Site logo
    0

    Vilnius rejseguide

    Domkirken • Barokarkitektur • Užupis

    Se på kortet
    Læs om byen

    Vilnius er Litauens hovedstad og samtidigt en by med en atmosfære, der er en dejlig blanding af Baltikums og Centraleuropas charme. Barok byggestil og ikke mindst utallige kirker kendetegner de smalle og hyggelige gader i byens centrum, men man skal ikke langt, før moderne bygninger rejser sig og giver et kosmopolitisk strejf.

    Indkøbsmuligheder, kultur og gastronomi er noget, der alle steder trænger sig på. Små og store steder ligger på stribe og bare venter med hygge og gode oplevelser. Mange interessante museer er noget af det, Vilnius byder på i fornemt omfang.

    En særlig oplevelse er byens elegante katedral og de højdedrag, der rejser sig øst for katedralen og lands floden Neris. Her ligger vartegnet Gediminas Tårn, det tidligere kongeslot, nationalmuseet og andre fine seværdigheder.

    I omegnen af Vilnius er der mange smukke og interessante steder. Europas geografiske centrum er markeret nogle kilometer nord for byen, og tager man fx mod vest, ligger den mægtige Trakai Borg, Sovjetunionens by Elektrenai og landets næststørste by, Kaunas, og venter. Afstandene er ikke lange, men seværdigheder til gengæld store.

    Topseværdigheder

      Domkirken, Vilnius

      Katedralen
      Arkikatedra bazilika

      Midt på Domkirkepladsen i Vilnius står byens katedral majestætisk med dens fritstående tårn. Storhertug Mindaugas byggede den oprindelige kirke i 1251, men den er siden bygget om flere gange grundet enten brande eller ønsket om at forny den arkitektoniske stil.

      Katedralen er den romersk-katolske hovedkirke i Litauen. Den er dedikeret Stanislaus af Kraków og Ladislaus I af Ungarn. Stanislaus af Kraków var biskop i Kraków i 1000-tallet, mens samtidige Ladislaus også stammede fra Kraków og blev ungarsk konge fra 1077 til 1095.

      Man mener, at den litauiske tordengud Perkūnas blev tilbedt på dette sted før Mindaugas’ kristning i 1251, som han markerede med opførelsen af katedralen. Mindaugas døde i 1263, og hans kirke blev herefter benyttet til hedensk tilbedelse. Litauen blev kristnet i 1387, og samme år startede opførelsen af en ny katedral som afløser for Mindaugas’ første byggeri.

      Den anden katedral brændte i 1419, og Vytautas lod fra 1429 en ny katedral opføre som en del af forberedelserne til hans kroning som litauisk konge. Vytautas nåede ikke at blive kronet som konge, men dele af af hans store gotiske katedral er bevaret i strukturen af bygningen, man fortsat kan se i dag.

      Domkirken blev ombygget til sin nuværende form i årene 1779-1783 i streng klassicistisk stil med seks doriske søjler på facaden og skulpturer af den italienske billedhugger Righi som udsmykning. Kirken er indeni dekoreret af mere end 40 kunstværker fra 1500-1800-tallene.

      Kirkerummet er meget seværdigt, og det har lagt gulve til både kroninger og begravelser af storhertuger. Således kan man også se flere kapeller bygget til kirken, hvoraf flere er storhertugers grave. Det mest kendte kapel er Sankt Kasimir Kapel, der blev bygget 1623-1636 og rekonstrueret 1691-1692. Kapellet rummer fresker af Michelangelo Palloni og stukkatur og alter af Pietro Perti.

      Kirkens 57 meter høje klokketårn er i øvrigt bygget på fundamentet af et tidligere forsvarsværk fra 1200-tallet. Det nuværende tårns udseende stammer fra 1801.

       

      Litauens Kongeslot
      Lietuvos valdovų rūmai

      Historisk set har Vilnius og Litauen en tid været en betydelig magt i regionen med storhertuger og konger på tronen. Deres residens lå i Litauens Kongeslot, der oprindeligt blev opført i 1400-tallet, og slottet var et af de politiske centre for litauisk og polsk politik gennem århundreder, indtil slottet blev revet ned i 1801.

