Se på kortet
Taranto, Tarente, Italien
Læs om byen
Taranto er en af de største byer i både regionen Apulien og i Syditalien. Det er en by, der ligger langs Tarantobugtens kyst, og faktisk kalder byen sig for Havenes Hovedstad. Årsagen er, at Det Store Hav/Mar Grande ligger vest for centrum og lagunen Det Lille Hav/Mar Piccolo ligger mod øst.
Det gamle centrum ligger på en ø, og det var grækere, der i sin tid byggede det historiske Taranto. Man kan fortsat se rester fra den græske tid; ikke mindst med de bevarede søjler fra det gamle Poseidon-tempel. Tempelruinerne ligger i dagens centrum på grænsen mellem den gamle by og den nye og større bydel, Borgo Nouvo.
Der er flere ting at se i Taranto. Domkirken i den gamle bydel er byens mest seværdige bygningsværk, og man bør også gå en tur gennem de smalle gader og stræder i det historiske kvarter, der visse steder er forladt, hvilket giver en særlig stemning. Borgen Castello Aragonese bør man også se, lige som en tur ad promenaden Lungomare med regeringsbygningen også er et must.
Taranto ligger meget fint for udflugter i Apulien og naboregionen Basilicata. Apuliens dejlige strande ligger få kilometer fra Taranto, men er måske allersmukkest omkring Porto Cesareo. Barokbyen Lecce, spændende Gallipoli og UNESCO-verdensarvsstederne i Alberobello og Matera er også gode udflugtsmål.
Topseværdigheder
Den Aragonske Borg
Castello Aragonese
Grækerne byggede allerede i 300-200-tallene f.Kr. befæstninger i datidens Taranto. På samme sted blev det nuværende Castello Aragonese, der formelt hedder Castel San Angelo, anlagt.
I 1481 blev der gravet omkring de gamle fæstningsværker, og kanalen mellem Det Store Hav/Mar Grande og Det Lille Hav/Mar Piccolo blev anlagt. Det nuværende søfort blev bygget i 1480erne og 1490erne under Napolis kong Ferdinand II af Aragonien. Fortet blev forsvaret med succes under et osmannisk angreb i 1594, men ellers udspillede det sin militære rolle i takt med, at der blev indført artilleri. Således blev Castello Aragonese ombygget til artilleri med an del kanonstillinger.
I 1707 blev fortet indrettet som fængsel, og kun under Napoleonskrigene blev det igen brugt som fort. De mest berømte fanger, der sad fængslet, var de franske generaler Thomas-Alexandre Dumas og Jean-Baptiste Felix de Manscourt du Rozoy. De søgte havn i Taranto i 1799, da deres skib var blevet beskadiget.
I 1883 blev fortet overført til den italienske flåde, der stadig har sin primære base i Taranto. Samme år blev fortets tidligere tårn revet ned. I dag er fortet åbnet for besøg, hvor man kan se nærmere på stedet og dets spændende historie.
Den Gamle Bydel
Città Vecchia
Tarantos gamle bydel er stedet, hvor grækerne i sin tid byggede deres befæstede by, akropolis. I dag er bydelen et virvar af smalle gader med grundlæggende samme gadenet som i 900-tallet. Der blev anlagt gennemgående gader, de nuværende Corso Vittorio II, Via Duomo, Via di Mezzo og Via Garibaldi, mens sidegaderne var smallere og skæve, så eventuelle angribere ikke kunne storme byen hurtigt.
Indtil midten af 1700-tallet boede hele byens befolkning på øen mellem de nyere broer, Ponte Girevole og Ponte di Porta Napoli. I dag er det nærmest lige omvendt med meget få beboere i det gamle bydel.
En spadseretur i Città Vecchia er i sig selv en seværdighed. Undervejs kan man bl.a. se byens katedral og en del palazzoer fra 1600-1700-tallene, hvor det lokale aristokrati engang boede. Man kan også se en del gadekunst rundt omkring i bydelen. Den blev startet i 2010erne med mange malerier på nogle af de forladte bygninger.
Regeringspaladset
Palazzo del Governo
Regeringspaladset i Taranto er sædet for forvaltningen af provinsen Taranto og for politipræsidiet i byen. Det ligger ved pladsen La Rotonda del Lungomare og er den mest markante bygning langs Tarantos promenade langs havet. Palazzo del Governo er også et af byens vartegn.
Teatret Politeama Alhambra lå tidligere på dette sted. Teaterbygningen var forfalden og blev revet ned. Derved blev der plads til arkitekten Armando Brasinis regeringspalads, der blev indviet af Benito Mussolini den 7. september 1934.
Skt. Cataldus Katedral
Cattedrale di San Cataldo
Tarantos katedral er en smuk kirkebygning, der siden 1071 er blevet bygget i forskellige stilarter, hvilket kan ses i dag med træk fra ikke den romanske stil og senbarokken. Facaden er fra 1713 og stammer fra en ombygning i barok.
Katedralen er dedikeret Sankt Cataldus, der var en irsk munk, der levede i 600-tallet. Han drog til Jerusalem på pilgrimsrejse, og på tilbagevejen led han skibbrud tæt på Tarantos kyst. Byens folk opfordrede Cataldus til at blive i Taranto, hvor han blev biskop og senere ærkebiskop.
Der er mange seværdige ting i kirken. Læg mærke til de delvist bevarede gulvmosaikker fra 1160 og Sankt Cataldus' kapel, der er smukt udsmykket. Se også katedralens krypt, der stammer fra en tidligere kirke på stedet.
Taranto Arkæologiske Nationalmuseum
Museo Archeologico Nazionale di Taranto
Det arkæologiske nationalmuseum i Taranto blev grundlagt i 1887 af Luigi Viola, der ville etablerede et museum for det historiske Magna Graecia, der var det græske område i det nuværende Italien.
Museet hører til de fineste af sin slags i det sydlige Italien, og man kan se fine fund i museets spændende udstillinger. Det drejer sig bl.a. om guld fra det gamle Taranto. Man kan også se en udstilling af fund fra Romerrigets tid på museet, der blev etableret i en tidligere klosterbygning.