Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Tarragona er en by ved Middelhavet, som ligger i regionen Catalonien. Byen er gammel og kendes gennem flere tusind år. Romerne erobrede regionen i 218 f.Kr., og de gjorde Tarragona til hovedstad i provinsen Hispania Citerior med navnet Tarraco. Denne status gav stor byggeaktivitet med anlæg af bl.a. en akvædukt, et amfiteater og en triumfbue. Det Vestromerske Rige faldt i 476, og Tarragona blev erobret af vestgoter. I 700-tallet erobrede maurerne byen, der ved den lejlighed blev ødelagt og i det store hele mærkede nedgangstider indtil den kristne generobring i 1100-tallet. Det spanske herredømme genbefolkede byen, og de romerske bymure blev renoveret. Tarragona blev også kirkeligt center for Catalonien og voksede gennem de følgende århundreder.

I dag kan man både nyde Tarragonas stemningsfulde gamle bydel, de nyere kvarterer og byens Middelhavskyst. I den gamle bydel kan man starte en gåtur på Plaça de la Seu, hvor byens katedral ligger. Den blev opført fra 1154 på samme sted som et tidligere romersk tempel, en vestgotisk kirke og en maurisk moské. Katedralen blev indviet i 1331, og arkitekturen er en blanding af romansk og gotisk stil. Bag katedralen ligger en seværdig klostergård fra 1200-tallet. Man kan gå videre til Plaça de la Font, hvor Tarragonas rådhus ligger. Det er indrettet i en smuk bygning, der tidligere var et dominikanerkloster. I den nyere del af byen kan man gå fra Plaça Imperial Tàrraco ad den brede Rambla Nova til Tarragonas fine promenade, der ligger hævet højt over Middelhavet og byens strande.

I Tarragona kan man flere steder se spændende bevarede dele fra byens romerske fortid, og de romerske ruiner er optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Et af de mest kendte værker fra denne tid er byens amfiteater, der blev bygget omkring år 100 f.Kr. Amfiteatret havde plads til 15.000 tilskuere, og det var i funktion gennem store dele af den romerske æra, hvorefter det blev forladt og anvendt til byggematerialer. Der er dog fortsat store dele bevaret. Det andet store romerske monument er Aqüeducte de les Ferreres, der er en akvædukt lidt nord for Tarragona. Akvædukten blev bygget omkring år 0, og den var en del af vandforsyningen til romerske Tarraco. I bymidten kan man bl.a. også se det gamle romerske forum, bevarede søjler og mure.

Man kan med fordel gå en dejlig tur rundt om Tarragonas gamle bydel og se den imponerende romerske bymur, der blev opført i 100-tallet. Muren var oprindeligt 3.500 meter i længde, og i dag der bevaret omkring 1.100 meter. De bedst bevarede dele kan ses langs stien Passeig Arqueològic, hvor man kan se muren inkl. tårne og indgangsporte. På turen kan man også se andre ruiner som fx murene omkring Torre de les Monges, der blev opført i 1300-tallet. I gaderne Carrer dels Ferrers og Carrer de l'Enrajolat kan man se bevarede mure fra 1100-tallet. I samme område lå det romerske cirkus og tårnet Torre del Pretori, som er forbundne med lange gange under anlæggene. Her kan man også se kongeslottet, Castell del Rei, der blev indrettet i et gammelt romersk tårn efter den kristne generobring af området.

Ture fra byen

    Barcelona Gaudi

    Barcelona

    Barcelona er den catalanske hovedstad med flere millioner indbyggere og en pragtfuld beliggende ved den lune Middelhavskyst. Man er i Spanien, men gennem historien har den catalanske historie og kultur sat et særligt præg på byen og resten af Catalonien.

    Fantastiske bygningsværker er gennem tiden skudt op i de forskellige kvarterer, hvoraf Barri Gotic er det gamle middelaldercentrum med stemningsfulde gader, fornemme pladser og kirker og paladser fra fordums tider, hvor regenter tronede i byen. Det ses blandt andet på den smukke Plaça del Rei.

    Eixample er bydelen, hvor man finder mange af de berømte værker i modernisme, som for mange besøgende er den primære grund til en rejse til byen. Når man siger Barcelona og modernisme, så tænker man automatisk på den verdensberømte arkitekt Antonio Gaudí. Barcelona er hans by, og hans fingeraftryk ses mange steder i byen. Hans mesterværker tæller fx la Sagrada Familia, Casa Mila og Park Güell.

    Læs mere om Barcelona

     

    Zaragoza, Spanien

    Zaragoza

    Zaragoza er en storby, der ligger ved Ebrofloden i Aragonien, som kendes fra sin store historie som selvstændigt kongerige. Byen har dog også været scene for store begivenheder i nyere som fx i 2008, hvor Zaragoza var vært ved verdensudstillingen Expo 2008.

    Der er mange seværdigheder i Zaragoza, og man bør ikke mindst besøge katedralen La Seo, Basílica del Pilar og Aljafería-paladset, der alle tre er optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv som en del af Aragoniens mudéjar-arkitektur.

    Zaragoza er også en by med fine museer og mange aktivitetsmuligheder. Det største arrangement er folkefesten over en uge i oktober, Fiestas del Pilar, der fejres i anledning af byens skytshelgen. Et af højdepunkterne er blomsterofringen, men her er også forlystelser og forskellige fester.

    Læs mere om Zaragoza

Tilmeld dig vores nyhedsbrev