Site logo
Se på kortet
  • Ulitsa Nesebrskaya, 1A, Sochi, Krasnodarskiy kray, Rusland, 354000

Læs om byen

Sotji ved Sortehavet er Ruslands største resort og en populær feriedestination hele året. Kystområdet var historisk en del af forskellige riger, før det blev russisk i 1829 efter den russisk-tjerkessiske og den russisk-tyrkiske krig. Rusland etableret en række forter langs kysten for at modstå tjerkessiske angreb, og krigen blev først afsluttet i 1864. I mellemtiden blev Sotji grundlagt i 1838 som Fort Aleksandria ved udmundingen af Sotji-floden i Sortehavet, og året efter blev stedet kaldt Navaginskij. I 1850erne blev fortets garnison evakueret som følge af Krimkrigen, mens russere, hviderussere og mange andre startede koloniseringen af kysten fra 1860erne.

Sotji ramte et befolkningsmæssigt lavpunkt i 1887, hvor indbyggertallet faldt til 98, men herfra udviklede byen sig igen. I 1890 blev fyrtårnet i Sotji opført, og i 1896 blev stedet omdøbt til Sotji. Antallet af borgere steg hurtigt, ikke mindst fra starten af 1900-tallet hvor Sotji blev en ferieby. Det første af byens feriehoteller slog dørene op i 1909, og i 1917 opnåede Sotji status som by med over 13.000 indbyggere. Turismen gav yderligere vækst fra 1923, da kystjernbanen til Tuapse åbnede, i Stalintiden blev Sotji for alvor en ferieby, og Stalin havde selv et hus her. I den tid blev der bygget stort og opulent i forskellige stilarter, og siden da er det blevet fulgt op med utallige nybyggerier i og omkring Sotji. Byen blev kendt i store dele af verden i 2014, da Sotji var vært ved de olympiske vinterlege.

I dag er Sotji en dejlig by med et mildt klima og mange seværdigheder og aktivitetsmuligheder. Byen ligger spredt over et stort område langs bredderne af Sotji-floden og langs Sortehavet, og man kan starte en tur i det centrale byområde, der ligger mellem Sotjis banegård og Sotji-floden. Sotjis banegård blev opført 1950-1952, og den står med sit karakteristiske klokketårn som et smukt arkitektonisk monument fra Stalintiden. Herfra kan man gå mod syd ad den elegante gågade, Navaginskaja ulitsa, der med sine palmer og mange beplantninger danner et dejligt byrum. Navaginskaja ulitsa er også en fin strøggade med butikker, caféer og spisesteder.

I den sydlige del af Navaginskaja ulitsa ligger der flere museer, man kan besøge. Her ligger Mega Museum SSSR, der udstiller et væld af produkter og miljøer fra den sovjetiske tid, og Sotjis sportsmuseum, der blandt andet skildrer de olympiske lege i byen i 2014. Fortsætter man herfra mod Sortehavet, kommer man til Sotjis marina, hvor byens marineterminal ligger som havnens passagerbygning for trafik med blandt andet færgeruter på Sortehavet. Terminalen er en af Sotjis mest kendte bygninger. Den blev opført i stalinistisk stil i 1955 med sit 71 meter høje spir. På begge sider af marinaen kan man gå en tur ad promenaderne langs havet, hvor der også ligger strande hele vejen. I området kan man også se Ærkeenglen Michael Katedral fra 1874-1890, der er Sotjis ældste ortodokse kirke.

Fra marinaen kan man gå mod øst ad gaden Kurortnyj Prospekt, hvor Sotjis kunstmuseum ligger i en tempellignende bygning fra 1936. På museet er der fine udstillinger med værker af russiske og internationale kunstnere. Kurortnyj Prospekt er i øvrigt et godt eksempel på, at Sotji fra begyndelsen af 1900-tallet blev udviklet som mondænt ferieområde. Fornemme sanatorier var noget, der tiltrak velhavere, og dem kan man blandt andet se i denne retning. Et af de mest imponerende af de klassiske sanatorier er Ordsjonikidze Sanatorium, der ligger øst for Sotji. Sanatoriet blev opført 1935-1937 i nyklassicistisk stil med havudsigt og en kombination af havluft og vegetation. Centralt mellem de store bygninger ligger springvandet, der er stedets vartegn. Andre eksempler er Metallurg Sanatorium, der også ligger langs Kurortnyj Prospekt, og Sotjinskij Sanatorium, der har sin egen funiculare til havet.

Der ligger også et andet populært udflugtsmål langs Sortehavet i området øst for Sotji. Her kan man besøge Sotji Olympiske Park, der blev anlagt og opført til De Olympiske Lege i 2014. I parken kan man se det olympiske stadion, der blev anvendt til blandt andet åbnings- og afslutningsceremonierne ved legene. I parken kan man se de bygningsmæssige højdepunkter fra 2014-legene og også området, der også benyttes som formel 1-bane, når der køres på Sotji Autodrom. Ved autodromen ligger der et interessant bilmuseum, og ved Den Olympiske Park, der ligger i byen Adler tæt på grænsen til Abkhasien, kan man også besøge forlystelsesparken Sotji Park.

Topseværdigheder

    Sotji Banegård

    Станция Сочи
    ул. Горького, 56

     

    Mega Museum SSSR

    МЕГА МУЗЕЙ СССР
    Навагинская ул., 7/3

     

    Sotji Museum for Sportslig Ære

    Музей спортивной славы Сочи
    ул. Советская, 26А

     

    Sotji Marineterminal

    Сочинский морской вокзал
    улица Войкова, 1

     

    Havpromenaden

    Морская набережная
    Приморская ул.

     

    Ærkeenglen Michael Katedral

    Собор Архангела Михаила
    ул. Москвина, 12

     

    Sotji Kunstmuseum

    Сочинский Художественный Музей
    Курортный пр., 51

     

    Ordsjonikidze Sanatorium

    Санаторий Орджоникидзе
    Курортный пр., 98

     

    Metallurg Sanatorium

    Санаторий Металлург
    Курортный пр., 92

     

    Sotjinskij Sanatorium

    Санаторий Сочинский
    Курортный пр., 94

     

    Sotji Olympiske Park

    Олимпийский парк Сочи
    Олимпийский просп.

     

    Nik Panuli Bilmuseum

    Автомузей Ника Панули
    Сочи Автодром

     

    Sotji Park

    Сочи Парк
    Олимпийский просп., 21

Tilmeld dig vores nyhedsbrev