Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Vancouver er en storby ved den canadiske vestkyst, og den er en af verdens smukkest beliggende byer, hvor alene naturen i og omkring den gør enhver tur hertil til en uforglemmelig oplevelse. Den er en af Canadas største byer, og det er det økonomiske og turistmæssige lokomotiv i British Columbia; skarpt fulgt af krydstogter og ture til Victoria og Rocky Mountains, som med fordel kan udgå netop herfra.

Vancouver er opkaldt efter George Vancouver, der som den første europæer gik i land i området. Det skete i 1792, og siden da har en kolossal udviklet fundet sted her. Vancouver er en af Canadas største byer, og det er det økonomiske og turistmæssige lokomotiv i British Columbia; skarpt fulgt af krydstogter og ture til Victoria og Rocky Mountains, som med fordel kan udgå fra netop Vancouver.

Storbyen byder på nærmest alle slags aktiviteter og oplevelser indenfor bygrænsen. Stanley Park er nærmest som at komme helt ud i den store canadiske natur, og blot få hundrede meter herfra ligger downtown Vancouver, der med sine utallige højhusbyggerier giver en spændende kontrast til de grønne omgivelser og det omkringliggende hav.

Downtown Vancouver er en spændende storbytur til ikke mindst forskellige arkitektoniske stilarter fra slutningen af 1800-tallet til i dag. I det tidlige Vancouver var det dog Gastown, der udgjorde byen, og det er i dag et af Vancouvers mest charmerende kvarterer og et must på et besøg.

Topseværdigheder

    Gastown Gassy Jack, Vancouver

    Gastown

    Gastown er Vancouvers ældste bydel, men i forhold til mange andre byer i verden, er Gastown også forholdsvis ny. I 1867 lå der kun en savmølle her, men efter John ”Gassy Jack” Deightons ankomst blev der først bygget en saloon og siden andre bygninger, og det var starten på Gastown, der fra 1870 officielt hed Granville.

    Gennem tiden er dele af Gastown blevet ødelagt af brande og nedrevet, og nye bygninger er kommet til. I dag er bydelen en blanding af gammelt og nyt, og der er med de brostensbelagte gader, gasgadelamper, små butikker og mange restauranter særdeles stemningsfuldt. Det gælder blot om at gå på opdagelse i den relativt overskuelige bydel.

    Navnet Gastown kom fra John Deightons tilnavn Gassy Jack, som han fik grundet sine mange fantastiske historier, der efter sigende var fuld af varm luft eller gas.

     

    Harbour Centre, Vancouver

    Harbour Centre

    Harbour Centre er en skyskraber med et observationsdæk i det centrale Vancouver. Bygningen med tilhørende tårn blev åbnet i 1977, og dengang var det Vancouvers højeste bygning.

    I 168 meters højde er det observationsdæk, der er Harbour Centres store attraktion. Herfra har man en fornem 360o-udsigt til Vancouvers højhuse, bydele og den storslåede omkringliggende natur. Umiddelbart under selve observationsdækket er der en roterende restaurant, hvor man i ro og mag kan sidde, mens man spiser og nyder udsigten. Turen op i tårnet er i sig selv en oplevelse. Man kører med glaselevatorer fra gadeplan til udsigtsniveauet. Turen tager 40 sekunder.

     

    Chinese Garden, Vancouver

    Sun Yat-Sen Klassiske Kinesiske Have
    Sun Yat-Sen Classical Chinese Garden

    Sun Yat-Sen Classical Chinese Garden er en have, der blev anlagt fra 1985-1986 som den første klassiske kinesiske have, der blev anlagt udenfor Kina. Haven er et vidunder for sanserne med sin varierede og elegante indretning. Her er huse og pavilloner, miniaturetræer og inspiration fra Ming-dynastiets smukke anlæg.

     

    Stanley Park, Vancouver

    Stanley Park

    Stanley Park på halvøen ved Burrard Inlet er et af Vancouvers mest besøgte og populære steder. I den store park er der dejlig natur med vandrestier, forskellige canadiske dyr, pænt anlagte haver, totempæle og ikke mindst udsigtspunktet Prospect Point, hvorfra der er et fornemt panoramaudsyn til bjergene mod nord, Burrard Inlet og den majestætiske Lions Gate Bridge.

