Shԍagéi
Skagways navn kommer fra Alaskas oprindelige befolkning, der kaldte stedet for Shԍagéi, der refererer til de stærke nordenvinde, der blæser her. Ordet har også betydning af en smuk kvinde, der ifølge mytologien lavede sig om til sten i bugten ved Skgaway, og som i dag er årsagen til de stærke vinde gennem dalene mellem bjergene.
Den tidlige europæiske historie
Der skete markante ændringer i det nordvestlige nordamerika i 1860-1870erne. USA købte Alaska af Rusland i 1867, og i 1871 tilsluttede British Columbia sig Canada. Med den nye situation ønskede Canada grænsen mellem USA og Canada fastlagt, men det mente USA ikke kunne svare sig strategisk og økonomisk.
I 1887 blev der sendt en ekspedition mod bjergene i forbindelse med opmåling af grænsen. Det forhenværende flodskipper, William Moore deltog i ekspeditionen, og han foretog den første udforskning over det bjergpas, der nu hedder White Pass.
Moore vurderede i øvrigt, at der måtte være guld at finde i Klondike-området, fordi bjergene her lignede steder med guldfund i Californien, Mexico og British Columbia. Samme år som ekspeditionen gjorde William Moore og hans søn, Bernard Moore, krav på et jordstykke på 650.000 m2 ved udmundingen af Skagway River. Årsagen var, at William Moore så stedet som den naturlige passage til eventuelle guldfund over bjergene.
Moore og Moore byggede en bjælkehytte, en savmølle og en kajplads i forventningen om, at mange guldjægere ville komme forbi med årene, og at Moore-familien derved lå strategisk godt for at kunne tjene penge på trafikken.
Guldfeber i Klondike
Der blev fundet guld i Klondike i Canadiske Yukon i 1896, og det fik en kolossal betydning for Skagway. Den 29. juli 1897 lagde damperen Queen til ved Moores kajplads med den første gruppe mennesker, der ville søge lykken i jagten på guld. Der kom flere skibe og tusindvis af guldjægere efter Quuens anløb.
Moore mistede land til mange af lykkeridderne, der både stjal og videresolgte jord fra Moores område, men befolkningstallet eksploderede også på ganske kort tid. Det menes, at der kom omkring 30.000 mennesker til området pga. guldfundene i Klondike.
Mange opgav den lange rejse mod guldfundene og blev i stedet ved flodmundingen for at tjene penge på varer og services til minearbejderne. I løbet af få uger var der bygget butikker, saloons, kontorer og meget andet langs de hastigt anlagte, mudrede gader i Skagway.
I foråret 1898 boede der omkring 8.000 indbyggere i Skagway, og hver uge passerede omkring 1.000 minearbejdere byen. I sommeren samme år boede der op mod 10.000 i Skagway, som derved på under et år var blevet Alaskas største by.
Kaos og orden
Med de mange nye lykkeriddere i byen, begyndte nogle beboere i Skagway at arrangere transporter til guldfundene, og det skete til ågerpriser, som sikkert meget andet også blev handlet til i byen. En gruppe borgere klagede sin nød til byrådet, der dog selv for manges vedkommende rykkede nordpå for at tjene penge på guldet.
Skagways skæbne faldt i stedet i hænderne på skruppelløse mænd som fx Jefferson Randolph "Soapy" Smith. Smith styrede Skagway med nærmest alle midler taget i anvendelse. Han ydede hjælp til nogen, men samtidig organiserede han svindel mod dem, der kom gennem byen. Der var åbenlys prostitution i gaderne sammen med gambling og alkohol.
Soapy Smith tjente gode penge. Han drev en avis i byen og organiserede en privat milits. Han havde åbnet saloonen Jeff. Smith's Parlor i marts 1898, og selvom byen havde et rådhus, var det reelt fra saloonen, at Soapy Smith styrede byen. Han tilbød også alle at sende telegrafbeskeder for 5 dollar for hver besked. Det lød fint, men kunderne vidste ikke, at telegrafen først kom til Skagway i 1901. Soapy Smith blev skudt den 8. juli 1898 af Jesse Murphy i en berømt duel i Juneau.
