Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Strasbourg er Frankrigs østligste storby. Den ligger ved Rhinen og derved langs grænsen til Tyskland, og gennem historien har byen både været på tyske og franske hænder, hvilket kan ses i både historien og i mange kvarterer i den spændende by.

Øen Grande Île er Strasbourgs centrum, og her er der mange seværdigheder og muligheder for dejlige spadsereture, der kan starte på Place Kléber. På øen kan man bl.a. se byens domkirke og fire andre gamle kirker samt det stemningsfulde kvarter, Petite France, med kanaler og bindingsværk.

Strasbourg er et af de centrene i europæisk politik. Der ligger en række institutioner i byen, hvoraf de mest kendte er Europaparlamentet og Europarådet. Man kan se bygningerne i området Quartier Européen. Et andet spændende kvarter er smukke Neustadt, der blev anlagt i byens tyske tid.

Området omkring Strasbourg byder på mange og meget varierede udflugtsmuligheder. Vogesernes bjerge og Rhindalen er gode steder at opleve naturen, og der ligger også en lang række spændende byer i både Frankrig og Tyskland.

Topseværdigheder

    Petite France, Strasbourg

    Lille Frankrig
    Petite France

    Petite France er et pittoresk kvarter med kanaler og bindingsværkshuse, der ligger midt i storbyen Strasbourg. Man finder kvarteret i den sydvestlige ende af øen Grande Île, som er den ø, hvor Strasbourg gamle centrum og middelalderby opstod og voksede. Hele øen og derved også Petite France er optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.

    Man kan gå nogle skønne ture i Petite France, der ligger mellem Quai de la Bruche, Rue du Bain-aux-Plantes, Place Benjamin-Zix og Rue des Dentelles mod nord, Rue du Pont-Saint-Martin mod øst og Canal de la Zornmühle mod syd. Mod vest afsluttet Petite France af de på hinanden følgende broer, Ponts Couverts.

    Det er floden Ill, der løber gennem Strasbourg, og ved Petite France deler floden sig op i en række kanaler, der nærmest fosser gennem området, som var hjemsted for byens garvere, møllere og fiskere i middelalderen. I området boede der også bødler, prostituerede med videre, og de karakteristiske bindingsværkhuse blev opført, idet de var relativt billige at bygge.

    Petite France voksede frem fra 1200-tallet og blev først et slags samlet område i 1900-tallet. Tidligere var gaderne og delene af bydelen separate enheder, men hvor den nuværende Rue du Bain-aux-Plantes dannede en slags hovedgade. De mange bindingsværkshuse blev hovedsageligt opført fra 1500-tallet.

    Petite France lå mod sydvest i Strasbourg, og det var et område, der gennem tiden blev befæstet ad flere omgange. Ponts Couverts blev opført som tre overdækkede broer med fire tilhørende fæstningstårne, som stadig kan ses. Mod vest blev den befæstede dæmning, Barrage Vauban, anlagt i slutningen af 1600-tallet, og den kan man se fra blandt andet Ponts Couverts.

    I dag kan man gå rundt i hele området, der er et af de mest besøgte i Strasbourg. Her kan man se de mange 1500-1600-talshuse, bro broer, Ponts Couverts, Barrage Vauban og undervejs nyde stemningen og udsigten langs kanalerne, der gennemløber Petite France.

     

    Grande Île

    Grande Île er navnet på den ø, der udgør Strasbourgs historiske centrum. Øen ligger mellem floden Ills hovedarm og en anlagt sidearm af samme flod. Grande Île måler op til 1.250 meter på langs og op til 750 meter på tværs. Øen blev indskrevet som UNESCO-verdensarv i 1988, og derved var Strasbourg den første by i verden, der fik hele sin gamle bydel optaget på den prestigefyldte liste.

    Middelalderbyen, der ligger på hele Grande Île, spreder sig rundt om bykernens to centrale pladser; Place Kléber og Place de la Cathédrale. Ved sidstnævnte ligger Strasbourgs berømte katedral, og i den gamle bydel kan man også se kirkerne Église Saint-Thomas, Église Saint-Pierre-le-Vieux, Église Saint-Pierre-le-Jeune og Église Saint-Étienne.

    Der er også mange andre seværdige bygninger, og i det hele taget ligger hele Grande Île som en seværdige med dens smalle gader og hyggelige byrum. Man kan blandt andet se toldbygningen Ancienne Douane fra 1300-tallet, 1700-talsresidensen Palais Rohan og det samtidige Hôtel de Hanau, der i dag er byens rådhus. Og så er det også her, man kan besøge det stemningsfulde område Petite France.

