Vancouver rejseguide

De første bosættelser

Det antages, at de første mennesker ankom til Vancouver-området fra Asien for omkring 10.000 år siden. De blev siden til områdets mange forskellige indianerstammer, der udviklede samfund i de rige naturområder.

Det var stammer musqueam, sqaumish and tseil-waututh, der beboede området gennem de mange århundreder, før europæerne ankom, og de etablerede sig flere steder i det nuværende byområde i Vancouver; blandt andet i Stanley Park.

Europæisk udforskning

I 1500-1700-tallet begyndte spaniere den europæiske interesse for regionen, da de besejlede vandene ud for kysten og krævede herredømme over de vestlige amerikanske kyststrækninger. Det var kaptajnen José María Narváez, der som den første sejlede ind i Strait of Georgia og derved ind til der, hvor Vancouver senere blev grundlagt. Narváez’ færd foregik i 1791.

Året efter var en ny spansk ekspedition ved Point Grey, hvor de mødte en britisk ekspedition under ledelse af kaptajn George Vancouver. De udforskede ved den lejlighed sammen Strait of Georgia, og på samme togt sejlede George Vancouver i øvrigt også ad Puget Sound og derved amerikanske Seattles fremtidige beliggenhed.

George Vancouver kom med sin officer Peter Puget til området for dagens Vancouver før spanierne. De gik i land på det sted, der senere fik navnet Point Grey. Den dag i dag er der dog også spansk-klingende navne i Vancouver som tegn på den tidligere spanske periode, hvor de havde bosat sig omkring det nuværende Friendly Cove.

Vancouver blev først nået ad søvejen, men i årtiet efter George Vancouvers udforskning nåede Simon Fraser som den første europæer området og kysten fra øst og derved over land i 1808. Han ankom langs floden, der senere blev opkaldt efter ham.

Det tidlige 1800-tal

Der var blevet etableret bosættelser ved English Bay og Burrard Inlet, men disse var gennem starten af 1800-tallet ikke i en større udvikling, idet bosættelsen New Westminster ved Fraser River sydøst for det moderne bycentrum var det sted, trafikken til og handlen fra det indre British Columbia foregik.

I denne tid var grænserne endnu ikke permanent fastlagt i regionen, der havde interesser fra både Storbritannien og USA, der endnu ikke havde bredt sig til det område, der har i dag. Med 1818-traktaten i 1818 og Oregon-traktaten i 1846 mellem de to lande blev det aftalt at dele landområderne ved den 49. breddegrad, hvilket gjorde, at Storbritannien måtte afstå Oregon Territory, som senere blev til staterne Oregon, Idaho og Washington. USA måtte afstå land nord for det nuværende Montana til briterne. For Vancouvers vedkommende betød traktaten, at bosættelserne og derved den fremtidige byudvikling i og omkring Vancouver blev britisk og derfor en del af det senere etablerede Canada.

Handelsstation, guld og kolonitid

I 1827 etablerede Hudson’s Bay Company en handelsstation ved Fraser River, og dette blev den første engelske repræsentation i området og den første permanente ikke-indianske bosættelse. Handelsstationen og de engelske anlæg blev løbende udvidet med blandt andet en savmølle, så der både kunne handles med tømmer og pelse. Fort Langley var på den måde så at sige den moderne grundlæggelse af det, der med årtierne blev til Vancouver og British Columbia.

Handelsstationen kom til at udvikle sig eksplosivt i 1858, da der blev fundet guld i Fraser River. Det blev til Fraser Canyon Gold Rush, hvor omkring 25.000 mennesker kom til området på få uger. Gennem det næste årti blev området udviklet, og der blev fx anlagt transportveje gennem Fraser Canyon.

1858 var også året, hvor regionen omkring det nuværende Vancouver blev etableret som kronkolonien Colony of British Columbia. Koloniens hovedstad blev New Westminster, og på det tidspunkt var der endnu ikke noget, der hed Vancouver endsige bymæssig udvikling. I 1866 blev kolonien slået sammen med The Colony of Vancouver Island, og de blev med hovedstad i Victoria til British Columbia.

