Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Charmerende Salzburg er en af barokkens arkitektoniske perler, og som tilrejsende kan man næsten høre Mozarts fantastiske kompositioner i gaderne. Overalt i den gamle bydel bliver man mødt af betagende bygninger, der tydeligt udstiller den rigdom, byen gennem historien har oplevet.

Ærkebisperne boede her og anlagde imponerende kirker, fine slotte og elegante pladser, og som kronen på værket blev der udlagt fornemme parker og opsat mange skulpturer. Alt dette kan man fortsat se, og med byens højdedrag kan man flere steder nemt nyde Salzburgs elegante skyline.

Salzburg er for mange ensbetydende med klassisk musik og anden kultur, og som Mozarts fødeby har den da også en masse at byde på. Det hele kulminerer med de verdensberømte festspil, der er en tilbagevendende begivenhed. Her står byen i musikkens tegn, og også på andre tidspunkter af året kan man opleve kirkekoncerter med videre.

På toppen af byen ligger fæstningen Hohensalzburg, der ligger som en gammel borg med sine tårne og forsvarsværker. Hohensalzburg var også residens, så der er meget forskelligt at opleve på en tur hertil; som i øvrigt kan være med funiculare fra gaderne i byen.

Salzburg ligger smukt mellem små bjerge og med Salzach-flodens bugtende løb gennem centrum og hele regionens landskab. Umiddelbart syd for byen rejser Alperne sig til store højder.

Topseværdigheder

    Hohensalzburg

    Hohensalzburg Fæstning
    Festung Hohensalzburg

    Siden Salzburgs romerske tid som provinsbyen Juvavum har der ligget militære anlæg på det strategisk godt beliggende klippefremspring ved floden Salzach, hvor fæstningen Hohensalzburg troner i dag.

    Hohensalzburg blev grundlagt i 1077 af ærkebiskop Gebhard, og første bygning var en meget simpel borg med trævægge som forsvar. Gennem de følgende århundreder blev byggeriet løbende udbygget, hvor indflydelsesrige Salzburg sikrede sine politiske interesser i Det Tysk-Romerske Rige.

    Blandt de betydningsfulde udvidelser var de store ydermure med borgtårn, som blev anlagt 1462 under Burkhard II. Fra 1495-1519 regerede Leonhard von Keutschach, og han lod også borgen udbygge; blandt andet med den såkaldte Reißzug, der er en kabelbane fra årene omkring år 1500. Reißzug blev bygget som bane til fragt af varer til borgen, og den er fortsat i funktion på borgens østside. Reißzug er således nok verdens ældste eksisterende banelinje. Banen skal ikke forveksles med passagerbanen Festungsbahn, der blev etableret i 1892. Det store kompleks, Hohensalzburg havde udviklet sig til, stod i det store hele først færdigt i 1600-tallet.

    Af større begivenheder på og omkring borgen fandt historiens eneste belejring sted i 1525 under Den Tyske Bondekrig, hvor en gruppe mennesker uden succes forsøgte af få afsat ærkebiskop Matthäus Lang. I 1800 blev borgen overgivet til franske tropper i forbindelse med Den Anden Koalitionskrig, og i 1861 blev borgens militære rolle opgivet og udspillet.

    Herefter blev Hohensalzburg indrettet som besøgssted for det stigende antal turister, og til formålet blev funicularen Festungsbahn etableret i 1892. Banens længde er 191 meter med en maksimal stigning på 61 %. Allerede på turen op forstår man fæstningens spektakulære placering på højdedraget Festungsberg. Man kommer op i 119 meters højde over Salzburg, og herfra er der en fantastisk udsigt over byens centrum.

    Hohensalzburg er et af Europas største og bedst bevarede fæstningsanlæg fra middelalderen, og her er mange seværdigheder. Det tjente fx gennem mange år som ærkebispernes residens, og fra denne tid kan man se den gotiske repræsentationssal Den Gyldne Sal/Goldener Saal og gemakker med ikke mindst Det Gyldne Rum/Goldene Stube som højdepunkt. Begge dele er fornemt udsmykket og blev indrettet omkring år 1500.

    I fæstningen kan man besøge museet Festungsmuseum, der skildrer stedets historie og det liv, som gennem århundrederne har foregået her. Det er blandt andet indrettet i nogle af de rum, der blev etableret allerede i slutningen af 1000-tallet. Man kan også besøge museet Marionettenmuseum, der viser fine gamle marionetdukker samt fortæller historien bag brugen af dem.

