Se på kortet
Tjumen, Rusland
Læs om byen
Tjumen er en af de kendte byer øst for Ural. Den blev grundlagt i 1586 som den første egentlige russiske bebyggelse i Sibirien, og den blev etableret i forbindelse med Ruslands ekspansion mod øst. Som knudepunkt for transport over land og på Tura-floden udviklede Tjumen sig hurtigt til en handelsby og senere en vigtig industriby.
Langs Turas bredder ligger det moderne Tjumen, og ved floden kan man gå ad byens dejlige promenader, der strækker sig gennem hele centrum. Denne tur er blandt de mest populære for byens borgere, og der er masser af aktiviteter og seværdigheder undervejs.
I Tjumen kan man se mange kirker og klostre i smuk russisk arkitektur. En del af dem ligger tæt på Tura, og derved er de med til at danne nogle smukke panoramaer, når man kigger på byens skyline. Nogle af kirkerne går tilbage til tiden, hvor Tjumen var en meget mindre by end i dag.
Det moderne Tjumen spreder sig fra Centralpladsen og gaderne Lenina og Respubliki. Her er der indkøbscentre, teater, koncertsale, åbne pladser og meget andet. Et særligt sted, man bør besøge, er den fint anlagte Blomsterboulevarden med masser af aktiviteter.
Topseværdigheder
Centralpladsen
Центральная площадь
Tsentralnaja Plosjtjad
Denne plads er Tjumens centrum, og dens historie går tilbage til 1860ernes byplanlægning, hvor stedet blev udlagt som markedsplads. Den nuværende plads blev skabt fra 1944, hvor Tjumen-regionen blev etableret med Tjumen som regeringsby.
Gennem særligt 1950erne og 1960erne blev der opført fornemme bygninger hele vejen rundt. Mod nordøst ligger regeringsbygningen for Tjumen Oblast, Правительство Тюменской области, og mod sydvest ligger oblastens parlamentsbygning, Тюменская областная дума. Mellem dem står en statue af Lenin, der blev stillet op i 1986.
Den Hellige Treenigheds Kloster
Троицкий монастырь
Troitskij Monastyr
Dette er et af Tjumens smukkeste byggerier, og det ligger også fint ned til floden Tura. Klostret blev etableret i 1616, og siden da er der opført mange smukke bygninger, som man kan se i dag. Den Hellige Treenighedskirke, Собор Троицкий, er der nok mest kendte kirke i klostret.
Kirken er fra starten af 1700-tallet og står arkitektonisk smukt med inspiration fra bl.a. ukrainsk barok. Apostlene Peter og Paul Kirke/Церковь апостолов Петра и Павла fra 1726-1755 ligger også her, og den blev som Treenighedskirken også opført i ukrainsk barok.
Tura Flodpromenade
Набережная реки Тура
Naberesjnaja reki Tura
Floden Tura bugter sig gennem Tjumen, og den udgør en vigtig del af byens rekreative områder. De moderne og hyggelige promenader langs floden er meget populære blandt lokale og besøgende, og både dag og aften er her dejlige udsigter. Man kan gå omkring tre kilometer langs floden, og undervejs er der springvand, små boder, caféer og udsigt til bl.a. byens gamle kirker. Et af højdepunkterne er De Elskendes Bro/Мост влюблённых, der er en gangbro over Tura.
De Elskendes Bro
Мост влюблённых
Most Vljubljonnykh
De Elskendes Bro krydser floden Tura i det centrale Tjumen ved byens populære flodpromenader. Den 247 meter lange fodgængerbro åbnede i 1987. Den er blevet mødested for forelskede par, og der bliver løbende hængt kærlighedslåse på broen, hvorefter nøglerne bliver smidt i Tura. Broen er med dens smukke aftenbelysning i dag en af Tjumens største seværdigheder.