    Stanley Park er et stor park, der næsten er omgivet af vand i form af English Bay mod vest og Burrard Inlet og Vancouver Harbour mod øst. Parkområdet har været benyttet af den føreuropæiske befolkning gennem mange århundreder, og i nyere tid blev stedet udlagt som park i 1886 og opkaldt efter generalguvernøren Lord Stanley. Det skete efter begyndende bosættelse på halvøen af europæere, der havde slået sig ned ved Brockton Point og på Deadman’s Island mod øst i den nuværende park.

    Der er et væld af oplevelser i Stanley Park. Man kan blot tage en tur i parken og nyde de grønne omgivelser eller gå specifikt efter nogle af de aktiviteter og kendte steder, der ligger her. Et eksempel på en længere vandretur er langs The Seawall, der går rundt om parken langs vandet. The Seawall blev etableret fra 1917 til 1980, og turen er på ni kilometer.

    Undervejs rundt om og gennem parken er der en lang række monumenter og statuer. Blandt dem er naturligt nok en af Lord Stanley. De fleste vil nok også gå forbi parkens berømte totempæle og til The Nine O'Clock Gun, der står helt mod øst i parken.

     

    Stanley Park Totem Poles, Vancouver

    Totempæle
    Totem Poles

    En af de største attraktioner i Stanley Park ligger ved pynten Brockton Point og ikke langt fra Brockton Point Lighthouse. Her kan man opleve en række totempæle. Totempælene er originale indianske pæle, der for hovedpartens vedkommende er blevet flyttet hertil fra andre steder, hvor de oprindeligt stod.

    Nogle af pælene blev skåret i 1880erne, mens andre stemmer fra årtierne efter år 1900. De kommer fra områderne Alert Bay, Queen Charlotte Islands og Rivers Inlet, og de giver et godt indtryk af områdets oprindelige befolknings håndværk og kultur.

     

    Museum of Vancouver

    Museum of Vancouver er et fint museum, der gennem spændende udstillinger med mange effekter skildrer byens historie fra tiden med indianere over de første europæeres ankomst til tiden, hvor Vancouver udviklede sig hastigt fra at være en lille handelsstation til at blive en moderne nordamerikansk storby.

    På museet kan man også se udstillinger om historie og kultur for andre folk og lande omkring Stillehavet, ligesom der også udstilles mange effekter fra andre dele af verden. De kommer blandt andet fra Egypten og steder i Det Britiske Imperium.

    Initiativet til museet blev taget af en gruppe borgere i 1894. 11 år senere flyttede museet til den smukke Carnegie Library-bygning, før den nuværende futuristiske museumsbygning stod klar i 1968. Bygningen blev designet af arkitekten Gerard Hamilton.

     

    Granville Island Public Market, Vancouver

    Granville Island Public Market

    Granville Island er en lille halvø, der ligger umiddelbart syd for downtown Vancouver. Halvøen var engang kendt for at huse en del produktionsvirksomheder, mens den i dag er et populært sted for lokale og turister grundet sit store marked, de mange spisesteder og andre aktiviteter. Granville Island Public Market, der blandt andet byder på lokalt producerede varer og diverse fødevarer, er det mest kendte sted på halvøen.

    Man kan sejle til Granville Island fra downtown Vancouver, men man kan også køre ad vejen under den store bro, Granville Street Bridge. Broen spænder over False Creek og er den tredje på denne plads. Den første åbnede i 1889, den anden i 1909 og den nuværende i 1954. Broens gadeplan ligger godt 27 meter over Granville Island.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Vancouver her.

Andre seværdigheder

    Christ Church Cathedral, Vancouver

    Kristuskatedralen
    Christ Church Cathedral

    Christ Church Cathedral er den anglikanske hovedkirke i Vancouver. De første skridt til opførelsen af kirken blev taget i 1888, og året efter blev den første gudstjeneste holdt for 52 sognebørn i en bygning, som de omkringliggende jordbesiddere ikke mente var en kirke værdig.