     

    Strasbourg Domkirke

    Vor Frue Katedral
    Cathédrale Notre-Dame

    Cathédrale Notre-Dame er Strasbourgs domkirke og også er en af sengotikkens fornemste byggerier. Der er dog også romanske stilelementer i kirken, der blev bygget 1015-1439. Det va biskop Werner I af Habsburg, der lagde grundstenen til det store byggeri, der blev løbende opført de følgende århundreder.

    Kirkeskibet stod færdigt i 1275, og den nordlige tårn blev færdigbygget i 1439 som den sidste del af domkirken. Det var meningen, at der skulle være to tårne, men det sydlige tårn blev aldrig opført. I de seneste århundreders krige er katedralen blevet beskadiget flere gange, men restaureret hver gang derefter.

    Cathédrale Notre-Dame er 110 meter lang og 41 meter bred. Helhedsindtrykket er en himmelstræbende gotisk kirke, men i kirkerummet kan man også se, hvor gotikken møder det tidligere romanske byggeri. Kirken er særligt kendt for sit smukke rosettevindue fra 1277 og for med sine 142 meter i højden at have været verdens højeste bygning fra 1647 til 1874.

     

    Neustadt

    Neustadt er navnet på en bydel, der blev anlagt som et slags nyt centrum i Strasbourgs tyske tid, der som hovedstad i Elsaß-Lothringen varede fra 1871 til 1918. Der er pladser, boulevarder og mange seværdige bygninger i Neustadt, der for manges vedkommende blev bygget i den tidstypiske arkitektur fra den såkaldte Gründerzeit under kejser Wilhelm II.

    Det var den tyske rigskansler Otto von Bismarck, der i 1870 beordrede en genopbygning af Strasbourg. Genopbygningen kom i gang efter afslutningen af den fransk-preussiske krig 1870-1871, og de følgende årtier voksede byen til over dobbelt størrelse. Stadsarkitekten Jean Geoffroy Conrath fik opgaven med byplanen for Neustadt.

    Conraths design for bydelen indeholdt en monumental allé, som forvandt magtcentret ved kejserpaladset, der blev indviet som Kaiserplatz i 1889, med videncentret i form af byens universitet. Langs alléen lå andre vigtige bygninger for den tyske administration af Strasbourg.

    Planen for anlægget af Neustadt var blandt andet inspireret af Haussmanns boulevarder og pladser i Paris. Der blev også etableret flere parker som en del af Neustadt, hvor arkitekturen danner en vis ensartethed på trods af eklekticismens brug af mange forskellige stilarter. Neustadt er i dag optaget på UNESCO's liste over verdens kulturarv sammen med Strasbourgs gamle bydel.

     

    Place du Rhin, Strasbourg

    Republikpladsen
    Place de la République

    Place de la République er en stortslået plads, der blev anlagt som Kaiserplatz i Strasbourgs tyske tid. Den danner centrum i bydelen Neustadt og er udelukkende omkranset af store og monumentale offentlige bygningsværker med det tidligere kejserpalads som det fornemste.

    Pladsen blev anlagt af Johann Carl Ott og opkaldt efter tyske kejser Wilhelm I. I 1911 blev der opstillet en rytterstatue af kejseren centralt på pladsen. Denne blev nedtaget, da Strasbourg blev fransk, og i dag kan man se et krigsmindesmærke af Moder Alsace med en falden fransk og en falden tysk søn.

    Det tidligere kejserpalads er blandt bygningerne rundt om pladsen. I dag hedder det Palais du Rhin og er sæde for skibsfartskommissionen for Rhinen. Man kan også se Ludwig Levys gamle ministeriebygninger for Elsaß-Lothringen, universitets- og nationalbiblioteket og Elsaß-Lothringens gamle parlamentsbygning, der i dag er indrettet som Théâtre National du Rhin.

Andre seværdigheder

    Place Kleber, Strasbourg

    Kléber Plads
    Place Kléber

    Place Kléber er Strasbourgs største plads og byens centrum. Pladsen er opkaldt efter den franske general Jean-Baptiste Kléber, der blev født i Strasbourg i 1753. På pladsen kan man da også se en statue af Kléber, der rent faktisk ligger begravet under monumentet. Statuen blev stillet op i 1838 og blev udarbejdet af Philippe Grass.

    Pladsen har tidligere heddet Barfüsserplatz efter et franciskanerkloster, der lå her, og Waffenplatz, før den fik sit nuværende navn i 1840. Den mest kendte og karakteristiske bygning omkring Place Kléber er Aubette, der blev opført 1765-1772 af kong Louis XV's arkitekt Jacques François Blondel. Aubette ligger langs nordsiden af pladsen.