      Slottet menes bygget efter en brand i kvarteret i 1419, og eksisterende bygninger på stedet på fjernet. Den arkitektoniske stil var gotik, men allerede i 1500-tallet blev komplekset ombygget i tidens renæssance. Det følgende århundrede blev slottet endnu en gang ombygget; denne gang med inspiration fra barokken.

      Gennem tiden udspillede mange begivenheder sig på kongeslottet. Konger blev kronet her, og den senere pave Clement VIII besøgte stedet. Det var også her, den første opera i Litauen blev opført; det skete i 1634.

      Fra sidste halvdel af 1600-tallet blev kongeslottet i stigende grad forladt, og det var forfaldet så meget, at den russiske administration beordrede de tilbageværende bygninger nedrevet i 1801, og derved var Vilnius uden sit slot i over 200 år.

      Det nye selvstændige Litauen besluttede i 1990erne, at landets gamle kongeslot skulle genopføres, og med den beslutning startede et stort arbejde med at studere tidligere design og materiale, der kunne hjælpe rekonstruktionen. Opførelsen af slottet startede i 2002, og det nye slot blev indviet i 2013. I dag står slottet derved igen på sin gamle plads og indgår på fin vis i bybilledet i den litauiske hovedstad.

       

      Gediminos Tårn, Vilnius

      Gediminos Borgtårn
      Gedimino pilies bokštas

      I 1409 byggede storhertug Vytautas den første stenborg på toppen af Vilnius. Den afløste et tidligere fæstningsværk af træ, som stammede fra storhertug Gediminas’ tid. Af Vytautas’ store historiske borganlæg er det kun Gediminos Tårn, der står delvist genopbygget. Det blev åbnet som museum i 1960, og det er siden blevet en del af det litauiske nationalmuseum.

      Udstillingen i museet viser rekonstruktioner af borganlægget, som det så ud i henholdsvis 1300-tallet og 1600-tallet. Rundt omkring kan man se ruinerne af nogle af de bevarede dele af borgens anlæg, og selve det 20 meter høje Gediminos Tårn er indrettet med et observationsdæk på toppen. Herfra er der en fantastisk udsigt over Vilnius.

      Denne udsigt har Gediminas muligvis også nydt. Ifølge fortællingerne var storhertugen på jagt, og netop her havde han nedlagt en tyr og blevet så udmattet, at han måtte overnatte på bakken. Om natten drømte han om en ulv af jern, der hylede som hundrede almindelige ulve. Han spurgte derefter, hvad denne drøm betød, og forklaringen var ifølge datidens sagkundskab, at Gediminas skulle grundlægge en by her. Denne by ville blive en stor by og landets hovedstad.

      Man kan gå den fine tur op til bakketoppen og Gediminos Tårn, og man kan også vælge at tage funicularen, der siden 2003 har kørt fra nationalmuseets lukkede gård og 71 meter op ad bakken.

       

      Tv-tårnet
      Televizijos bokštas

      Vilnius’ tv-tårn er med 326,5 meter i højden en af de højeste bygninger i Østeuropa. I 165 meters højde ligger en restaurant og et observationsdæk, hvorfra der er en formidabel panoramaudsigt over Vilnius og omegn.

      Tårnet er bygget i 1974-1980, og under Litauens uafhængighedsproces udspillede der sig kampe ved tårnets fod i 1991. Dette mindes uden for og inde i tårnet med en særlig udstilling.

       

      Skt. Annæ Kirke, Vilnius

      Sankt Annæ Kirke/Šv. Onos bažnyčia

      Sankt Annæ Kirke er et af Vilnius’ vartegn. Den er et sengotisk mesterværk uden mange sidestykker i verden i dens blanding af flere strømninger i den gotiske byggestil. På stedet lå der tidligere en kirke, der var opført til Anna, som var Vytautas den Stores første kone. Denne første kirke gik til grunde ved en brand i 1419.

      Den nuværende kirke blev opført i årene 1495-1500, og den er stort set bevaret uden ændringer i det ydre. Efter en brand i 1582 måtte det indre dog rekonstrueres. Ved kirken kan man også se det nyere klokketårn, der stod færdigt i 1873.

