Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Topeka er hovedstaden i staten Kansas, og den er beliggende langs Kansas-floden. Topeka blev grundlagt i 1854 af antislaveri-bosættere, og det skete samme år som oprettelsen af ​​områderne Kansas og Nebraska. Topeka fik formel status af by i 1857. Byen spillede en væsentlig rolle i den såkaldte Bleeding Kansas-æra, hvor en række af voldelige konfrontationer mellem proslaveri- og antislaveri-fraktioner opstod. Byens navn, der stammer fra et Kansa-Osage-ord, der betyder "et godt sted at grave kartofler", afspejler dens indianske arv, og Topeka blev hovedstad i Kansas i 1861.

I den resterende del af 1800-tallet udviklede Topeka sig hurtigt. Lincoln College blev etableret i 1865, og jernbanerne udvidede vestpå i 1869 med Topeka & Santa Fe Railroad-systemets etablering i 1878. Der var store økonomiske spekulationer om byens grunde gennem 1880erne, og det endte med et kollaps i 1889, men blomstrende tider kom tilbage kort efter. Smith Automobile Companys bilproduktion fra 1902 var et eksempel på de bedre dage. Efter økonomiske op- og nedture er Topeka i dag en by med en interessant historie og flere seværdigheder med velbevarede kulturarvsbygninger og forskelligartede arkitektoniske stilarter.

Kansas State Capitol er den mest berømte bygning i Topeka. Den stod færdig i 1903 efter 37 års byggeri, og den er et fantastisk eksempel på nyklassicistisk arkitektur. Bygningen har en 93 meter høj kobberkuppel toppet med Ad Astra-statuen, der forestiller en indianer fra Kansa med bue og pil peget mod Nordstjernen. Hvis du udforsker interiøret, kan du nyde vægmalerier af John Steuart Curry, herunder det berømte tragiske præludium, der skildrer John Brown, der var en amerikansk politisk aktivist i årtierne forud for borgerkrigen. Du kan også bestige de 296 trin til toppen af ​​capitol-kuplen for en imponerende panoramaudsigt over byen.

Downtown Topeka er koncentreret langs Kansas Avenue, som blev udviklet syd for 6th Street fra 1870erne. Området var godt placeret tæt på floden og de blomstrende jernbanelinjer, og Kansas Avenue District blev en tæt kommerciel korridor, der nu fortæller historien om den økonomiske og civile udvikling af Topeka fra kort efter grundlæggelsen til byens tid i dag. På hjørnet af Kansas Avenue og 9th Street kan du se et gammelt murstenshøjhus som et eksempel fra boomtown-æraen. Bygningen blev bygget som Kansan Hotel og er nu genindrettet til andre formål.

På Monroe Street syd for det historiske centrum kan du besøge Brown v. Board of Education National Historic Site. Det er et sted, der har til huse i den tidligere Monroe Elementary School, og det mindes den historiske højesteretsafgørelse, der gjorde en ende på lovlig adskillelse i offentlige skoler. Stedet tilbyder udstillinger og uddannelsesprogrammer, der fremhæver kampen for borgerrettigheder og sagens indvirkning på det amerikanske samfund. Monroe Elementary School var en af ​​de fire adskilte grundskoler for afroamerikanske børn i Topeka, og den blev bygget til det formål med den nuværende bygning i 1926.

En anden uddannelsesinstitution og arkitektonisk perle er Topeka High School. Det var et af ​​de første gymnasier af denne art vest for Mississippi-floden. Det nuværende campus blev bygget i 1931 i nygotisk stil, og skolen har et storslået tårn og smukt stenværk. Du kan også besøge Great Overland Station for mere Topeka-historie. Den er en smukt restaureret stationsbygning lige nord for Kansas River. Stationen er nu et museum, der giver et indblik i Topekas jernbanearv.

Potwin Place Historic District er et kvarter i Topeka, som er velegnet til en hyggelig gåtur i forstædernes gader. Kvarteret er kendt for sine brolagte gader og forskellige boliger i victoriansk stil og Queen Anne-stil. Du finder Potwin Place nordvest for centrum, og det er afgrænset af SW Willow Ave mod syd, SW Woodlawn Ave mod vest, NW Grove Ave mod nord og SE Greenwood Ave mod øst. Du kan fortsætte den afslappede gåtur i Gage Park i den vestlige del af Topeka. Det er en stor bypark med naturskønne stier, en rosenhave, Topeka Zoo og meget mere.

Ture fra byen

    Kansas City, Missouri

    Kansas City

    Kansas City er den største by i staten Missouri, og det er en by, der ligger ved Kansas Rivers udmunding i Missouri River. Allerede ved den berømte Lewis and Clark Expedition efter det amerikanske køb af franske Louisiane i 1803, blev det fastslået, at stedet var et godt for anlæg af et fort. Der gik til 1831, før en gruppe mormoner anført af Joseph Smith bosatte sig her, men de måtte drage videre to år senere.