    Ellers er et besøg på borgen en god lejlighed til at gå på opdagelse i det store anlæg, hvor man kan gå uden for og inden for murene og i borgens gader og gårdmiljøer. Her finder man blandt andet Sankt Jørgen Kirke/St.-Georgs-Kirche, der blev opført 1501-1502.

     

    Residensen
    Residenz

    Salzburgs Residenz har været de regerende ærkebispers bolig og repræsentationssæde siden 1120. Den nuværende bygning er et resultat af en ombygning i årene 1600-1619. Facaden blev dog ændret i 1710. I alt består Residenz af omkring 180 rum og sale, der ligger i bygningskomplekset, hvis indre spænder over tre indre gårdmiljøer. Residenz benyttes i dag til repræsentative formål, og der arrangeres også internationale konferencer i det store kompleks.

    Af særlig interesse er Residenz’ repræsentationslokaler, Prunkräume, der blev udsmykket af Lukas von Hildebrandt i perioden 1709-1722, og stedets fresker og loftsmalerier, der blev udført af J. M. Rottmayr og Martino Altomonte.

    Andre fine rum er Karabinieresalen/Carabinierisaal, Kejsersalen/Kaisersaal og Riddersalen/Rittersaal, hvor man kan se portrætter af tysk-romerske kejsere og meget andet. I Residenz finder man også kunstmuseet Residenzgallerie, hvis samling rummer europæisk og østrigsk billedkunst fra 1600-1800-tallene. Blandt de udstillede malere er Breughel, Rembrandt og Rubens.

     

    Salzburger Dom

    Salzburg Domkirke
    Salzburger Dom

    Salzburg Domkirke er et fornemt eksempel på tidlig barok byggestil med inspiration fra romersk arkitektur. På stedet har der ligget kirkebyggerier siden 700-tallet, og forløberen til den nuværende bygning blev ødelagt ved en brand i 1598. Det var blot en af seks brande, der gennem tiden har hærget kirken.

    Den tids hofarkitekt var italieneren Santino Solari, der stod for det nye byggeri, der varede fra 1614 til indvielsen i 1628. Resultatet var og er et imponerende bygningsværk med en grundplan på 101x69 meter. Den centrale kuppel måler 79 meter i højden, mens de to kirketårne når 81 meter. Tårnene stod i øvrigt først færdige i 1650erne. Kirkens store indre giver plads til hele 10.000 kirkegængere.

    I forbindelse med opførelsen blev dele af Salzburgs middelalderby revet ned for at give plads til de tre pladser, der omgiver domkirken: Domplatz, Kapitelplatz og Residenzplatz. Domkirken og de tre pladser var en del af ærkebiskop Wolf Dietrichs plan for at bygge et nordligt sidestykke til Rom.

    Foran domkirken på Domplatz kan man se Mariasøjlen/Mariensäule, der forestiller Jomfru Maria og herunder fire allegoriske figurer af henholdsvis en engel, Djævlen, visdom og kirken. Betydningen er, at Mariæ Undfangelse var så guddommelig, at englene blev glade og Djævlen misundelig, mens menneskenes visdom ikke rakte til at forklare det, og kirken fejrede begivenheden i triumf.

    Domkirkens facade ligger mod pladsen Domplatz og står flot med to tårne og fire figurer af helgenerne Paulus, Peter, Rupert og Virgil som en del af den fine udsmykning. Domkirken er viet til netop Sankt Rupert, der etablerede den første kirke på stedet, og Sankt Virgil, der lod den første domkirke bygge. Til kirkens facade blev der blandt andet anvendt marmor fra det nærliggende Untersberg.

    Indenfor bliver man mødt af et smukt kirkerum, hvor man blandt andet kan man se ærkebisperne Markus Sittikus’ og Paris Lodrons grave samt en døbefont fra 1321. Wolfgang Amadeus Mozart er blandt dem, der er blevet døbt i døbefonten.

    Højalteret er fra 1628, og alterbilledet viser Kristi himmelfart. Over billedet kan man se statuer af Sankt Rupert og Sankt Virgil samt forskellige allegorier. I toppen af kirken kan man se den smukt udsmykkede kuppel, der blandt andet byder på fresker med scener fra Det Gamle Testamente. I Salzburg Domkirke ligger der også et museum, Dommuseum, der udstiller en del forskellige genstande i smukke, gamle lokaler, der i sig selv er et besøg værd.

