Se på kortet
Piazza del Popolo, Piazza del Popolo, Ravenna, Italien
Læs om byen
Ravenna er en by i den italienske Emilia-Romagna-region, og den er en by med en spændende historie. Det var herfra, Julius Cæsar drog ud til sine tropper, da han krydsede floden Rubicon. Og det var hertil, kejser Honorius flyttede hovedstaden i Det Vestromerske Rige i år 408. I slutningen af rigets tid før 476 boede der cirka 50.000 i Ravenna, der senere blev hovedby i Eksarkatet Ravenna. I senere århundreder skiftede herredømmet over byen, før Ravenna tilhørte først Venedig og derefter Kirkestaten. I 1861 blev byen en del af Kongeriget Italien.
Byen Ravenna er i dag kendt for sine nærliggende dejlige strande ved Adriaterhavskysten og ikke mindst som hjemsted for højdepunktet inden for romerske og byzantinske mosaikker, og byen er verdensberømt for de smukt bevarede kunstværker. Der er således hele otte bygninger i Ravenna, som er optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Bygningerne repræsenterer mosaikker og monumenter fra den tidlige kristendom, og periodemæssigt stammer de fra år 430 til år 549.
De otte UNESCO-bygninger består af dåbskapellerne Battistero Neoniano og Battistero degli Ariani, hvor der begge steder er en loftsmosaik af Johannes Døberens dåb af Jesus. I Galla Placidias Mausoleum kan man se mosaikker af bl.a. Jesus som den gode hyrde og en stjernehimmel med kors. I Cappella Arcivescovile, der ligger i Ærkebiskoppernes Palads, kan man se forskellige mindre mosaikker, mens man i kirkerne Sant’Apollinare Nuovo, Basilica di San Vitale og Basilica di Sant'Apollinare in Classe alle steder kan nyde nogle meget store vægmosaikker. Theodorics Mausoleum er den sidste af de otte bygninger. Den er ikke indrettet med mosaikker, men står som en enestående kongegrav fra sin tid.
Der er også andre ting at se i Ravenna. Hele den gamle by er meget stemningsfuld at gå rundt i, og et godt eksempel er pladsen Piazza del Popolo, der hovedsageligt er omgivet af 1400-1600-talsbygninger. Kirken Basilica di San Francesco ligger ikke langt herfra, og den er kendt for Dante Alighieris grav, der findes i et anneks ved siden af kirken. Dante blev begravet i 1321, mens annekset blev opført i 1781 over hans grav. Man kan også besøge flere museer i Ravenna. Her er et museum for netop Dante Alighieri, og man kan også se byens kunstmuseum og nationalmuseet i Ravenna, som har mange arkæologiske fund i sine samlinger.