Se på kortet
Kosovo Polje, Pristina
Læs om byen
Pristina er Kosovos hovedby, og alle seværdigheder i byen er indenfor behagelig af gåstand. Derved kan man også gå gennem byens forskellige historiske og arkitektoniske perioder på kort tid; fx fra den gamle bydel til det Pristina, der blev skabt under den jugoslaviske tid.
Et godt sted at få overblik over det hele er fra den katolske katedrals tårn, der hæver sig over byen. I Pristinas gader får man et fint indtryk af af Kosovos forskellige trosretninger med serbisk-ortodokse, katolikker og muslimer som dominerende menigheder. Her er også forskellige spændende monumenter som fx en statue af amerikanske Bill Clinton og bogstaverne NEWBORN.
Korza er Pristinas elegante strøggade og et must under en tur i byen. Langs Korza ligger utallige forretninger, og så forbinder gaden Pristinas gamle og nye bydele. Det gamle Pristina består af smalle gader og stræder og en række bygninger, der går tilbage den den osmannsiske tid. Den moderne by er som kontrast hertil eksponent for det moderne Jugoslavien og dagens Pristina, hvor fx regeringsbygninger er skudt op de seneste år.
Omegnen af Pristina giver muligheder for at opleve Kosovos natur og provinsbyer, hvor Prizren er det bedste valg for en udflugt. Den giver et andet perspektiv på egnens historie, og med tæt beliggenhed på Skopje kan man ganske nemt også besøge Makedoniens hovedstad.
Topseværdigheder
Den Velsignede Moder Teresa Katedral
Katedralja e së Lumes Nënë Tereza
Den Velsignede Moder Teresa Katedral er Pristinas romersk-katolske domkirke. Den er bygget som ærkebispesæde og afløser for sædet i byen Prizren. Grundstenen blev lagt i 2005, men det egentlige byggeri startede først i 2007. I 2010 blev indvielsesgudstjenesten holdt, selvom det estimerede tidspunkt for kirkens færdiggørelse var beregnet til 2015.
Arkitektonisk var kirken inspireret af italienske romanske kirker, og en smuk detalje er det hvide klokketårn, der blev bygget på siden af kirkeskibet. Et tilsvarende tårn er planlagt på den modsatte side af kirken. Der er adgang med elevator til toppen af det færdige tårn, og herfra bliver man velsignet med Pristinas nok mest imponerende udsigt over hele centrum.
Ud over selve kirken ligger ærkebiskoppens residens også her. Byggeriet er væsentligt for Kosovos katolikker, og så står den smukke katedral også som symbol på en fredelig sameksistens mellem kristne og muslimer.
Korza
Korza er det populære navn på Pristinas gågade, der er byens hovedstrøg med butikker, restauranter, hoteller, ministerier med videre. En tur ad Korza er et must under et besøg i Pristina, og i sæsonen er det er godt sted at vælge for udeservering, hvor man kan nyde Pristinas storbystemning.
På gaden vestlige side kan man bag træerne se et monument for Moder Theresa i form af en fin statue. Korzas officielle navn er da netop også Moder Theresa Boulevard/Bulevardi Nënë Tereza.
Emin Gjiku Etnologisk Museum
Muzeu Etnologjik Emin Gjiku
Emin Gjiku Etnologisk Museum er en perle af et museum, og det ligger lidt skjult fra alfarvej. Den korte tur hertil belønnes dog af et par usædvanligt smukke huse fra 1700-tallet og naturligvis selve museet.
Der ligger to huse, som Emin Gjiku i sin tid opførte som bolig for sin familie. Det mindste af museets to åbne huse viser livet i et byhus hos den meget velhavende familie, som Emin Gjiku stod i spidsen for. Her er indtryk fra tidligere tiders livsstil i byen, mens der i det store hus mest udstilles forskellige etnologiske effekter fra både land og by.
Det store hus i museet blev opført af Emin Gjiku, fordi det første var blevet for trangt, da familien blev større. Huset blev gjort til museum i 2006, og dets indretning er i sig selv seværdigt.