    Der var et udtalt lokalt ønske om at opføre en ny kirke. For at lykkes med ønsket blev der solgt aktier og optaget lån. Derefter kunne byggeriet af dagens kirke starte, og kirken blev opført 1894-1895 i nygotisk stil. Indenfor kan man blandt andet se 32 glasmosaikker, der blev udarbejdet i henholdsvis England og Canada.

    I dag ligger kirken, der på opførelsestidspunktet var af en betydelig relativ størrelse i bybilledet, som en lav bygning blandt omgivende højhuse. Det giver en god kontrast i byrummet og understreger den udvikling, Vancouver har gennemgået siden slutningen af 1800-tallet.

     

    Den Kinesiske Bydel
    Chinatown

    I Vancouver bor Nordamerikas næststørste kinesiske befolkningsgruppe og den største i Canada. I gaderne Pender Street og Keefer Street sætter kineserne sit præg med ikke mindst butikker og restauranter som i hjemlandet, og samlet kalder man området for Chinatown.

    Der er også i Pender Street, man kan se den kinesiske port med navnet Millennium Gate. Forskellige kinesiske festivaler og traditioner fejres i stor stil i dette kvarter; fx det kinesiske nytår. I gaderne i Chinatown kan man endvidere lægge mærke til detaljer i udsmykningen. Gadelamperne er et eksempel på den kinesiske stil, man med vilje har ladet installere for at give kvarteret et særpræg.

    Den kinesiske befolkningsgruppe boede traditionelt i dette område af byen, men fra 1900-tallet til i dag har de spredt sig mere over hele byområdet. Derved er der ikke samme koncentration af kinesisk kultur og dagligliv, som der har været tidligere. Et slags nyt kinesisk handelscentrum har desuden set dagens liv i bydelen Richmond.

     

    Gastown Steam Clock, Vancouver

    Gastown Dampur
    Gastown Steam Clock

    Gastown Steam Clock er en af Vancouvers særegne seværdigheder. Det står ved gaderne Water og Cambie, og det er verdens eneste dampdrevne ur, hvilket til fulde kan ses, når klokkeværket spiller.

    Uret ligner i udseendet et værk fra 1800-tallet, men det blev faktisk først stillet op i 1977 i en stil, der var inspireret af Gastowns unge år. Det blev stillet op som en del af restaureringen af Gastown, der ellers var truet af nedrivning i slutningen af 1960erne til fordel for en motorvej og flere højhuse.

     

    Hellige Rosenkrans Katedral
    Holy Rosary Cathedral

    Holy Rosary Cathedral er Vancouvers romersk-katolske domkirke. Den nuværende kirke er ikke den første katolske kirke i byen. Der stod en tidligere kirke fra 1886, men denne var af beskeden størrelse i forhold til den voksende menighed, og derfor blev det hurtigt nødvendigt at bygge ny kirke for at have et passende sted at holde gudstjenester for menigheden.

    I 1899 blev grundstenen til den nuværende katedral lagt, og i 1900 blev kirken indviet som et af de fineste arkitektoniske værker i Vestcanada. Katedralen er 48 meter lang og 65 meter høj. Stilen er fransk-nygotisk med karakteristisk hvælvet tag, og i det ydre er de to asymmetriske tårne et arkitektonisk kendetegn.

     

    Marine Building, Vancouver

    Marine Building

    Marine Building er et højhus, der blev opført i 1930 som Vancouvers og Commonwealths højeste bygning. Stilen var inspireret af New Yorks samtidige Chrysler Building, og på Marine Building kan man se forskellige detaljer fra art deco-stilen; blandt andet på indgangen mod Burrard Street.

    Højden på Marine Building er 98 meter, og interiøret blev righoldigt udsmykket i tidens stil og med anvendelse af dygtigt håndværk og fine materialer. En detalje er de mange forskellige lokale træsorter, der er brugt i elevatorerne bag deres messingdøre. Et af de gennemgående temaer i designet i opførelsen er det maritime, og både havdyr og transport er gengivet på forskellig vis.