     

    Getreidegasse

    Getreidegasse er Salzburgs gamle centrale indkøbs- og handelsgade. Gaden emmer af stemning, og man bør være opmærksom på gadens mange detaljer, når man går gennem gaden. Man skal huske at kigge op på de mange håndværks- og lavskilte samt hyggelige indgangspartier og butikker. Man kan også se de mange stemningsfulde gårdmiljøer, der findes langs Getreidegasse.

     

    Mozarts Geburtshaus

    Mozarts fødehjem
    Mozarts Geburtshaus

    Verdensberømte Wolfgang Amadeus Mozart blev født den 27. januar 1756 på tredje sal i dette hus. Familien boede her indtil 1773, hvor de flyttede til et hus på adressen Hannibalplatz 8 (i dag Makartplatz 8).

    I anledning af Mozarts tid og historie her er der indrettet et museum, hvor adskillige genstande fra komponistens liv er udstillet. Man kan fx se breve, manuskripter og musikinstrumenter.

     

    Salzburgs Festspilhuse
    Salzburger Festspielhäuser

    Salzburg er verdensberømt for de festspil, der blev startet i 1920 af blandt andet komponisten Richard Strauss. Festspillene foregår fortsat, og de finder sted i flere forskellige bygninger og steder.

    Det gælder fx Bjergrideskolen/Felsenreitschule, der er byens gamle sommerrideskole for ærkebispernes kavaleri. Stedet blev ombygget til en friluftsscene for festspillene i 1926. Oprindeligt var rideskolen blevet opbygget gennem flere århundreder siden starten i 1693.

    Den tidligere vinterrideskole, der blev kaldt Det Lille Festspilhus/Kleines Festspielhaus, blev opført i 1840 og ombygget i 1926 til det nuværende formål. Efter en endnu en ombygning i årene 2004-2006 hedder bygningen Mozart-huset/Haus für Mozart. Man beholdt ved ombygningen foyerområdet med Anton Feistauers fresker fra 1926. Foyeren danner både adgang til Haus für Mozart og Felsenreitschule.

    I 1960 blev Det Store Festspilhus/Große Festpielhaus opført af Clemens Holzmeister. Her kan være flere end 2.000 tilskuere, og beliggenheden hugget ind i klippen i højdedraget Mönchsberg er enestående smuk. Festspilhusets indvielse blev foretaget af Herbert von Karajan.

     

    Mirabellgarten

    Mirabellhaven
    Mirabellgarten

    Mirabell Slots park blev designet af Johann Fischer von Erlach i 1690 efter ærkebiskop Johann Ernst von Thuns ønske. I 1730 blev de dog ændret af Franz Anton Danreiter. Parken blev meget smukt anlagt med mange blomsterbede, springvand, plæner, statuer og i det store hele et formelt haveanlæg med udsigt til både Mirabell Slot og borgen Hohensalzburg, der ligger for enden af havens akse.

    Dværghaven/Zwerglgarten er særligt spændende. Den stammer fra 1715. Her kan man se en række statuer af dværge, som blev udført i marmor fra Untersberg sydvest for Salzburg.

    Foran Mirabell Slot kan man se skulpturbrønden Pegasus. Kaspar Gras producerede den bevingede hest i 1661, og den blev opstillet her i 1913. I parken finder man også havehuset Zauberflötenhäuschen, der er stedet, hvor Wolfgang Amadeus Mozart komponerede Tryllefløjten.

     

    Sebastiankirkegården
    Sebastiansfriedhof

    Kirkegården Sebastianfriedhof ligger idyllisk indrammet af kolonnader bag den smukke Sankt Sebastian Kirke/Sankt Sebastian Kirche. Den blev anlagt i italiensk stil med særlig inspiration fra Campo Santo i Pisa omkring år 1600 af Andreas Berteleto.

    Kirkegården er stedet, hvor den moderne medicins fader Paracelcus, ligger begravet. Ærkebiskop Wolf Dietrich von Raitenau, der tog initiativ til kirkegårdens anlæggelse, ligger også begravet her. Han ligger i et større mausoleum.

    En af de mest besøgte grave er nok Wolfgang Amadeus Mozarts hustru Constanzes. Hun ligger begravet sammen med sin anden ægtemand, den danske diplomat Georg von Nissen. På kirkegården kan man også finde mange andre i Mozarts familie og bekendtskabskreds, mens Mozart selv ligger begravet i en massegrav i Wien.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Salzburg her.

