årene huset flere markedsbygninger. I dag er der løbende aktiviteter på pladsen.
Fra Market Square kan man gå til resten af downtown, der også kaldes den gyldne trekant, og det er et sted, hvor industrimænd har tjent formuer. Siden de tidligste højhuse i slutningen af 1800-tallet er der bygget højt i Pittsburgh, hvor man blandt andet kan se den 177 meter høje art deco-skyskraber Gulf Tower fra 1932, den 193 meter høje PPG Place med de fire spir fra 1984 og U.S. Steel Tower fra 1970 med en højde på 256 meter.
Spidsen af downtowns gyldne trekant udgøres af Point State Park, der er stedet, hvor det franske Fort Duquesne blev anlagt i 1754, og hvor briter anlagt Port Pitt fra 1759. Man kan se begge forters omrids i belægningen over parkens plæner, og i Fort Pitts Monongehela Bastion kan man besøge Fort Pitt Museum. Yderst mod Ohio Rivers start kan man se Point State Park Fountain, og herfra er der panoramaudsigt over floderne og til Pittsburghs skyline.
Fra Point State Park kan man tydeligt se højdedragene på den modsatte side af Monongahela River. Det er bakken Mount Washington, der rejser sig i landskabet, og fra toppen kan man nyde Pittsburghs mest ikoniske og uforglemmelige kig til downtowns skyskrabere og byens floder. Vejen til udsigten kan gå med Duquesne Incline, der er en funiculare, som blev åbnet i 1877. Turens længde er 242 meter, og undervejs stiger man 122 meter. Man kan også tage til toppen med kabelbanen Monongahela Incline, der ligger lidt sydligere end Duquesne Incline.
Pittsburgh er også berømt for skyskraberen Cathedral of Learning, der står øst for byens centrum. Som navnet antyder, er den 163 meter høje bygning fra fra 1930erne en del af Pittsburghs universitet. Højhusets indretning spænder fra det katedrallignende Commons Room til 31 Nationality Rooms, der repræsenterer hver sin kultur. I samme område kan man besøge Phipps Conservatory and Botanical Gardens, som stål- og ejendomsmagnaten Henry Phipps Jr. anlagde og donerede til byen i 1893. I anlægget er der mange forskellige haveanlæg, væksthuse med videre.
Der er flere museer i Pittsburgh for de interesserede. Man kan fx besøge The Andy Warhol Museum, som fokuserer på pop art-kunstnerens liv og værker efter hans fødsel i 1928 i netop Pittsburgh. Carnegie Museum of Natural History er en anden mulighed. Det er et af flere Carnegie-museer i byen, som også huset Senator John Heinz History Center, der på spændende vis formidler amerikanske industrihistorie med fokus på Pittsburgh, hvor fx verdens første Big Mac blev serveret i 1967.