Se på kortet
Hauptmarkt, Hauptmarkt, Trier, Tyskland
Læs om byen
Trier er kendt som Tysklands ældste by. Den blev grundlagt af keltere i det 4. århundrede f.Kr. ved Mosels bred, og senere blev den erobret af romerne, som navngav den Augusta Treverorum. Trier var også en betydende by i det senere Tysk-Romerske Rige, og i dag er der adskillige monumenter og bygninger i byen, der er optaget på UNESCO’s liste over verdensarv.
Trier er en af de store byer i delstaten Rheinland-Pfalz, og der er mange seværdigheder i det hyggelige bycentrum. Fra den romerske tid står den imponerende portbygning Porta Nigra, som den nok mest berømte fra sin tid. Byggeriet af den store byport startede omkring år 170, og gennem tiden blev der indrettet en kirke her. Napoleon førte Porta Nigra tilbage til den romerske bygning, og det er den største romerske byport nord for Alperne.
Der er også andre romerske bygninger i Trier. Man kan fx se Aula Palatina, der blev bygget i begyndelsen af 300-tallet som forsamlingsrum. I dag er Aula Palatina indrettet som kirken Konstantinbasilika. Man kan også se Trier Amfiteater og ruinerne af flere romerske badeanlæg i byen, hvor den gamle Römerbrücke stadig spænder over Mosel. Broen blev bygget i 100-tallet og er den ældste bro i Tyskland.
Trier er også kendt for sine kirker. Triers domkirke blev oprindeligt bygget i 200-tallet, og den er derved landets ældste kirke. Den nuværende romanske kirke stod færdig i 1200-tallet. Liebfrauenkirche er som domkirken optaget på UNESCO’s verdensarvsliste, og den er også meget seværdig lige som ærkebiskoppernes mangeårige residens; Kurfürstliches Palais. Der er også interessante museer i Trier; bl.a. Domschatzkammer og Karl-Marx-Haus, der ligger i Marx’ fødehjem.