Andre seværdigheder

    Residenzplatz

    Residensplads
    Residenzplatz

    Salzburgs fornemme Residenzplatz blev skabt af ærkebiskop Wolf Dietrich fra 1587. Her begyndte nedrivningen af byens Domkirkekloster/Domkloster og 55 beboelseshuse i den daværende Pfeifergasse. Domkirkens kirkegård blev ved samme lejlighed sløjfet, og med den aktivitet blev der for alvor skabt plads til Salzburgs overgang fra middelalderby til elegant og fyrstelig residensby.

    På Residenzplatz kan man se det overdådige springvand Residenzbrunnen, der blev udført i barok stil 1656-1661 af Tomasso di Garona. Materialet er hvidt marmor, der kommer fra det nærliggende Untersberg.

    Omkring Residenzplatz ligger siden af domkirken Salzburger Dom og byens to store residenser; Residenz og Neue Residenz. En detalje mod pladsen på Neue Residenz er tårnets klokkespil, Glockenspiel, der blev bygget med 35 klokker fra Antwerpen i 1702. Det spiller dagligt på flere klokkeslæt.

    På Residenzplatz fandt den eneste bogafbrænding i øvrigt sted efter tysk-nazistisk forbillede i det tidligere Østrig, der i 1938 blev en del af Tyskland. Den udspillede sig den 30. april 1938.

     

    Salzburg Museum Nye Residens
    Salzburg Museum Neue Residenz

    Neue Residenz er en smuk bygning, der er indrettet som et overflødighedshorn af et museum. Der er mange forskellige temaer i de smukke rum og sale. 1800-tallets romantiske maleres indtryk af Salzburg-egnen, arkæologiske fund fra flere årtusinder, store personligheder fra byen og rester af romerske huse er blot nogle af de ting, man kan vælge at se.

    Selve bygningen Neue Residenz blev opført af fyrstebiskoppen Wolf Dietrich von Raitenau fra år 1588. Den elegante opførelse var tiltænkt en rolle som residens for biskoppens bror, men i stedet blev den rammen om forskellige offentlige funktioner og arrangementer.

    Udsmykningen af Neue Residenz var planlagt som mere detaljeret end resultatet, der dog trods andre planer til fulde blev en smuk helhed med slotstårnet som en af kronerne på værket. Toppen af tårnet med en ottekantet etage og en lanterne stammer fra 1701-1702, hvor ærkebiskop Johann Ernst von Thun fik installeret residensens fine og berømte klokkespil, der består af 35 klokker fra Antwerpen.

    Af anden udsmykning kan man se et våbenskjold i hvert sit hjørne. De kommer fra Wolf Dietrich von Raitenaus bedsteforældres familier; Hohenems, Medici, Raitenau og Sirgenstien.

     

    Mozartplads
    Mozartplatz

    Mozartplatz er en af de centrale pladser i Salzburgs barokke centrum. Den blev anlagt i sin oprindelige form i 1588 under Wolf Dietrich von Raitenau som en del af den repræsentative vej til byens centrum. I 1620 gav Paris Lodron byggegrundene på østsiden af Mozartplatz, der derved kunne bygges færdig efter planen.

    Mozartplatz domineres af den fine mindestatue for komponisten Wolfgang Amadeus Mozart, der blev født i byen den 27. januar 1756. Statuen blev udført af Ludwig von Schwanthaler, og den blev indviet i 1842 under deltagelse af blandt andet Mozarts to sønner; Carl Thomas og Franz Xaver. Monumentet var blevet til noget efter en større donation af Bayerns kong Ludwig I, og under anlæggelsen fandt man en romersk mosaik.

    Af bygninger omkring pladsen ligger Neue Residenz (Mozartplatz 1), det tidligere adelspalæ for von Rehlingen-slægten, Antretter Haus (Mozartplatz 4), Das Imhofstöckl (Mozartplatz 5-7) fra omkring 1620 og de tre palæejendomme Kanonikalhöfe (Mozartplatz 8-10), der blev opført som residenser med sammenbyggede facader i 1600-tallet.

     

    Frauenstift Nonnberg

    Nonnberg Benediktinerkloster
    Benediktinen-Frauenstift Nonnberg

    På højdedraget Nonnberg ved Hohensalzburg troner Nonnberg Klostret, der blev grundlagt af Sankt Rupert omkring år 712, og det er dermed det ældste nonnekloster i de tysktalende områder i verden. På dette sted lå befæstningen Castrum Superior i den romerske periode.

    Nonnberg Kloster er et benediktinerkloster, og dets kirke blev bygget 1464-1499 på stedet, hvor der tidligere lå en romansk kirke. Bygningen blev senere udvidet, og man kan også se bevarede dele af den tidligere kirke som fx en portal.