      En af historierne om Sankt Annæ Kirke er, at da Napoleon i 1812 så kirken, sagde han grundet dens skønhed, at han gerne ville bære den i sin hånd til Paris. Det samme indtryk kan man ved selvsyn opleve, og i kirkerummet kan man blandt andet se et smukt barokalter og fine mosaikvinduer.

       

      Flere seværdigheder og mere info

      Køb pdf-bogen om Vilnius her.

    Rejseekspert
    Author avatar
    Stig
    Andre seværdigheder

      Daggryets Port, Vilnius

      Daggryets Port
      Aušros Vartai

      Daggryets Port er navnet på Vilnius’ hovedindgang fra syd gennem den nu historiske bymur. Porten var en del integreret del af byens forsvar, og den er nu den eneste bevarede af de oprindelige ni byporte. Ved siden af porten er der en bevaret del af middelalderbymuren.

      Daggryets Port blev opført 1503-1522 i en stil, der primært var inspireret af renæssancen. Som ofte i 1500-tallet blev der indbygget et religiøst rum i byporten, hvilket skulle beskytte byen mod angreb. Over portens indgang ligger således stedets berømte kapel, hvor man kan se Madonna af Vilnius. På vejen mod kapellet møder man typisk nogle af de mange katolske og ortodokse troende, der betragter stedet som en helligdom.

       

      Allehelgenskirken
      Visų šventųjų bažnyčia

      Allehelgenskirken blev bygget i årene 1620-1630 i en en smuk senbarok stil. Kirketårnet, der står ved siden af kirkebygningen, blev dog først opført i 1743. I dag kan man nyde kirkens fine ydre og et smukt kirkerum med stukkatur, malerier, kunstværker og anden udsmykning.

      Stedet var oprindeligt en karmeliterkirke, der også fik en tilhørørende klosterbygning i sidste halvdel af 1600-tallet. I 1700-tallet lå der også et bibliotek her, og gennem tiden blev en del værdifulde genstande samlet i dette regi. I 1819 blev der ydermere åbnet en skole i forbindelse med kirken.

      Karmeliterkirken blev lukket i perioden 1832-1886, hvorved menigheden blev spredt. I 1904 blev kirken genåbnet, og i 1991 kom stedet igen til at høre under den katolske kirke.

       

      Skt. Kazimir Kirke, Vilnius

      Sankt Kazimir Kirke
      Šv. Kazimiero bažnyčia

      Sankt Kazimir Kirke er en smuk barokkirke, der var den første i denne stil i Vilnius. Kirken blev opført af jesuitterne i årene 1604-1618. Sankt Kazimir er Litauens nationalhelgen, og han var blevet kanoniseret blot to år før, kirken blev påbegyndt. Byggeriet var da også netop dedikeret til helgenen.

      Kirken fik den smukke lanternekuppel på i 1700-tallet, og det var den eneste kirke i Storhertugdømmet Litauen med denne arkitektoniske detalje. Bag den fine barokfacade og under kuplen åbenbarer sig et stort, lyst og elegant udsmykket kirkerum, der hører til de mest imponerende i Vilnius.

      Under den russiske zartid blev Sankt Kazimir Kirke konverteret til en russisk-ortodoks kirke og dedikeret til Sankt Mikael. I 1917 besatte Tyskland Vilnius, og i den forbindelse blev kirken indrettet til den protestantiske garnison. Kirken blev delvist ødelagt under 2. Verdenskrig og genåbnet som museum for ateisme i 1961. Siden 1989 har kirken igen hørt under landets katolske menighed.

       

      Vilnius Rådhus
      Vilniaus Rotušė

      Dette er Vilnius’ rådhus og derved centrum for byens politiske styre. Rådhuset har ligget her siden 1400-tallet, hvor den oprindelige bygning blev opført i gotisk stil. Siden da er rådhuset blevet ombygget mange gange, og det blev ødelagt af en brand i 1748.

      Efter branden blev det nuværende råshus opført. Det skete i årene 1785-1799 i nyklassicistisk stil efter design af Laurynas Gucevičius. Efter cirka 150 blev rådhuset indrettet som teater, da det efterhånden var blevet for småt til at huse byens administration. En overgang var det var også udstillingsbygning, men i dag benyttes det igen til nogle af byens repræsentationsformål.