    Der var oprindeligt indbygget et observationsdæk i toppen af Marine Building, og det kostede 25 cent at komme dertil. Tiden var dog præget af den økonomiske depression, og for få besøgende gjorde, at dækket blev lukket. Den økonomiske smalhals bevirkede i øvrigt også, at bygningen blev solgt til under halvdelen af opførelsesprisen allerede i 1934.

     

    Vancouver Art Gallery

    Vancouver Kunstmuseum
    Vancouver Art Gallery

    Vancouver Art Galley er det vestlige Canadas største kunstmuseum. Det er indrettet i den statelige og tidligere retsbygning fra begyndelsen af 1900-tallet. Bygningen stod færdig i 1906 efter design af Francis Rattenbury.

    Museet er blandt andet kendt for sin store samling værker af den canadiske kunstner Emily Carr, men man kan også se andre interessante udstillinger inden for et bredt udsnit af værker og stilarter.

     

    Lions Gate Bridge, Vancouver

    Lions Gate Bridge

    Lions Gate Bridge er en hængebro, der forbinder Stanley Park og dermed byen Vancouver med landområderne og byerne nord for Vancouver Harbour. Broen har en længde på i alt 1.823 og har en højde på 111 meter med frihøjde under broen på 61 meter.

    Broen åbnede i 1938 som First Narrows Bridge. Senere er navnet Lion Gate kommet til, hvilket refererer til bjergene The Lions, der ligger et stykke nord for Vancouver og broen. I 1939 blev to løvestatuer stillet op på hver side af broens tilkørsel fra syd; statuerne blev udarbejdet af kunstneren Charles Marega.

     

    Vancouver Rådhus
    Vancouver City Hall

    Vancouver City Hall er Vancouvers rådhus og derved sædet for byrådet i den canadiske storby. Det er et byggeri, der blev opført i art deco i årene 1935-1936, og som centralt element i det symmetriske design står rådhusets tolv etager høje tårn med 98 meter til toppen. Arkitekterne bag designet var firmaet Townley & Matheson.

    Den smukke bygning var selvsagt ikke byens første rådhus, da det blev bygget. I årene 1897-1929 lå rådhuset i Main Street ved biblioteket Carnegie Library, som datidens rådhusbygning blev en del af i 1929, hvor bystyret flyttede til The Holden Building. The Holden var blevet opført i 1911 og derved ikke tiltænkt en funktion som rådhus, hvilket da også kun var en midlertidig løsning.

    Gerry McGeer blev borgmester i 1934, og han nedsatte en arbejdsgruppe til at pege på en beliggenhed for et nyt rådhus. Resultatet af det blev det nuværende sted, hvilket gjorde Vancouver til den første by i Canada, som opførte et rådhus uden for byens downtown.

    Foran rådhuset kan man se en statue af George Vancouver. Den blev indviet af Londons borgmester, Sir Percy Vincent, den 20. august 1936, hvor han besøgte byen. Statuen blev udarbejdet af kunstneren Charles Marega.

     

    Museum of Anthropology, Vancouver

    Antropologisk Museum
    Museum of Anthropology

    Museum of Anthropology er Vancouvers antropologiske museum, som med sin righoldige samling belyser den canadiske Stillehavsregions kultur og folkeslag. Her er blandt andet en fornem udstilling af indiansk kunst og brugsting som fx masker og totempæle. På museet er der også en samling af internationale effekter og skildringer af folk fra hele verden.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Vancouver her.

Ture fra byen

    Capilano Suspension Bridge, Vancouver

    Capilano Hængebro
    Capilano Suspension Bridge

    I de store nåleskove lige nord for Vancouver er det som at være langt ude i Canadas vilde natur. Man vandrer mellem de høje træer og over den brusende Capilano-flod, der flyder i bunden af en kløft. Her kan man se hængebroen Capilano Suspension Bridge, der siden 1889 har tiltrukket turister til den smukke natur.

    Det var skotten George Grant McKay, der opførte broen som forbindelse til sine landområder, der lå på hver side af floden. Den nuværende bro er en konstruktion fra 1956. Hængebroen er ikke bredere end et par mennesker.  Den er til gengæld 140 meter lang, og der er 70 meter til floden under broen.