     

    Hellbrunn

    Hellbrunn er et smukt og meget idyllisk lystslot. Det var ærkebiskop Markus Sittikus, der i 1612-1614 lod det bygge ved brug af arkitekten Santino Solari, der var tilknyttet Salzburgs hof.

    Funktionen som lystslot skal tages bogstaveligt, idet Hellbrunn blev opført som et sted med livsglæde og optimisme. Et eksempel er slottets berømte vandspil, der var hemmelige og pludseligt springende springvand, som Markus Sittikus anlagde for at kunne more sig over sine gæster.

    Ved Hellbrunn ligger også et næsten 400 år gammelt mekanisk teater, og i slotsparken kan man finde spændende grotter. Det oprindelige stenbrud på stedet blev omdannet til friluftsscenen Stenteatret/Steintheater.

     

    Pferdeschwemme

    Pferdeschwemme

    Pferdeschwemme blev anlagt som et fornemt springvand, og det var samtidigt stedet, hvor hoffets heste blev vandet og gjort rene på vej til de stalde, der fandtes i området.

    Pferdeschwemme blev opført i 1695 af Johann Fischer von Erlach med undtagelse af den store skulptur, der blev udført af Anton Pfaffinger i 1732. Den forestiller blandt andet havguden Neptun, og rundt om den er der malet hestemotiver på væggene.

     

    Mönchsberg

    Fra højdedraget Mönchsberg er der en flot udsigt over den barokke bykerne, floden og til fæstningen Hohensalzburg. Fra pladsen Anton-Neumayr Platz kan man tage en elevator til observationsdækket på toppen af Mönchsberg, hvor en afdeling af Museet for Moderne Kunst/Museum der Moderne ligger.

    Ud over panoramaterrassen mod floden Salzach og museet giver en tur på Mönchsberg rig mulighed for vandreture i grønne omgivelser. Umiddelbart bag panoramaterrassen starter flere stier, hvoraf man kan gå til en bevaret del af Salzburgs gamle bymur.

    Murdelen hedder Bürgerwehr, og den ligger med sine tårne omkring 100 meter syd for Museum der Moderne og derved panoramaterrassen ved bjergets elevator. Bürgerwehr blev anlagt og bygget i slutningen af 1400-tallet som en del af byens forsvar.

     

    Schloss Mirabell

    Mirabell Slot
    Schloss Mirabell

    Mirabell Slot blev opført i 1606 af ærkebiskop Wolf Dietrich. Han byggede slottet, der lå uden for datidens Salzburg, til sin veninde og deres i alt 15 børn. Den efterfølgende ærkebiskop Markus Sittikus gav slottet, der oprindeligt hed Altenau, sit nuværende navn.

    I 1720erne lod ærkebiskop Lukas von Hildebrandt slottet ombygge i fin barok stil. Slottet brændte i 1818 og blev denne gang delvist opbygget i den nuværende klassicistisk inspirerede stil. Fra Lukas von Hildebrandts slot kan man i dag se Marmorsalen/Marmorsaal og trappeopgangen med Georg Raphael Donners statuer fra 1726.

    En overgang fungerede Mirabell Slot som de østrigske kejseres sommerslot, mens det i dag blandt andet huser dele af byens administration.

     

    Stiegl Bryggerverden
    Stiegl-Brauwelt

    Stiegl-Brauwelt er en opdagelsesrejse gennem hemmelighederne ved brygningen af det lokale øl fra bryggeriet Stiegl, hvis historie går tilbage til 1492. Udstillingen er opbygget meget fint og med information om blandt andet ølkultur og bryggeteknikker. Naturligvis er der også mulighed for at smage på varerne.

    Vil man smage på Stiegl i bymidten af Salzburg, kan det naturligvis også lade sig gøre. Her er en masse udskænkningssteder, og Stiegl-Keller (Festungsgasse 10) er et godt valg.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Salzburg her.

     

Ture fra byen

    Untersberg

    Untersberg

    Bjergmassivet Untersberg ligger ganske tæt på Salzburg, og en tur hertil er en god måde at lære Alperne at kende på. Det højeste punkt er Berchtesgadener Hochthron, der når en højde på 1.973 meter og ligger i tyske Bayern. Ellers ligger bjerget og danner grænse mellem Tyskland og Østrig.

