Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Saarbrücken er hovedstad i delstaten Saarland, og byens navn betyder broerne over floden Saar. Saarbrücken kendes flere end tusind år tilbage i tiden, og gennem over 400 år regerede greverne af Nassau-Saarbrücken byen indtil 1793, hvor franske revolutionstropper erobrede byen. I 1815 blev Saarbrücken en del af en preussisk provins, og Saarland blev endeligt en del af Tyskland den 1. januar 1957.

Der er flere ting at opleve i Saarbrücken, hvor man kan gå nogle dejlige ture i byens centrum. Her ligger Alte Brücke som er den ældste af de mange broer over Saar. Alte Brücke blev bygget 1546-1549, og den forbinder det gamle St. Johann i øst med bl.a. barokslottet Schloss Saarbrücken, byens gamle rådhus og Historisches Museum Saar på den vestlige bred. Historisches Museum Saar skildrer Saarlands nyere historie gennem spændende udstillinger.

Øst for Saar ligger St. Johann, der var en af de selvstændige byer, der i 1909 blev en del af Saarbrücken. Derfor ligger den gamle bydel i St. Johann som en by i byen, og her kan man se torvet St. Johanner Markt, der er bydelens centrum. Her kan man også se delstaten Saarlands statsteater og nyde en tur ad den populære Berliner Promenade langs floden.

Saarbrückens vartegn er dog den smukke Ludwigskirche, der ligger som midtpunkt i det elegante bygningsensemble på Ludwigsplatz. Kirken blev opført 1762-1775, og den er et af de fineste eksempler i Tyskland på et protestantisk kirkebyggeri. Umiddelbart nord for kirken kan man se indgangen til statskansliet for delstaten Saarland, der er sæde for statens ministerpræsident.

Ture fra byen

    Trier, Germany

    Trier

    Trier er kendt som Tysklands ældste by. Den blev grundlagt af keltere i det 4. århundrede f.Kr. ved Mosels bred, og senere blev den erobret af romerne, som navngav den Augusta Treverorum. Trier var også en betydende by i det senere Tysk-Romerske Rige, og i dag er der adskillige monumenter og bygninger i byen, der er optaget på UNESCO’s liste over verdensarv.

    Trier er en af de store byer i delstaten Rheinland-Pfalz, og der er mange seværdigheder i det hyggelige bycentrum. Fra den romerske tid står den imponerende portbygning Porta Nigra, som den nok mest berømte fra sin tid. Byggeriet af den store byport startede omkring år 170, og gennem tiden blev der indrettet en kirke her. Napoleon førte Porta Nigra tilbage til den romerske bygning, og det er den største romerske byport nord for Alperne.

    Læs mere om Trier

     

    Metz, Frankrig

    Metz

    Metz er en by i det østlige Frankrig ved floden Mosel tæt på grænserne til Belgien, Tyskland og Luxembourg. Dens historie går flere tusind år tilbage, og efter Romerrigets erobring af det galliske område i 52 f.Kr., blev byen en af Galliens største med op til 40.000 indbyggere. I 400-tallet blev Metz en del af Frankerriget, og de følgende århundreder blev den residensby. I 843 blev Metz hovedstad i Lotharingia, og senere blev den en del af Det Tysk-Romerske Rige.

    Metz var en republik gennem århundreder, før den blev en del af det franske kongerige i 1552, hvilket dog først blev formaliseret med Den Vestfalske Fred i 1648. I 1871 blev Metz en del af det tyske kejserrige, og der blev igangsat en germanisering, før byen igen blev fransk efter 1. Verdenskrigs afslutning.

    Læs mere om Metz

     

    Luxembourg city

    Luxembourg

    Hyggelige Luxembourg er hovedstad i landet med samme navn. På det strategisk vigtige sted, hvor romerske handelsveje krydsede hinanden, er der lige siden byens grundlæggelse blevet bygget fæstningsværker på klippefremspringene ved floden Alzette.

    Hævet over floden ligger den kompakte bykerne med stemningsfulde pladser, kirker, museer og mange steder fornemme udsigter over floddalen til nogle af byens nyere kvarterer. Det har her, man finder blandt andet det luxembourgske storhertugpalads, byens domkirke og flere stemningsfulde pladser med Place d’Armes i spidsen.

    Læs mere om Luxembourg

Tilmeld dig vores nyhedsbrev