    I parken ved Capilano Suspension Bridge kan man også besøge Totem Park, hvor lokale indianerstammer opstillede totempæle i 1930erne, og disse er blevet vedligeholdt i deres originale udførelser og farver.

     

    Britannia Minemuseum
    Britannia Mine Museum

    Britannia Mine Museum er et minemuseum, hvor man bogstaveligt talt kommer under overfladen på områdets historie. Minedriften har spillet en væsentlig rolle for British Columbias udvikling, og museet skildrer den i detaljer i en rigtig mine.

    Minens historie startede i 1899, hvor ingeniøren George Robinson fik samlet den fornødne finansielle opbakning til at påbegynde undersøgelser af undergrunden. Den første malm blev udskibet i 1904, og herefter gik det hurtigt med udbygningen og den fortsatte produktion. I 1916 blev der produceret 2.000 ton malm om dagen.

    På museet bliver opbygningen af en mine gennemgået, og man kan se og føle på sten, mineraler og fossiler, der er gravet ud af minen. Derefter er der en guidet tur gennem en minegang, der blev gravet i 1912. Oplevelsen inkluderer også en køretur med et rigtigt minetog, og man kan også selv prøve at vaske guld.

     

    Grouse Mountain, Vancouver

    Grouse Mountain

    Grouse Mountain er et yndet udflugtsmål, hvor man fra 1.200 meters højde har et fantastisk udsyn til Vancouver-området. Bjerget giver samtidig et fint indtryk af British Columbias smukke natur, og her er forskellige aktiviteter afhængigt af sæsonen.

    Transporten op på bjerget er betagende med svævebanen Grouse Mountain Skyride, der svæver over landskabet med de mange Douglas-graner. Banen er i drift hele året, og både sommer og vinter er der aktiviteter på Grouse Mountain, der også fungerer som yndet skiområde for Vancouvers befolkning.

     

    Fort Langley Nationale Historiske Område
    Fort Langley National Historic Site

    Fort Langley er et fornemt eksempel på Canadas pelshandelsstationer. Fortet blev opført 1827 af Hudson’s Bay Company. Man kan opleve datidens liv på en handelsstation og se flere samtidige rekonstruerede bygninger. Fort Langley er et historisk sted, og det var her, British Columbia blev udråbt som engelsk kronkoloni i 1858.

     

    Seattle skyline

    Seattle

    Den amerikanske storby Seattle i USA’s nordvestlige hjørne er et af de teknologiske centre i landet, og samtidigt har byen været særdeles betydende for blandt andet nyere amerikanske musik. At byen ligger omgivet af storslået natur, er noget, der blot giver ekstra perspektiver på en tur til Seattle.

    Seattles historie er spændende, fx har den været transitsted for lykkeridderne til guldfund i Canada, hvilket man kan stifte bekendtskab med på et af byens museer. Seattle nedbrændte i 1889, og det skabte grobund for både en ny by efter branden og ture til undergrunden fra før 1889. Seattle holdt verdensudstilling i 1962, og det sætter også sine spor på byens oplevelser for turister i dag.

    Læs mere om Seattle

     

    Victoria, British Columbia

    Victoria

    Victoria er hovedstad og en af de største byer i den canadiske provins British Columbia. Området omkring det nuværende Victoria blev udforsket fra 1790, da spaniere sejlede ind i naturhavne på sydspidsen af Vancouver Island. I 1841 fik James Douglas opgaven med at etablere en handelsstation her, og i 1843 grundlagde Hudson’s Bay Company Fort Victoria til ikke mindst pelshandel.

    Fortet var opkaldt efter dronning Victoria, og stedet blev hovedstad i den britiske kronkoloni på øen, som blev oprettet i 1849. Der var cirka 300 indbyggere i byen i 1858, hvor rygterne om guldfund i British Columbia nåede Californien. Byen blev transitsted for guldgraverne, og Victoria voksede på få dage til over 5.000 indbyggere.

    Læs mere om Victoria

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping
Med børn
Gode links
Historisk overblik

    De første bosættelser

    Det antages, at de første mennesker ankom til Vancouver-området fra Asien for omkring 10.000 år siden. De blev siden til områdets mange forskellige indianerstammer, der udviklede samfund i de rige naturområder.