    Der er flere vandrestier mod højderne på Untersberg, og man kan også tage svævebanen Untersbergbahn, der bringer besøgende op til stedet Geiereck i 1.805 meters højde. Svævebanen åbnede i 1961, og turen op er særdeles smuk og spændende. Fra toppen er der en mageløs udsigt over Salzburg-egnen og til sneklædte bjergtinder.

     

    Isgigantverdenen
    Eisriesenwelt

    Eisriesenwelt er en naturlig kalkstensgrotte og samtidig verdens største ishule. Stedet ligger i bjerget Hochkogel i de østrigske alper, og den udforskede del tæller cirka 42 kilometer huler og gange. Det er dog kun den første kilometer, der er dækket af den is, som floden Salzach har skabt ved at erodere passager gennem bjergene. Her kunne sne trænge ind, og det er efterfølgende frosset til den isverden, man nu kan opleve.

    Eisriesenwelt blev officielt udforsket første gang i 1879, hvor salzburgske Anton Posselt opdagede og besøgte de yderste par hundrede meter af grotten. Posselts offentliggørelser gik næsten i glemmebogen, før Alexander von Mörk etablerede flere ekspeditioner til grotten startende fra 1912. Von Mörk døde i 1914, og hans aske står i en urne i Eisriesenwelt i dag.

    Turisterne begyndte for alvor at komme hertil fra 1920, og besøgstallene steg for alvor efter 1955, hvor en ny svævebane skar en del af turen til hulen ned fra 90 minutter til blot 3 minutter.

    Under et besøg i Eisriesenwelt bliver man mødt af de meget forskelligartede og særdele fascinerende formationer af klipper og is. Her er huler af meget forskellige størrelser og is i op til 25 meters højde.

    Eisriesenwelt ligger i 1.641 meters højde, og turen derop er også meget interessant. En del af det sidste stykke går med svævebane. Til besøget skal man regne med cirka tre timer fra og til parkeringspladsen, og bemærk at man skal gå meget og ad mange trin og trapper. I alt skal 134 højdemeter forceres.

     

    Berchtesgaden

    Berchtesgaden

    Helt nede i Tysklands sydøstlige hjørne ligger byen Berchtesgaden i et naturens smørhul med samme navn og omgivet af Alperne til tre sider. Selve byen er præget af en hyggelig stemning med fine bygningsværker i kort gåafstand fra hinanden, og i det omgivende landskab dominerer områdets smukke bjerge.

    Blandt de hyggeligste og mest seværdige steder i byen er gågaderne omkring pladsen Markt og bygningerne omkring Slotspladsen/Schloßplatz. På sidstnævnte ligger både Kongeslottet/Königliche Schloß og Stiftkirken/Stiftskirche.

    Slottets historie går tilbage til 1102, hvor der blev grundlagt et kloster her. Efter forskellige ejere i årene efter en sekularisering i 1803 blev slottet kongeligt fra 1810, hvor det blev regenterne i Kongeriget Bayerns. Man kan se smukke sale som fx Den Store Spisesal/Großer Speisesaal på en rundtur i slottet. Stiftskirche var klosterkirke under kongeslottets tid som kloster. Dens indre er meget elegant.

     

    Obersalzberg

    Det naturskønne bjergområde Obersalzberg ved Berchtesgaden er kendt for smuk natur og for Adolf Hitlers kærlighed til området, der bevirkede, at stedet blev udbygget med en del faciliteter, efter nazisterne kom til magten i 1933. Hitler var kommet her på ferier fra 1923, og fra 1933 blev store dele af området afspærret som Führersperrgebiet.

    Med Adolf Hitlers residens blev mange andre huse og faciliteter anlagt på Obersalzberg. Fx havde toppolitikerne Hermann Göring, Albert Speer og Martin Bormann også huse her, lige som der var underjordiske bunkere, en SS-kaserne og andre anlæg.

    Obersalzberg var efter 2. Verdenskrig afslutning i amerikansk kontrol helt til 1996, hvor det kom tilbage til Bayern og Tyskland, som tre år senere kunne åbne Dokumentationszentrum Obersalzberg. Efter en massiv engelsk bombning den 25. april 1945 og efterfølgende bortsprængninger er der dog ikke meget tilbage af de nazistiske anlæg.

    Blandt de tilbageværende bygninger er bunkere med adgang fra stedets dokumentationscentrum, mure fra det tidligere luksushotel Platterhof, der lå på dokumentationscentrets parkeringsplads, og nogle støttemure fra Adolf Hitlers Berghof-kompleks. Man kan desuden bo på Hotel Zum Türken (Hintereck 2), der lå som Berghofs nabo. Fra hotellet er der direkte adgang til en del af Obersalzbergs store bunkersystem.