    Aubette blev opført som sæde for en garnison, hvilket den tidligere bygning på stedet også havde været. En brand i 1870 ødelagde Aubette på nær Blondels facade, og den henlå til 1920erne, hvor Theo van Doesburg, Sophie Taeuber-Arp og Jean Arp genskabte interiøret i samtidens moderne stil. Van Doesburg var pionér inden for De Stijl-bevægelsen, og han skabte blandt andet dansesalen i Aubette.

     

    Det Europæiske Kvarter
    Quartier Européen

    Quartier Européen eller Det Europæiske Kvarter er et område i Strasbourg, der er en by med flere europæiske institutioner. Europarådet har sæde i bygningen Palais de l’Europe, mens Europaparlamentet mødes i bygningen Batiment Louise Weiss.

    Parlamentsbygningen blev indviet i 1999, og den fik et ydre af glas og metal og konstrueret i en elliptisk form. Bygningen ligger langs bredden af floden Ill, og dens markante arkitektur er synlig fra flere perspektiver i byen. På et besøg kan man lære mere om Europaparlamentets rolle og funktion.

     

    Barrage Vauban, Strasbourg

    Vauban Dæmning
    Barrage Vauban

    Barrage Vauban er en kombineret bro, dæmning og forsvarsværk, der blev bygget i årene 1686-1690 på tværs af floden Ill umiddelbart vest for det centrale Strasbourg. Anlægget blev bygget af ingeniøren Jacques Tarade efter militæringeniøren Vaubans planer.

    Der er en indre korridor i dæmningen, som kunne bemandes og bruges til at oversvømme jorden syd for byen, hvis der kom fjender. Denne funktion blev benyttet i 1870 under den fransk-preussiske krig. Dæmningen er 120 meter bred, og der er en fin udsigt herfra til blandt andet Petit France.

     

    Museet for Moderne Kunst og Samtidskunst
    Musée d'Art Moderne et Contemporain

    Musée d'Art Moderne et Contemporain er et museum for moderne kunst og samtidskunst, hvor man kan se et stor samling kunst fra 1870 til i dag. Her er malerier, skulpturer, grafik og meget andet af blandt andre Max Ernst og Vasilij Kandinsky.

    Museet er et af de største i Frankrig af sin slags. Det er indrettet i en arkitektonisk interessant bygning, som blev bygget ved floden Ill fra 1995-1998. Det var pariserarkitekten Adrien Fainsilber, der designede bygningen.

     

    Palais Rohan, Strasbourg

    Rohan Palæ
    Palais Rohan

    Palais Rohan er et smukt palæ, der blev bygget som residens for biskopper og kardinaler af Huset Rohan, der var en betydende adelsfamilie med rødder i Bretagne. Palæet blev opført ved siden af Strasbourgs domkirke fra 1730erne, og det stod færdigt i 1742.

    Palais Rohan blev tegnet af Robert de Cotte, og det regnes som et mesterværk i fransk barokarkitektur. Efter færdiggørelsen har palæet været vært for flere franske monarker som fx Louis XV, Marie Antoinette, Napoleon og Joséphine og Charles X.

    Gennem årene er Palais Rohan blevet ejet af adelen, staten, monarken og byen Strasbourg. Siden slutningen af 1800-tallet har det været sæde for flere museer; Arkæologisk Museum/Musée archéologique, Museet for Dekorativ Kunst/Musée des arts décoratifs og Museet for Skønne Kunster/Musée des beaux-arts.

    Ved et besøg kan man opleve museernes samlinger og naturligvis også palæets interiør med mange imponerende rum og sale. Man kan blandt andet se synodesalen, monarkernes gemakker, smukt keramik og fine vaser, gobeliner og meget andet.

     

    Hanau Palæ
    Hôtel de Hanau

    Hôtel de Hanau er et palæ i Strasbourg, der også kendes som Hôtel de Ville, hvilket betyder, at det er indrettet som byens rådhus. Det store palæ står på jord, der oprindeligt var ejet af familien, der var regenter i en regionen Hanau-Lichtenberg i Det Tysk-Romerske Rige.

    Det nuværende palæ blev bygget af Johann Reinhard III, der var den sidste greve af Hanau-Lichtenberg. Arkitekten Joseph Massol stod for byggeriet, der fandt sted 1731-1736. Palæet kom i statens eje i 1790, og det har været Strasbourgs rådhus siden 1805, hvor Napoleon gav palæet til byen.