Hastings Mill og Gassy Jack

I 1867 blev savmøllen Hastings Mill etableret på sydsiden af Burrard Inlet, og det var den første kommercielle aktivitet på det sted, der med årene blev til Vancouver. I starten var Hastings Mill og derved den tidlige by en slags virksomhedsby, der både drev en butik og en skole.

Den nye by udviklede sig dog hurtigt, idet John ”Gassy Jack” Deighton kom til området i 1867, og han åbnede en saloon, der blev en succes blandt arbejderne på Hastings Mill. Det blev fundamentet til flere opførelser, der tilsammen dannede Gastown; opkaldt efter Gassy Jack, der havde fået sit tilnavn fra sine mange fantastiske historier med en del varm luft i. Gastown kom blot tre år senere officielt til at hedde Granville, og den var en egentlig by.

Vancouver og jernbanen

I 1886 skiftede Granville navn til Vancouver, og her boede nu 1.000 mennesker. Den var stærkt på vej til at blive den førende i British Columbia, hvilket ikke mindst skyldtes, at jernbaneselskabet Canadian Pacific Railway havde valgt Vancouver som terminus for deres transkontinentale jernbane fra Montréal. Vancouver var blevet valgt grundet det store udviklingspotentiale ved byens naturhavn.

I 1885 blev det sidste søm slået i sporene på jernbanen til British Columbia, og den 23. maj 1887 trak lokomotivet #374 det første tog til Vancouver, der derved var blevet meget nemmere tilgængelig fra Atlanterhavskysten og de større byer mod øst i Canada.

Byen brænder og boomer

I 1886 blev Vancouver ramt af en nærmest altødelæggende brand. Byen nedbrændte, men blev hastigt bygget op igen. Branden viste sig på sin vis at blive en fordel for Vancouver, hvis genopbygning blev foretaget med moderne infrastruktur i stedet for at skulle udbygge på utidssvarende installationer. Således rejste byen sig igen med nye systemer for vand, elektricitet med videre.

De følgende år eksploderede byens vækst. Der forekom stor immigration, og der blev etableret et sporvognsnet, og byens gader og moderne bygninger skød i vejret. Den første skyskraber, Dominion Trust Building, blev opført allerede i 1909. Fra at have omkring 1.000 indbyggere i 1886 boede der cirka 14.000 i 1901, og blot ti år senere var befolkningen næste tidoblet til 120.000.

I 1920 blev Vancouver det vestlige Canadas største by, og både økonomisk og kulturelt fortsatte byens opblomstring. Byens universitet var blandt meget andet blevet åbnet få år inden. I 1938 åbnede Lions Gate Bridge, der yderligere muliggjorde en udbygning i byens nu nordlige forstæder. Det var nærmest en lang optur for Vancouver, der allerede omkring år 1900 havde overhalet Victoria som den økonomisk vigtigste by i det vestlige Canada.

2. Verdenskrig til i dag

I årtierne efter afslutningen af 2. Verdenskrig, fortsatte udbygningen af Vancouver, hvis havn fortsat var et af byens mange aktiver. Der blev stadig bygget meget, og det gjaldt fx Empire Stadium, som skulle huse det store sportsstævne, British Empire & Commonwealth Games, i 1954. Det gav en sportsmæssigt boost til Vancouver, og gennem de følgende årtier var byens sportsklubber succesrige i de canadiske turneringer med flere mesterskaber.

Byens indbyggertal voksede også betragteligt i årtierne efter krigen. I 1951 var borgernes antal nået op på 562.000, og millionen blev rundet i 1971.

Siden 1980erne er der blevet bygget videre i Vancouvers centrum, Skytrain er etableret som et fint transportnetværk, og mange kulturelle tilbud og aktivitetsmuligheder har set dagens lys; et eksempel er byens hovedbibliotek. Gastown var bydelen, hvor Vancouver startede, og det gennemgik i disse årtier også en forvandling fra et nedslidt kvarter til et restaureret og populært område, hvor man kan stifte bekendtskab med det tidlige Granville og Vancouver.

Byen Vancouver er flere gange valgt som en af de bedste i verden at leve i, og det kunne man som besøgende blandt andet konstatere under De Olympiske Vinterlege, der blev gennemført her i 2010.