     

    Dokumentationscentrum Obersalzberg
    Dokumentationszentrum Obersalzberg

    Dette dokumentationscenter skildrer dele af Det Tredje Riges historie. Man kan særligt se anlæggene i Obersalzberg beskrevet. I området lå boliger og massive bunkeranlæg til Det Tredje Riges højtstående personer og militære enheder. Ved Hotel Zum Türken (Hintereck 2) er der desuden adgang til dele af anlægget.

     

    Berghof

    Berghof

    Berghof var navnet på Adolf Hitlers hus i det sydtyske Berchtesgadener Land. Huset hed Haus Wacherfeld, da Hitler lejede det fra 1928. Han købte det i 1933 og omdøbte til Berghof. Fra at være et mindre hus, blev Berghof i årene 1933-1936 udbygget til at være et stort hus, der kunne bruges både privat og til repræsentation.

    Hitler var ofte og gennem længere tid i Berghof, hvor han samlet tilbragte omkring fire år af sin regeringstid fra 1933 til 1945. Således styrede han ofte Tyskland herfra, og flere statsbesøg fandt også sted her. Af gæster kom blandt andet den britiske premierminister Neville Chamberlain og Rumæniens kong Carol II hertil.

    Den 25. april 1945 blev Berghof og hele området omkring topnazisternes anlæg her bombet af Royal Air Force, der i alt smed omkring 1.300 bomber. I årene efter 2. Verdenskrig blev en del løsøre stjålet fra Berghof, som amerikanerne lukkede for adgangen til i 1949. Den 30. april 1952 lod Bayern ruinerne af Berghof sprænge i luften og overlod derefter stedet til naturen.

    I dag kan man blot se resterne af en støttemur, der lå umiddelbart bag selve Berghof. Foran den, på Berghofs placering, står en skilt, der angiver stedet, som man kan finde ved at gå nogle hundrede meter ned gennem skoven bag Dokumentationszentrum Obersalzberg.

     

    Kehlsteinhaus

    På bjerget Kehlstein i 1.834 meters højde ligger huset Kehlsteinhaus, der blev bygget 1937-1938 som en officiel gave fra nazistpartiet og derved Tyskland til Adolf Hitler ved hans 50-års fødselsdag den 20. april 1939. Kehlsteinhaus ligger bogstaveligt talt på toppen af bjerget og kaldes også for Ørenreden/Adlerhorst. Hitler besøgte dog kun Kehlsteinhaus få gange og foretrak sin residens Berghof.

    En begivenhed i Kehlsteinhaus var et bryllup den 3. juni 1944. Her blev Eva Brauns søster Gretl og Hermann Fegelein gift under overværelse af blandt andre Martin Bormann, der i sin tid igangsatte byggeriet af huset.

    Adgangen til Kehlsteinhaus finder sted fra Dokumentationszentrum Obersalzberg, hvorfra man bliver kørt i bus til bjerget og den elevator, der tager en gennem bjerget 124 meter op til selve huset, der i dag er indrettet som restaurant, og som selvsagt også står er et levende museum med en formidabel udsigt.

     

    Königssee

    Königssee

    Königssee er som et naturens midtpunkt, og efter manges vurdering er søen og dens omgivelser det allersmukkeste sted i Berchtesgaden. Königssee bugter sig mellem majestætiske bjerge i hele dens længde. Man kan sejle på Königssee med turbåde, og på den vestlige bred kan man besøge udflugtsmålet og pilgrimskirken Sankt Bartholomä.

    Området, hvor man fra nordsiden parkerer og går til bådfarterne, er bygget med et stort udvalg af butikker og restauranter for turister, og her kan man også se den tidligere stationsbygning for banen Königseebahn, der fra 1909 forbandt søen med Berchtesgaden.

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping
Med børn
Gode links
Historisk overblik

    Tidligere bosættelser

    Der har været beboelser i Salzburg-området siden nyere stenalder, men det var først i Hallstatt-perioden, der varede i perioden 1000-450 f.Kr., at en egentlig fast bosættelse blev grundlagt. Det skyldtes ikke mindst store saltfund omkring Dürrnberg, der medførte en stor handel.

    Under den romerske kejser Claudius, der regerede i årene 41-54, modtog Juvavum, det senere Salzburg, byrettigheder. Juvavum var en beskeden romersk by, der havde militærforlægninger. Efter Romerrigets fald var byens rolle udspillet, og den blev reelt forladt.