      Foran rådhuset ligger Rådhuspladsen, der gennem tiden har dannet rammen om en del af Vilnius’ handels- og aktivitetsliv. Små forretninger omkransede allerede pladsen i 1400-tallet, og pladsen dannede et marked. Gennem tiden har der også været forestillinger med fx akrobater og bjørne her.

       

      Præsidentpaladset, Vilnius

      Præsidentpaladset
      Prezidento rūmai

      Præsidentpaladset er officiel residens for Litauens præsident, og det er en status, huset har haft siden 1997. Bygningens historie går dog helt tilbage til 1300-tallet, hvor storhertug Jogaila lod dette stykke land tilfalde bispesædet i Vilnius, så man med tiden kunne bygge en residens for den kommende biskop.

      I slutningen af 1300-tallet gik opførelsen i gang under byens første biskop, Andrzej Wasilko. Palæet blev med tiden udvidet, og der blev anlagt en park omkring det. 1700-tallet medførte mange ændringer. Den sidste biskop flyttede, og både i 1737 og 1748 brændte den daværende bygning.

      I 1750 blev palæet genopbygget, og det blev residens for forskellige prominente folk. Mange notabiliteter overnattede gennem tiden i palæet; fx zar Pavel I i 1796, den senere kong Louis XVIII af Frankrig i 1804 og både Napoleon Bonaparte og Ruslands zar Alexander I i 1812.

      I årene 1824-1834 blev bygningen ombygget til det nuværende palads. Det var den kendte arkitekt fra Sankt Petersborg, Vasily Stasov, der stod for arbejdet, og stilen er datidens russiske empirestil.

       

      Užupis

      Užupis er navnet på et kvarter, der ligger umiddelbart øst for den gamle bydel i Vilnius. Užupis betyder ”på den anden side af floden” på litauisk, og navnet henviser til, at Užupis ligger på den anden side af floden Vilnia, som Vilnius er opkaldt efter.

      Užupis er Vilnius’ bohemekvarter, og i gaderne bor mange kunstnere, og det sætter sit præg på bydelen. I starten af 1990erne var det et af Vilnius’ mest forfaldne områder, og det tiltrak blandt andet hjemløse og prostituerede. I dag har Užupis gennemgået en gevaldig forvandling, og det ses i kvarteret.

      Måske hører man om Republikken Užupis, hvilket er en selvudråbt republik, der netop omfatter dette kvarter. Republikken blev udråbt i 1997, og den fejrer sin dag den 1. april.

      Højdepunktet i Užupis er blot at nyde stemningen. Af seværdigheder kan man se Užupis’ Engel, der blev stillet op på kvarterets centrale plads som symbol på den kunstneriske genopstandelse af Užupis. Man kan også besøge Sankt Bartolomæus Kirke/Świętego Bartłomieja (Užupio gatve 17a).

       

      De Tre Kors, Vilnius

      De Tre Kors
      Trys kryžiai

      På en høj over Vilnius blev der ifølge overleveringen første gang rejst tre kors til ære for 14 dræbte munke i 1600-tallet. Korsene står der fortsat i en nyere udgave og udgør et af Vilnius’ kendte seværdigheder.

      Legenden fortæller, at fjorten franciskanermunke blev inviteret til Litauen i 1300-tallet. De begyndte at sprede budskabet om den kristne gud og var dermed i opposition til de daværende litauiske guder. Det var en tid, hvor Litauen endnu ikke var blevet kristnet, hvilket formelt skete i 1387. Syv af de fjorten munke blev slået ihjel af vrede borgere på højen, hvor korsene står, og de andre syv blev korsfæstet og derefter smidt i floden Neris.

      Trækorsene blev løbende udskiftet, indtil dette blev forbudt af myndighederne i 1869. Et nyt betonmonument blev stillet op i 1916, men dette blev revet ned i 1950. Det nuværende monument med de tre kors blev udført af kunstneren Henrikas Šilgalis i 1989. Fra korsene kan man i øvrigt nyde en fornem udsigt over Vilnius.

       

      Litauens Nationalmuseum
      Lietuvos nacionalinis muziejus

      Dette er hovedbygningen for det litauiske nationalmuseum, hvor man kan opleve en omfattende arkæologisk, etnografisk og historisk samling, der skildrer Litauen gennem udstillinger i forskellige temaer. Et besøg er et lærerigt og interessant møde med Litauen, og man kan også nyde rammerne. Museet er indrettet i Det Nye Arsenal i byens historiske borgkompleks.

