Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Trento er en by, der ligger i den norditalienske region Trentino-Alto Adige. Det er en by med en historie, der strækker sig tilbage til romertiden. Byen blev dengang grundlagt som Tridentum af romerne, og den var en vigtig handelsstation på ruten mellem Italien og Nordeuropa. Efter Romerrigets fald blev Trento en del af det langobardiske hertugdømme og senere en del af det frankiske rige.

I middelalderen blev byen et vigtigt religiøst centrum, og fra det 12. århundrede blev den styret af biskopperne af Trento, som gjorde byen til et bispedømme. Trento er måske bedst kendt for at være vært for Tridentinerkoncilet, der blev holdt fra 1545 til 1563. Det var et koncil, hvor den katolske kirke fastlagde retningslinjerne for modreformationen efter Martin Luthers tidligere reformation. Efter Første Verdenskrig blev Trento i 1919 en del af Italien.

Trento er kendt for sin unikke blanding af italiensk og østrigsk kultur, hvilket afspejles i byens arkitektur, sprog og traditioner. Byens centrale plads er Piazza Duomo, der er et populært samlingspunkt for både lokale og turister og stedet, hvor byens domkirke står. Herfra kan man tage en spadseretur ad Via Rodolfo Belenzani, der er en gammel gade kendt for sine smukke renæssancebygninger med farverige fresker. Gaden er Trentos hovedstrøg og summer normalt af liv.

Trentos domkirke, der hedder Duomo di Trento og Cattedrale di San Vigilio, er en imponerende romansk-gotisk katedral. Den blev bygget over en tidligere kirke fra det 4. århundrede og dedikeret byens skytshelgen, Sankt Vigilius. Byggeriet af den nuværende kirke begyndte i 1212 efter arkitekten Adamo d'Arogno design. Katedralen er kendt for sin smukke facade med dens monumental rosette, som blev skabt af Bonino da Campione i 1321. Indvendigt er katedralen udsmykket med fresker fra det 14. århundrede. Historisk spillede Trentos domkirke en central rolle under Tridentinerkoncilet, hvor mange af de vigtige sessioner blev afholdt netop her.

En anden af de mest berømte seværdigheder i Trento er Castello del Buonconsiglio, der er en imponerende borg, som var residens for biskopperne af Trento fra det 13. til det 18. århundrede. Borgen består af flere bygninger, herunder Castelvecchio som den ældste del og det renæssanceinspirerede Magno Palazzo. Bag de solide borgmure kan man beundre de smukke fresker i residensen og besøge museet, der huser kunst og arkæologiske samlinger.

Trento byder også på moderne attraktioner som MUSE, Museo delle Scienze di Trento, der er et naturvidenskabeligt museum designet af den berømte arkitekt Renzo Piano. Museet er kendt for sin innovative arkitektur og interaktive udstillinger, der tiltrækker besøgende i alle aldre. For dem, der er interesserede i luftfart, er Museo dell'Aeronautica Gianni Caproni et godt valg. Museet har en imponerende samling af historiske fly og fortæller historien om italiensk luftfart.

Trentos smukke beliggenhed er også god for naturelskere. Trento er nemlig et ideelt udgangspunkt for at udforske de omkringliggende Alper. Byen er omgivet af smukke bjerge og dale, der byder på utallige vandre- og cykelstier. Man kan fx tage svævebanen op til Monte Bondone, hvor man kan nyde en betagende udsigt over Trento og de omkringliggende områder, der danner rammen om skisport om vinteren. På Monte Bondone kan man også besøge Giardino Botanico Alpino Viote, der er en interessant botanisk have med fokus på blandt andet alpin flora.

Ture fra byen

    Palazzo degli Uffici Finanziari, Bolzano, Italien

    Bolzano

    Bolzano er en norditaliensk by, som ligger i regionen Sydtyrol. Den er en by med en fascinerende historie, der strækker sig tilbage til romertiden, hvor Bolzano blev grundlagt som en romersk militærpost i år 15 f.Kr. under navnet Pons Drusi. Gennem århundrederne blev Bolzano invaderet af forskellige folkeslag, herunder visigoter, ostrogoter, hunner, lombarder og saracenere, som satte præg på byen området.

    I det 13. århundrede kom Bolzano til at høre under greverne af Tyrol, og i 1363 blev den en del af Habsburgernes rige. Det herredømme varede i over 500 år, og først efter Første Verdenskrig blev Sydtyrol inklusive Bolzano annekteret af Italien. Det skete helt præcist i 1919, hvorefter byen gennemgik mange forandringer. Under Mussolinis fascistiske italienske styre fik Bolzano således en ny byplan, der ændrede byens layout.

    Læs mere om Bolzano

     

    Verona

    Verona

    Verona var en af Romerrigets vigtige byer, og det sætter sit tydelige præg på byen, hvor man mange steder kan se særdeles velbevarede bygningsværker fra århundrederne omkring Kristi fødsel. Det var også her, Shakespeares Romeo & Julie foregik, og det og meget andet kan opleves i byens centrum.

    Byens pladser ligger som perler på en snor, og den ene er nærmest smukkere end den næste. Piazza Bra, Piazza delle Erbe og Piazza dei Signori er sikre hit på en spadseretur gennem Verona, hvor Julies hus fra Romeo & Julie er en populær seværdighed. Det gælder i det hele taget om at kigge op og nyde de mange smukke palæer i byen.

    Læs mere om Verona

     

    Villa Rotunda, Vicenza

    Vicenza

    Vicenza er en renæssanceby ved floden Bacchiglione, der historisk voksede frem med bosættelser i århundrederne f.Kr. Byen blev hurtigt romersk og fik navnet Vicetia, der henviser til sejrsgudinden Victoria. Vicetia lå strategisk godt på den vigtige handelsvej mellem datidens Milano og Aquileia.

    Efter Romerrigets fald gik der flere århundreder med skiftende alliancer i blandt andet Den Lombardiske Liga og med byen Padova, før byen i 1311 tilsluttede sig Scala-styret i Verona, der efterfølgende befæstede Vicenza. Der gik dog kun til 1404, før Vicenza blev underlagt Republikken Venedig.

    Læs mere om Vicenza

     

    Capitolium, Brescia

    Brescia

    Brescia er en lombardisk by, der ligger mellem søerne Lago di Garda og Lago d'Iseo. Det er en by, der blev grundlagt i den førromerske tid, og som i 89 f.Kr. blev en romersk by med navnet Brixia. Romerne udbyggede Brixia med templer, et forum, et teater og andre anlæg, der gjorde byen karakteristisk romersk, hvilket man kan se fint bevarede rester af i dag.

    I 560erne blev Brescia erobret af de norditalienske lombarder, som oprettede et hertugdømme med sæde i byen. Senere skiftede magten i byen, og under kejser Ludvig II var Brescia i årene 855-875 at regne for tysk-romersk hovedstad. Magtskifterne fortsatte gennem mange århundreder, før Brescia blev underlagt Venedig og siden blev en del af det moderne Italien.

    Læs mere om Brescia

Tilmeld dig vores nyhedsbrev