     

    Salzburg grundlægges

    Omkring 470 grundlagdes et kloster af Sankt Severin, og i 696 kom Sankt Rupert til stedet og lod Sankt Peter Kirke opføre. Han renoverede og udbyggede byens kloster, og Sankt Rupert regnes nu for at være det nuværende Salzburgs grundlægger.

    I 700-tallet gjorde Karl den Store Salzburg til residensby for de bayerske hertuger, og efter denne status fulgte først et bispesæde, og siden regerede ærkebiskopper byen. Biskop Virgil lod byens første katedral opføre, og med byens status og rivende udvikling blev den en af de største i Frankerriget.

    Gennem de følgende århundreder blomstrede Salzburg, og i 1077 startede anlæggelsen af fæstningen Hohensalzburg, der blev bygget på stedet for de tidligere romerske militærlejre.

     

    Brand og genopbygning

    Med Frederick Barbarossas belejring og nedbrænding af Salzburg i 1167 bremsedes byens udvikling for en tid. Salzburg skulle genopføres, og som en del af den storstilede genopbygningsplan blev blandt andet en ny katedral opført.

    I 1200-1600-tallene blev flere forsvarsværker opført og løbende udbygget. Det var ikke mindst i form af bymure, der kunne sikre en konsolidering og udvikling af Salzburg, der efter ødelæggelsen i 1167 igen blomstrede. Der blev blandt andet satset på at udvikle byens kulturelle liv.

     

    Wolf Dietrich von Raitenau og barokken

    Salzburg blev regeret af ærkebisperne med direkte reference til kejseren. Den status gav byen meget vide beføjelser til at stimulere sin egen udvikling, og da Salzburg opretholdt handelsforbindelser til hele riget, var det en gunstig position.

    Gennem 1600- og 1700-tallet fik Salzburg meget af sit nuværende enestående barokke udseende og atmosfære. Det var ærkebiskop Wolf Dietrich von Raitenau, der i begyndelsen af perioden udarbejdede en storstilet byplan for nærmest en helt ny by.

    Efterfølgende fuldførte andre ærkebisper, primært Markus Sittikus von Hohenems og Paris Lodron, Wolf Dietrichs plan. Hundredvis af kirker, paladser og palæer stammer fra denne tid.

     

    Wolfgang Amadeus Mozart

    I 1756 blev Salzburgs mest berømte bysbarn født. Den senere komponist Wolfgang Amadeus Mozart kom til verden i den centrale by, og man kan fortsat besøge hans fødehjem i Getreidegasse. I 1842 mindedes byen Mozart med opførelsen af et monument til hans minde på den nynavngivne Mozartplatz.

    I forbindelse med Napoleonskrigene ophørte Salzburgs status som sin egen bispestat. Byen blev i 1816 en del af habsburgernes Østrig, og med det blev den politiske magt flyttet til Wien. To år senere, i 1818, ødelægges en stor del af Salzburg i en brand, og endnu en gang må et genopbygningsarbejde gennemføres.

     

    1800-1900-tallenes Salzburg

    Kulturelt er det i disse år, malere af den romantiske skole fatter interesse for Salzburgs særlige atmosfære, og byen bliver igen et samlingssted for mange kunstnere. Musikalsk spilles den verdenskendte og populære julesang Glade Jul for første gang i Salzburgs Sankt Nikolaus Kirke.

    I 1920 arrangeredes de første af de årligt tilbagevendende festspil, hvis opførelser er en af byens og verdens førende kulturelle begivenheder inden for sin art. I årenes løb har mange af musikkens mestre bidraget til festspillene, ikke mindst Herbert von Karajan, der i 1967 grundlagde påskefestivalen.

    Under 2. Verdenskrig blev Salzburg i 1944-1945 udsat for luftbombardementer. Byen genopførtes hurtigt, og den udviklede sig i årene efter 2. Verdenskrig til et af Østrigs førende handelscentre.

     

    Salzburg i dag

    I de seneste årtier er Salzburgs kulturliv endnu en gang blomstret. Udbygningen med flere festspilhaller blev afsluttet 1960, og i 1964 blev filmen Sound of Music indspillet i byen, hvilket stadig tiltrækker mange rejsende, der ønsker at opleve filmens optagelsessteder og atmosfære.

    Salzburg er regionalpolitisk og økonomisk centrum i Østrig, og der er de seneste årtier opført en række imponerende moderne bygninger, der komplementerer den enestående barokke by fra Mozarts tid.