    De følgende år opstod der bosættelser i Independence, Westport og langs Missouri River, og i 1850 blev Town of Kansas formelt en by med en beliggenhed langs floden i den nordlige del af det moderne downtown. I de sidste årtier af 1800-tallet boomede byen grundet bl.a. jernbanen, og i 1889 fik navnet Kansas City. I år 1900 boede der godt 163.000 indbyggere her. Byen blev løbende udbygget og fik bl.a. et stort netværk af sporvogne, og gennem 1900-tallet blev der kraftigt udbygget med store offentlige bygninger og skyskrabere.

    Læs mere om Kansas City

     

    Wichita, Kansas

    Wichita

    Wichita er en by ved Arkansas River, og den er staten Kansas’ største by. Området var fransk indtil 1803, hvor USA erhvervede Louisiane. I 1854 blev det er del af Kansas Territory, som blev en amerikansk stat i 1861. I 1860erne etablerede Jesse Chisholm en handelsstation her langs den såkaldte Chisholm Trail. Senere dannede James R. Mead selskabet Wichita Town Company sammen med nogle investorer, og i 1870 blev Wichita formelt en by.

    To år efter kom jernbanen til Wichita, som blev en populær by for kvæg fra Texas, der blev ført hertil for at blive kørt med banen mod markederne i øst. På den anden side af Arkansas River udviklede byen Delano sig med underholdning, saloons, bordeller og lovløshed, indtil Wyatt Earp og andre sheriffer fik genoprettet ordenen. Wichita boomede og havde 24.000 indbyggere i 1890. Væksten tog igen til efter gas- og oliefund fra 1914, og mange nye virksomheder blev etableret her. Kendte brands som White Castle og Pizza Hut opstod også i Wichita i 1900-tallet.

    Læs mere om Wichita

     

    Lincoln, Nebraska, USA

    Lincoln

    Lincoln er hovedstad i den amerikanske stat Nebraska. Det er en by med en interessant historie, der går tilbage til grundlæggelsen i 1856, hvor landsbyen blev kaldt Lancaster. Oprindeligt var området beboet af Plains-indianere, som levede og jagede langs Salt Creek. Opdagelsen af ​​saltforekomster i regionen tiltrak nybyggere, og landsbyen voksede hurtigt til et travlt samfund. Lincoln blev delstatens hovedstad i Nebraska i 1869, hvor den blev omdøbt til ære for præsident Abraham Lincoln efter hans mord fire år tidligere. Samme år blev uddannelsesstedet University of Nebraska oprettet, og det blev også lagt i Lincoln.

    I dag er downtown Lincoln et moderne distrikt koncentreret i nogle blokke og gader omkring den øst-vestlige P Street. Der er nogle seværdigheder her som det interessante Nebraska History Museum, der drives af Nebraska State Historical Society. Museet dækker cirka 12.000 års Nebraska-historie, hvilket gør det til et godt sted for en introduktion til staten og regionen. Kort mod vest finder du Historic Haymarket. Det er et livligt kvarter med restaurerede pakhuse fra det 19. århundrede, der nu huser butikker, restauranter og gallerier.

    Læs mere om Lincoln

     

    Omaha, Nebraska

    Omaha

    Omaha er den største by i den amerikanske stat Nebraska. Området blev besøgt af Lewis and Clark Expedition i 1804, og i de følgende årtier blev der oprettet flere handelsstationer her. I 1846 etablerede mormoner den midlertidige by Cutler’s Park i den nordlige del af dagen Omaha. I 1854 blev Omaha etableret som by, og den blev opkaldt efter en af regionens indianerstammer, som den amerikanske stat havde erhvervet jorden fra samme år.

    Omaha blev hurtigt hovedstad for Nebraska-territoriet, men da territoriet blev en stat i 1867, blev hovedstaden flyttet til nærliggende Lincoln. Byen voksede hurtigt, og der blev bygget jernbaner til Omaha i 1860erne, og de bragte yderligere vækst. De næste mange årtier blev Omahas store kødproduktion etableret som den førende industri. Senere blev der etableret en luftbase ved byen, og her var der stor flyproduktion i en periode.

    Læs mere om Omaha

     

    Des Moines, Iowa

    Des Moines

    Des Moines er den største by og hovedstaden i den amerikanske stat Iowa. Byen ligger, hvor floden Raccoon River udmunder i Des Moines River, og det var her, kaptajn James Allen etablerede et fort i 1843. Allen ønskede at navngive stedet Fort Raccoon, men det daværende U.S. War Department foretrak Fort Des Moines. I 1846 blev fortet forladt grundet en mindsket trussel fra indianske stammer, og samme år slog nybyggere sig ned i og omkring fortet, og i 1851 blev Fort Des Moines formelt en by, der fra 1857 blot hed Des Moines.

    Samme år blev byen hovedstad i Iowa i stedet for Iowa City. Des Moines voksede til 22.000 indbyggere i 1880, og i sidste halvdel af 1800-tallet gav kulmineindustrien stor vækst i byen. I starten af 1900-tallet blev Des Moines udbygget med store byggerier i beaux-arts som en del af et City Beautiful-projekt, og i 1930erne blev der igangsat byggerier som en del af Roosevelts New Deal.

    Læs mere om Des Moines

Tilmeld dig vores nyhedsbrev