    Det var stammer musqueam, sqaumish and tseil-waututh, der beboede området gennem de mange århundreder, før europæerne ankom, og de etablerede sig flere steder i det nuværende byområde i Vancouver; blandt andet i Stanley Park.

     

    Europæisk udforskning

    I 1500-1700-tallet begyndte spaniere den europæiske interesse for regionen, da de besejlede vandene ud for kysten og krævede herredømme over de vestlige amerikanske kyststrækninger. Det var kaptajnen José María Narváez, der som den første sejlede ind i Strait of Georgia og derved ind til der, hvor Vancouver senere blev grundlagt. Narváez’ færd foregik i 1791.

    Året efter var en ny spansk ekspedition ved Point Grey, hvor de mødte en britisk ekspedition under ledelse af kaptajn George Vancouver. De udforskede ved den lejlighed sammen Strait of Georgia, og på samme togt sejlede George Vancouver i øvrigt også ad Puget Sound og derved amerikanske Seattles fremtidige beliggenhed.

    George Vancouver kom med sin officer Peter Puget til området for dagens Vancouver før spanierne. De gik i land på det sted, der senere fik navnet Point Grey. Den dag i dag er der dog også spansk-klingende navne i Vancouver som tegn på den tidligere spanske periode, hvor de havde bosat sig omkring det nuværende Friendly Cove.

    Vancouver blev først nået ad søvejen, men i årtiet efter George Vancouvers udforskning nåede Simon Fraser som den første europæer området og kysten fra øst og derved over land i 1808. Han ankom langs floden, der senere blev opkaldt efter ham.

     

    Det tidlige 1800-tal

    Der var blevet etableret bosættelser ved English Bay og Burrard Inlet, men disse var gennem starten af 1800-tallet ikke i en større udvikling, idet bosættelsen New Westminster ved Fraser River sydøst for det moderne bycentrum var det sted, trafikken til og handlen fra det indre British Columbia foregik.

    I denne tid var grænserne endnu ikke permanent fastlagt i regionen, der havde interesser fra både Storbritannien og USA, der endnu ikke havde bredt sig til det område, der har i dag. Med 1818-traktaten i 1818 og Oregon-traktaten i 1846 mellem de to lande blev det aftalt at dele landområderne ved den 49. breddegrad, hvilket gjorde, at Storbritannien måtte afstå Oregon Territory, som senere blev til staterne Oregon, Idaho og Washington. USA måtte afstå land nord for det nuværende Montana til briterne. For Vancouvers vedkommende betød traktaten, at bosættelserne og derved den fremtidige byudvikling i og omkring Vancouver blev britisk og derfor en del af det senere etablerede Canada.

     

    Handelsstation, guld og kolonitid

    I 1827 etablerede Hudson’s Bay Company en handelsstation ved Fraser River, og dette blev den første engelske repræsentation i området og den første permanente ikke-indianske bosættelse. Handelsstationen og de engelske anlæg blev løbende udvidet med blandt andet en savmølle, så der både kunne handles med tømmer og pelse. Fort Langley var på den måde så at sige den moderne grundlæggelse af det, der med årtierne blev til Vancouver og British Columbia.

    Handelsstationen kom til at udvikle sig eksplosivt i 1858, da der blev fundet guld i Fraser River. Det blev til Fraser Canyon Gold Rush, hvor omkring 25.000 mennesker kom til området på få uger. Gennem det næste årti blev området udviklet, og der blev fx anlagt transportveje gennem Fraser Canyon.

    1858 var også året, hvor regionen omkring det nuværende Vancouver blev etableret som kronkolonien Colony of British Columbia. Koloniens hovedstad blev New Westminster, og på det tidspunkt var der endnu ikke noget, der hed Vancouver endsige bymæssig udvikling. I 1866 blev kolonien slået sammen med The Colony of Vancouver Island, og de blev med hovedstad i Victoria til British Columbia.