     

    Theatre National, Strasbourg

    Nationalteatret
    Théâtre National

    Théâtre National er Strasbourgs fine nationalteater, som ligger i bydelen Neustadt, der blev nyanlagt under den tyske Gründerzeit-periode. Teaterbygningen blev opført i nyrenæssance 1888-1889, og dengang var det som sæde for det tyske parlament i Reichsland Elsaß-Lothringen.

    Da området blev fransk i 1919, tilbød den franske regering bygningen til bystyret i Strasbourg. Herefter blev det gamle parlament indrettet som musikkonservatorium. Efter et amerikansk borbardement i 1944 blev parlamentets gamle mødesal ødelagt, og mellem 1950 og 1957 opførte man i stedet en teaterscene på stedet.

     

    National- og Universitetsbiblioteket
    Bibliothèque Nationale et Universitaire

    Bibliothèque Nationale et Universitaire er et bibliotek, der blev grundlagt i 1872 som tysk regionalbibliotek for Reichsland Elsaß-Lothringen. Efter tysk tradition skulle alle regioner i Tyskland have et bibliotek og således også Elsaß-Lothringen.

    Institutionen var også et akademisk bibliotek, og der blev etableret betydelige samlinger med årene. Da regionen blev fransk i 1919, overvejede den franske regering, om biblioteket skulle lukkes eller videreføres. Resultatet blev, at man beholdt biblioteket, der i dag har en af de mest omfattende samlinger i Frankrig.

     

    Parc de l'Orangerie, Strasbourg

    Orangeriparken
    Parc de l’Orangerie

    Parc de l’Orangerie er en park, der ligger som et af Strasbourgs dejlige grønne områder. Den 26 hektarer store park blev anlagt i 1700-tallet og blev blandt andet beplantet med appelsintræer. I dag byder parken på fine anlæg og mange stier til spadsereture.

    Parc de l’Orangerie blev udbygget væsentligt fra den oprindelige park i den tyske tid efter 1871, og det skete ikke mindst i forbindelse med en industri- og håndværksudstilling i 1895. Hertil blev parkens kunstige sø og vandfald anlagt.

Ture fra byen

    Vogeserne

    Vogeserne
    Vosges

    Vosges eller Vogeserne er en bjergkæde i Alsace og Lorraine, hvis højeste top er Grand Ballon på 1.424 meter. Bjergkæden danner sammen med den nordligere Pfälzerwald et område på cirka 8.000 km2 med bjerge og smuk natur. De to bjerg- og skovområder er udpeget som UNESCO-biosfærereservat.

    Der er utallige muligheder for dejlige vandreture i bjerge, skove og ved søer i Vogeserne. Med den relativt beskedne højde på de højeste bjerge, kan man også gå til mange bjergtoppe inklusive Grand Ballon. Man kan også besøge landsbyer og se spændende slotte flere steder som fx Château du Haut-Kœnigsbourg, hvorfra der er en storslået udsigt.

     

    Natzweiler-Struthof

    Konzentrationslager Natzweiler-Struthof er navnet på en tidligere tysk koncentrationslejr, der blev anlagt som den eneste tyske lejr på fransk territorium under 2. Verdenskrig. Lejren blev anlagt tæt på landsbyerne Natzweiler og Struthof, og den var i drift fra maj 1941 til september 1944.

    Anlægget af koncentrationslejren blev muliggjort med den tyske besættelse af Frankrig, og det var hovedsageligt modstandsfolk i de besatte områder, der blev indsat i lejren. Det menes, at over 50.000 gennem krigsårene blev indsat i lejren, og mange tusind af dem døde her. I dag er lejren åben som museum og mindested.

     

    Colmar, Frankrig

    Colmar

    Colmar er en hyggelig by med fin stemning, som er kendt for den velbevarede gamle bydel. Colmar er en gammel by, der kendes fra 800-tallet, og den blev en fri rigsstad i 1226. Den udviklede sig gennem århundrederne i grænselandet mellem Frankrig og Tyskland, og Colmar har tilhørt begge lande.

    Der er meget at se i Colmar. Den gamle bydel overlevede både den franske revolution, den fransk-preussiske krig 1870-1871 og 1900-tallets to verdenskrige, og derfor står Colmars centrum med smukt bevarede huse fra forgangne århundreder. Man kan blandt andet nyde kanalmiljøet, der også kendes som Lille Venedig/la Petite Venise.

    Der er mange gamle bygninger i Colmar som fx renæssancehuset Maison Pfister fra 1537 og Koïfhus, der blev bygget i gotik og renæssance i 1480. Fra lidt nyere tid kan man se teatret Théâtre municipal de Colmar, der blev opført 1847-1849.