Efter den nærmest lovløse tid under Soapy Smith kom der mere orden på styringen af Skagway, og der blev også stillet flere krav til guldjægerne. Canada krævede, at rejsende mod guldområderne omkring Dawson City hver skulle modbringe cirka 900 kilo af diverse forråd m.v., så man kunne undgå, at folk døde af sult gennem den kolde vinter.
Nye transportmidler
De første veje til Klondike var delt i to. Mange brugte vejen fra Skagway over White Pass, men tlingit-stammens gamle passage fra Dyea over Chilkoot-passet blev også benyttet. Skibene blev større, og de fleste kunne kun lægge til i Skagway, hvorfor White Pass blev den foretrukne rute.
De mange kilo gjorde transporten over bjergene meget sværere, så der blev bygget alternativer til vandring med oppakning og dyr. I 1898 blev der bygget en cirka 20 kilometer lang svævebane fra Skagway mod White Pass for at lette turen - naturligvis mod behørig betaling. Der blev også anlagt en svævebane ad Chilkoot-vejen over bjergene.
I maj 1898 begyndte The White Pass and Yukon Route-jernbaneselskab at anlægge spor i Skagway og over White Pass til British Columbia og Yukon. Med både en større havn og en jernbane vandt Skagway-White Pass over Dyea som den foretrukne transportvej mod Klondike. Jernbanen stod færdig i 1900, men allerede der var guldfeberen klinget af.
Starten af 1900-tallet
I 1899 stoppede strømmen af folk til områderne ved Klondike, og det medførte en brat nedgang i Skagways økonomi. Samme år blev der investeret i byen, hvor Alaskas første college blev bygget. Som jernbanen åbnede denne skole i år 1900, der også var året, hvor Skagway formelt blev en by - i øvrigt som den første i Alaska. På det tidspunkt var det 3.117 indbyggere tilbage i byen.
Skagway havde været en boomtown i den korte tid, hvor guldfeberen rasede i Klondike. Byens nedtur var lige så hastig som opturen, og mange byggerier var truet af forfald og ødelæggelse. Der var dog nogle indbyggere som fx Martin Itjen, der ønskede at sikre bevarelsen af Skagways historie.
De holdt byens kirkegård ved lige, købte Soapy Smiths saloon og flyttede mange effekter til det, der blev Skagways første museum. Ijten var foregangsmanden for bevarelse af historien, og han startede også turistkørsel i bus for turister. Itjen kaldte Ford-bussen for Skagways sporvogn. En af de besøgende i Skagway i denne tid var præsident Warren G. Harding, der var i Skagway i 1923.
Nedtur med fortsat aktivitet
Skagways økonomiske afmatning efter den afsluttede guldfeber var markant, og byen kunne meget vel have endt som en spøgelsesby, hvis det ikke havde været for byens havn, jernbane og strategisk gode beliggenhed for transport til Yukon.
Der var fortsat mange canadiske naturressourcer og store miner i Canada, og jernbanen til og fra Skagway skabte arbejdspladser og grundlag for byen, der dog var blevet meget mindre end i guldfeberdagene. I mange år var jernbanen eneste vej over White Pass, men det ændrede sig i 1979, hvor en hovedvej stod færdig. Vejen overtog jernbanens rolle, og banen lukkede i 1982.
Turisternes Skagway
I de sidste årtier af 1900-tallet kom der stadig fleste turister til Alaska og Skagway, der med sin havn og historie var interessant for krydstogtskibe. Der blev udviklet mange nye turistaktiviteter og ture, som skulle underholde gæster i byen og også tjene til Skagways vinterøkonomi, når turisterne ikke kom.
I 1988 genåbnede jernbanen White Pass and Yukon Route med turistkørsel til White Pass og videre til Canada med turister, der således kunne få en oplevelse af Canada og ikke mindst guldfebervejen mod Yukon.
Krydstogtskibenes antal og størrelse er steget eksplosivt de seneste årtier, og Skagway er derfor en travl turistby i sommersæsonen. Hovedgaden Broadway Avenue står flot, og mange butikker, caféer og museer byder turister velkommen til byen, der i dag har omkring 1.000 indbyggere.