     

    Hastings Mill og Gassy Jack

    I 1867 blev savmøllen Hastings Mill etableret på sydsiden af Burrard Inlet, og det var den første kommercielle aktivitet på det sted, der med årene blev til Vancouver. I starten var Hastings Mill og derved den tidlige by en slags virksomhedsby, der både drev en butik og en skole.

    Den nye by udviklede sig dog hurtigt, idet John ”Gassy Jack” Deighton kom til området i 1867, og han åbnede en saloon, der blev en succes blandt arbejderne på Hastings Mill. Det blev fundamentet til flere opførelser, der tilsammen dannede Gastown; opkaldt efter Gassy Jack, der havde fået sit tilnavn fra sine mange fantastiske historier med en del varm luft i. Gastown kom blot tre år senere officielt til at hedde Granville, og den var en egentlig by.

     

    Vancouver og jernbanen

    I 1886 skiftede Granville navn til Vancouver, og her boede nu 1.000 mennesker. Den var stærkt på vej til at blive den førende i British Columbia, hvilket ikke mindst skyldtes, at jernbaneselskabet Canadian Pacific Railway havde valgt Vancouver som terminus for deres transkontinentale jernbane fra Montréal. Vancouver var blevet valgt grundet det store udviklingspotentiale ved byens naturhavn.

    I 1885 blev det sidste søm slået i sporene på jernbanen til British Columbia, og den 23. maj 1887 trak lokomotivet #374 det første tog til Vancouver, der derved var blevet meget nemmere tilgængelig fra Atlanterhavskysten og de større byer mod øst i Canada.

     

    Byen brænder og boomer

    I 1886 blev Vancouver ramt af en nærmest altødelæggende brand. Byen nedbrændte, men blev hastigt bygget op igen. Branden viste sig på sin vis at blive en fordel for Vancouver, hvis genopbygning blev foretaget med moderne infrastruktur i stedet for at skulle udbygge på utidssvarende installationer. Således rejste byen sig igen med nye systemer for vand, elektricitet med videre.

    De følgende år eksploderede byens vækst. Der forekom stor immigration, og der blev etableret et sporvognsnet, og byens gader og moderne bygninger skød i vejret. Den første skyskraber, Dominion Trust Building, blev opført allerede i 1909. Fra at have omkring 1.000 indbyggere i 1886 boede der cirka 14.000 i 1901, og blot ti år senere var befolkningen næste tidoblet til 120.000.

    I 1920 blev Vancouver det vestlige Canadas største by, og både økonomisk og kulturelt fortsatte byens opblomstring. Byens universitet var blandt meget andet blevet åbnet få år inden. I 1938 åbnede Lions Gate Bridge, der yderligere muliggjorde en udbygning i byens nu nordlige forstæder. Det var nærmest en lang optur for Vancouver, der allerede omkring år 1900 havde overhalet Victoria som den økonomisk vigtigste by i det vestlige Canada.

     

    2. Verdenskrig til i dag

    I årtierne efter afslutningen af 2. Verdenskrig, fortsatte udbygningen af Vancouver, hvis havn fortsat var et af byens mange aktiver. Der blev stadig bygget meget, og det gjaldt fx Empire Stadium, som skulle huse det store sportsstævne, British Empire & Commonwealth Games, i 1954. Det gav en sportsmæssigt boost til Vancouver, og gennem de følgende årtier var byens sportsklubber succesrige i de canadiske turneringer med flere mesterskaber.

    Byens indbyggertal voksede også betragteligt i årtierne efter krigen. I 1951 var borgernes antal nået op på 562.000, og millionen blev rundet i 1971.

    Siden 1980erne er der blevet bygget videre i Vancouvers centrum, Skytrain er etableret som et fint transportnetværk, og mange kulturelle tilbud og aktivitetsmuligheder har set dagens lys; et eksempel er byens hovedbibliotek. Gastown var bydelen, hvor Vancouver startede, og det gennemgik i disse årtier også en forvandling fra et nedslidt kvarter til et restaureret og populært område, hvor man kan stifte bekendtskab med det tidlige Granville og Vancouver.

    Byen Vancouver er flere gange valgt som en af de bedste i verden at leve i, og det kunne man som besøgende blandt andet konstatere under De Olympiske Vinterlege, der blev gennemført her i 2010.