Se på kortet
Sevilla, Spanien
Læs om byen
Sevilla er den største by i Andalusien og en af Spaniens vigtigste byer. Det var romerne, der grundlagde Sevilla med navnet Hispalis, og byen var gennem århundreder under maurernes herredømme, før den kristne generobring fandt sted i 1248.
Den lange historie, hvor et spansk højdepunkt med stor indflydelse på Sevilla var Columbus’ europæiske genopdagelse af Amerika. Allerede inden da var Sevilla en strategisk vigtig handelsby, hvor man havde bygget en af verdens største kirker, som Columbus i øvrigt senere blev begravet i.
Sevillas centrum byder på mange oplevelser, og blandt dem er tre steder optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv; katedralen, byens alcazar og Generalarkivet for Indien. Der er dog også mange andre spændende og smukke steder som fx Plaza de España og Metro Parasol.
Der er også gode muligheder for oplevelser omkring Sevilla. Den romerske historie kan ses i udgravningen af den vigtige by Itálica, og Andalusiens flotte hvide byer ligger heller ikke langt væk. Man kan også hurtigt kommer til kysten ved fx Tarifa med det europæiske fastlands sydligste punkt.
Topseværdigheder
Sevilla Katedral
Catedral de Sevilla
I Sevilla skal man naturligvis se byens verdensberømte domkirke, der formelt hedder Catedral de Santa María de la Sede. Den er en af verdens største kirker, optaget på UNESCO's liste af verdens kulturarv og et fantastisk gotisk bygningsværk.
Med den kristne generobring af Sevilla i 1248 blev den daværende moské indrettet som domkirke. Generobringen bragte også velstand til byen, der ville bygge en ny kirke som tydeligt symbol på Sevillas velstand og vigtighed. Resultatet blev den nuværende katedral, der blev bygget som verdens største gotiske kirke i årene 1401-1528.
Katedralen blev bygget med imponerende dimensioner. I det lange kirkeskib er der 42 meter til det gyldne loft, og i kirken er der 80 kapeller. Man kan generelt se et smukt og fornemt udsmykket interiør, hvor der fx også er indretninger fra renæssancen. På en tur rundt i katedralen kan man bl.a. lægge mærke til det smukke højalter, hvis altertavle er et kolossalt kunstværk, som Pedro Dancart og andre lavede fra 1482 til 1564. Man bør også se udsmykningen i sakristiet og kirkens gotiske korindretning som nogle af mange seværdige detaljer.
Flere berømte personer er gennem tiden blevet begravet i katedralen, der har et kongeligt kapel, Capilla Real. Her blev kongerne Ferdinand III, Alfonso X og Pedro I stedt til hvile. I kirken kan man også se Christoffer Columbus' gravsted og sarkofag. Der er også gravmonumenter for kardinalerne Juan de Cervantes og Pedro González de Mendoza i kirkens kapeller.
Spanien Plads
Plaza de España
Denne plads er et af Sevillas mest imponerende anlæg med sin kolossale og monumentale størrelse. Pladsen ligger i Parque de María Luisa, og den blev anlagt i 1928 som en del af det følgende års verdensudstilling, Exposición iberoamericana de 1929.
Pladsen danner en halvcirkel, og langs den nordøstlige halvdel ligger det slotsagtige byggeri, hvor Spaniens industri og teknologi skulle udstilles under verdensudstillingen. Fire broer fører over pladsens voldgrav til det smukke byggeri, hvor flere arkitektoniske stilarter er blandet.
Langs bygningen kan man se en række smukke alkover, hvor farverige kakler fremstiller byer og regioner i Spanien. Her kan man gå på opdagelse gennem landet, og mange spaniere tager billeder af sig selv i netop den alkove, der viser deres hjemegn.
I dag står bygningerne og anlægget smukt renoveret, og de mange kvadratmeter bliver anvendt til forskellige offentlige administrationsformål. Gennem tiden er de karakteristiske bygninger også blevet anvendt som rammen om forskellige filmscener som fx i Lawrence of Arabia og The Dictator.
Metropol Parasol
På pladsen Plaza de la Encarnación kan man se den tyske artikekt Jürgen Mayers store træstruktur, der med inspiration fra Sevillas domkirke og figentræer står som kolossale søjler, der er forbundet med overdækninger. I alt måler Mayers værk 150x70 meter.
Metropol Parasol ligger som en stor skulptur, men den byder også på flere oplevelser. Under den ligger museet Antiquarium med udgravede ruiner fra byens romerske og mauriske baggrund, og oppe i højderne er der stier og balkoner med panoramaudsigter over den spanske storby. I selve Mayers bygning kan man også finde fødevaremarkedet Mercado de la Encarnación.
Generalarkivet for Indien
Archivo General de Indias
Archivo General de Indias blev etableret af Spaniens kong Karl III i 1785. Formålet var at samle alle dokumenter de oversøiske spanske kolonier på ét sted. Der er i dag samlet dokumenter fra de første conquistadorer til slutningen af 1800-tallet på arkivet, der er en guldgrube for historieinteresserede.
Arkivet er en del af Sevillas optagelse på UNESCO's verdensarvsliste, og selve bygningen er den gamle handelsbørs og mødested for byens handelsfolk, Casa Lonja de Mercaderes. Bygningen blev opført i renæssance i slutningen af 1500-tallet og nyindrettet til arkivformålet omkring 200 år senere.
Den Kongelige Alcázar i Sevilla
Real Alcázar de Sevilla
Alcázar i Sevilla er et kongeslot, der blev bygget som residens til kong Pedro I af Castillen, der regerede 1350-1369. Det var kristne borgede, der opførte slottet på det sted, hvor der i den muslimske tid havde ligget en befæstet residens, som var blevet delvist ødelagt under den kristne generobring af Sevilla i 1248.
Alcázar er et smukt eksempel på mudéjarstilen, der forbinder romansk, gotisk og renæssancearkitektur med former og udsmykninger fra islamisk stil. Det smukke kompleks er optaget på UNESCO's liste over verdensarv, og en del af det bliver stadig brugt af den spanske kongefamilie under ophold i Sevilla.
I dag står kongeslottet som et monument over flere århundreders bygninger, der i 1360erne blev udbygget og ombygget i mudéjarstilen og til en kongelig residens med det behov, som bl.a. et hof medførte. Slottet er efterfølgende blevet udbygget til det resultat, man kan se i dag.
Der er mange højdepunkter, man bør se. Hovedindgangen til slottet går gennem Løveporten/Puerta del León. Herefter kommer man til gårdmiljøerne Patio del León og Patio de la Montería, hvor man møder Kong Pedros Palads/Palacio del Rey Don Pedro. Paladset er smukt indrettet med det pragtfulde gårdhavemiljø i Patio de las Doncellas og fornemt udsmykkede sale som fx Ambassadørsalen/Salón de los Embajadores. Der er også andre interessante bygninger og et smukt haveanlæg bag paladset.