    Man kan også flere kirker og museer som Unterlinden Museum/Musée Unterlinden, der er indrettet i en dominikanerkloster fra 1200-tallet. Museet har fine samlinger, der ikke mindst er kendt for Matthias Grünewalds Isenheim-alter, der blev produceret i årene 1512-1516.

    Den største kirke i Colmar er Sankt Martin Kirke/Église Saint-Martin, der blev opført 1234-1365 med senere udsmykninger. Kirken strækker sig fra gotikken til barokken. Man kan også se den samtidige Église des Dominicains fra 1289-1364 med blandt andet et berømt værk af Martin Schongauer.

     

    Ludwigskirche, Saarbrücken

    Saarbrücken

    Saarbrücken er hovedstad i delstaten Saarland, og byens navn betyder broerne over floden Saar. Saarbrücken kendes flere end tusind år tilbage i tiden, og gennem over 400 år regerede greverne af Nassau-Saarbrücken byen indtil 1793, hvor franske revolutionstropper erobrede byen. I 1815 blev Saarbrücken en del af en preussisk provins, og Saarland blev endeligt en del af Tyskland den 1. januar 1957.

    Der er flere ting at opleve i Saarbrücken, hvor man kan gå nogle dejlige ture i byens centrum. Her ligger Alte Brücke som er den ældste af de mange broer over Saar. Alte Brücke blev bygget 1546-1549, og den forbinder det gamle St. Johann i øst med bl.a. barokslottet Schloss Saarbrücken, byens gamle rådhus og Historisches Museum Saar på den vestlige bred. Historisches Museum Saar skildrer Saarlands nyere historie gennem spændende udstillinger.

    Læs mere om Saarbrücken

     

    Karlsruhe, Tyskland

    Karlsruhe

    Karlsruhe er en af de største byer i delstaten Baden-Württemberg, og den er den historiske hovedstad i regionen Baden. Byen ligger øst for Rhinen, og den blev anlagt med en særlig byplan, man fortsat kan se i gadenettet. Karlsruhe blev grundlagt i 1715 og anlagt med byens slot som centrum, og herfra udgår 32 radialgader som eger på et hjul, og i bunden af hjulet ligger byens kommercielle centrum.

    Karlsruhes mest kendte bygning er det smukke Schloss Karlsruhe, der blev opført i starten af 1700-tallet af markgreve Karl III Wilhelm af Baden-Durlach. Slottet var residens for Karlsruhes markgrever og storhertuger indtil 1918, og siden da har det store anlæg været indrettet som bl.a. museet Badisches Landesmuseum, hvor man kan opleve kunst, kultur og historie fra Baden og store dele af verden.

    Læs mere om Karlsruhe

     

    Freiburg, Tyskland

    Freiburg

    Freiburg er en by i den sydvesttyske delstat Baden-Württemberg, og den er kendt som den varmeste og mest solrige storby i Tyskland. Freiburg er en gammel by, der gennem århundreder har været kendt som universitetsby og ærkebispesæde. Byen udviklede sig løbende under skiftende herredømme, mens det meste af byens centrum blev ødelagt af bombardementer under 2. Verdenskrig for derefter at blive genopført.

    I dag er Freiburg er velbesøgt turistby, der har et hyggeligt bycentrum med flere seværdigheder. Man kan starte på Münsterplatz, hvor man kan se Freiburgs store gotiske domkirke fra 1200-1500-tallene og det gamle handelshus fra omkring 1520, Historisches Kaufhaus. Tæt herpå ligger en anden en Freiburgs hyggelige pladser, Rathausplatz, hvor byens gamle rådhus står over for den store Kirche St. Martin.

    Læs mere om Freiburg

     

    Heidelberg, Tyskland

    Heidelberg

    Heidelberg er en by ved floden Neckar i delstaten Baden-Württemberg. Byen er blandt andet kendt som hjemsted for Ruprecht-Karls-Universität Heidelberg, der med grundlæggelse i 1386 er Tysklands ældste universitet. Universitetets tilstedeværelse smitter af på Heidelberg på flere måder. Dels bor der mange unge studerende i byen, og dels er Heidelberg sæde for en del forskning og udvikling med fx flere Max Planck-institutter.

    I dag er Heidelberg også et yndet turistmål med flere seværdigheder, en smuk beliggenhed, en gammel bydel med en del arkitektur fra barokken og byens imponerende slotsruin. Det hele ligger inden for behagelig gåafstand i Heidelbergs centrum på den sydlige bred af Neckar.

    Læs mere om Heidelberg

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping
Med børn
Gode links