Siracusa rejseguide

Siracusa er en by, der blev grundlagt som en græsk koloni med navnet Syrakus i 734 f.Kr., da grækerne kom til Sicilien. Området var allerede beboet af sikelerne, men det græske Syrakus voksede hurtigt, og byen blev i løbet af få århundreder en af datidens største byer med en vigtighed som fx Athen og Sparta. Den gamle græske start var på øen Ortigia, men Syrakus bredte sig til fastlandet og voksede der. Kulturelt var Syrakus også en af de førende græske byer, og store kunstnere og tænkere arbejdede her.

Det ekspanderende Romerrige erobrede Syrakus i 212 f.Kr., og byen blev nu hovedstad i en romersk provins. Efter Roms fald kom vandaler til, og senere blev det til flere århundreder under Det Østromerske Rige; en tid under kejser Konstans II var Syrakus endda regeringssæde for riget. Dette var i årene 660-668.

Arabere indtog Sicilien i 800-tallet, og de gjorde Palermo til deres regionale hovedstad. Syrakus blev dog den kulturelle højborg for arabernes religiøsitet. Denne tid varede til 1038, hvor de muslimske arabere blev overvundet af den byzantinske general Maniakes, og gennem de senere århundreder var der mange dynastier og riger, der herskere i området. Historisk blev 1693 et skæringspunkt for byen, da som andre dele af Sicilien blev ramt af et voldsomt jordskælv, der ødelagde store dele af byen, der efterfølgende blev genopbygget i tidens barokke stil.

Det er mange seværdigheder i dagens Siracusa fra forskellige æraer af byens historie. Apollontemplet/Tempio di Apollo (Piazza Pancali) er et af de mest imponerende antikke græske monumenter i byen. Det blev bygget i dorisk stil i 500-tallet f.Kr., og det er bygget som et klassisk peripteros; et klassisk tempel, der i sin helhed er omgivet af en søjlerække. Templet blev i sin senere tid omdannet til byzantinsk kirke, islamisk moske og igen en kirke, før det blev anvendt som kaserne og beboelse. Templets stylobat måler 55x21 meter, og antallet af ydre søjler er 17 på langs og 6 på tværs.

Det Græske Teater/Teatro Greco (Viale Paradiso) blev bygget i 400-tallet f.Kr. og ombygget under Hieron I i 200-tallet f.Kr. Det er velbevarede rester af denne ombygning, man kan se i dag. Teatret blev bygget som et af datidens største græske teatret med 67 rækker inddelt i 9 sektioner. Det ligger smukt op ad en bakke, og stenene til anlægget er brudt i omegnens såkaldte latomìer. Det mest kendte af disse stenbrud er Dionysos Øre/Orecchio di Dionisio (Via Giuseppe Agnello), der i sig selv er en seværdighed med sine udskårne 23 meter i højden og 65 meter ind i klippen.

Fra den græske tid kan man også se matematikeren Archimedes grav (Via Giuseppe Agnello 26). Han blev dræbt i forbindelse med romerne besejring af det græske Syrakus i 212 f.Kr., og det efter sigende, da han havde sagt de berømte ord: "Forstyr ikke mine cirkler".

I Syrakus lå også et romersk amfiteater, Anfiteatro romano di Siracusa (Viale Paradiso), som fik sin endelig udformning i 200-300-tallene. Det var blandt de største i det italienske område med mål på 140x119 meter. I arenaen blev der udkæmpet gladiatorkampe og kampe mod dyr. Det var skåret ud i klippen og ombygget derover med udskårne blokke, som spaniere genbrugte andetsteds i byen i 1500-tallet. På trods af denne fjernelse af strukturen kan man stadig se teatrets imponerende dimensioner og forestille sig de kampe, der har foregået her.

Domkirken/Duomo (Piazza Duomo) blev grundlagt af biskop Zosimo i 600-tallet, og den blev anlagt over et tidligere græsk Athenetempel fra 400-tallet f.Kr. Templet havde 14 søjler på langs og 6 på tværs, og strukturen kan fortsat ses indarbejdet i den nuværende kirkebygning. Domkirken stammer fra mange æraer; navets tagkonstruktion og mosaikkerne i apsis er fra normannernes tid, mens fx facaden blev ombygget af Andrea Palma i 1725-1753.

En anden kirke er Chiesa di Santa Lucia al Sepolcro (Piazza Santa Lucia), der blev opført som byzantinsk kirke. Det nuværende udseende stammer dog fra 1400-1500-tallene. Interessant er det, at kirken rummer Sankta Lucias grav; den er i et ottekantet kapel ved siden af selve kirken. Sankta Lucia var en kristen jomfru, der døde som martyr i 304. Hun er Siracusas skytshelgeninde og bliver fejret på luciadagen den 13. december. Italienske Caravaggio malede Sankta Lucias Begravelse/Seppellimento di santa Lucia til denne kirke i 1608. Kunstværket hænger dog i dag i Siracusas Chiesa di Santa Lucia alla Badia-kirke (Piazza Duomo), der er en barokkirke fra tiden efter jordskælvet i 1693.

Forsvarsværker har Siracusa også. Maniace Fæstning/Castello Maniace (Via Castello Maniace) er både et citadel og en residens, som blev bygget under kejser Fredrick II 1232-1240. Det er opkaldt efter den byzantinske general Maniakes, der vandt over de muslimske arabere i 1038 og derved genindtog byen for det kristne Europa. Dengang lå fæstningen som et søfort, hvor der kun var adgang over en nu opfyldt voldgrav. Med årene blev Castello Maniace blandt andet benyttet som bolig af flere dronninger, og det indgik også i byens forsvar.

Af museer bør Arkæologisk Museum/Museo Archeologico (Viale Teocrito 66) besøges. Museet hører til blandt de førende af sin slags i Europa. Her er højdepunkterne fund fra præhistorien samt fra byens græske og romerske perioder. På det spændende museum er de rige samlinger inddelt i temaer fra historiens epoker.

Der er også moderne bygninger, hvoraf kirken Chiesa Santuario della Madonna delle Lacrime (Viale Luigi Cadorna 139) skiller sig ud. Det er en valfartskirke, hvis historie startede den 29. august 1953. Her begyndte der efter sigende at løbe tårer fra et billede hos en landmand. Nyheden om miraklet bredte sig, og det endte med, at biskoppen af Palermo erklærede tårerne for ægte og derved tillod et valfartssted at blive bygget. Kirken blev bygget fra 1966 og stod færdig i 1994. Det mirakuløse billede blev placeret i krypten, mens en 74,50 meter høj kirke i beton rejste sig over jorden. Den står i dag som et af Siracusas mest karakteristiske bygningsværker.