      Museets historie startede med etableringen af et antikvitetsmuseum i Vilnius i 1855. Dette museum havde til formål at skildre Storhertugdømmet Litauens kultur og historie gennem årene, og derfor var det den naturlige forgænger til landets nationalmuseum, der blev grundlagt i 1952.

       

      Parlamentet, Vilnius

      Litauens Parlament
      Lietuvos Respublikos Seimas

      Litauens parlament hedder Seimas, og det har eksisteret siden 1992, hvor det officielt afløste Den Øverste Sovjet som landets vigtigste parlamentariske forsamling. Parlamentet et den politiske forsamling i landet etkammersystem, og medlemmerne vælges for fire år ad gangen.

      Seimas har sæde i Seimas Palads/Seimo Rūmai, der er en moderne bygning, som blev opført i 1976-1980 som sæde for den litauiske sovjetrepubliks regering; Den Øverste Sovjet. Det var i denne bygning, Litauens uafhængighed fra Sovjetunionen blev vedtaget ved en afstemning den 11. marts 1990.

      Litauens parlament var i januar 1991 skueplads for en del af frihedsbevægelsen mod det uafhængige Litauen, der var blevet vedtaget i Seimas den 11. marts 1990. Foran parlamentet blev der den 13. januar 1991 bygget barrikader som forsvar mod sovjetiske kampvogne i gaderne.

       

      KGB-bygningen
      Genocido Aukų Muziejus

      Dette hus var den sovjetiske sikkerhedstjeneste KGB’s hovedkvarter i Vilnius under Sovjetunionens tid i sidste halvdel af 1900-tallet. Bygningen blev opført i 1899 som domstol, og under 1. Verdenskrig anvendte tyske institutioner bygningen, der fra 1920 blev domstol under datidens polske herredømme.

      Efter at have været Gestapos hovedkvarter i 1941-1944, flyttede KGB ind indtil 1991. I denne periode var der også indrettet fængsel i bygningen. I dag er der indrettet et museum, der belyser tiden fra Litauens indtræden i Sovjetunionen til årene med blandt andet KGB’s virke i landet.

       

      Opstandelseskirken, Vilnius

      Opstandelseskirken
      Znamenskaja Tserkov

      Denne smukke kirke tilhører den ortodokse menighed og blev indviet i 1903 efter opførelsen på initiativ af det ortodokse Helligåndsbroderskabet. Broderskabet havde indsamlet midler i Det Russiske Imperium til byggeriet.

      Kirken blev hverken lukket under 1. Verdenskrig eller 2. Verdenskrig, og den blev almindelig sognekirke i den sovjetiske tid i 1948. Man kan i dag opleve en fornemt restaureret kirke, hvis arkitektur og indretning er typisk for russisk-ortodokse kirker med flere kupler og et ydre i byzantinsk inspiration.

       

      Flere seværdigheder og mere info

      Køb pdf-bogen om Vilnius her.

    Ture fra byen

      Trakai, Litauen

      Trakai Borg
      Trakų salos pilis

      Trakais smukke vandborg er det centrale bygningsværk i byen. Den er opført fra 1300-tallet midt i det store smukke søområde, som den selv er fuldstændigt omgivet af. Byggeriet blev igangsat af storhertug Kęstutis, der flyttede sin residens hertil, og dermed blev landet regeret herfra. Borgen blev udbygget i flere faser og både forstærket som fæstning og som slot i 1400-tallet, hvor vandstanden i søen var flere meter højere end i dag, hvilket gjorde borgen endnu bedre beskyttet.

      Efter Slaget ved Grunwald i 1410 mistede Trakai Borg den oprindeligt tænkte militærstrategiske betydning, men i en periode blev der fortsat bygget og resideret her. Storhertug Vytautus den Store boede her, og han døde på Trakai i 1430.

      Senere blev det afsides beliggende sted benyttet som fængsel, men med tiden blev bygningerne stadigt mere forfaldne. Fra 1800-tallets slutning startede de første initiativer for at bevare og rekonstruere Trakai Borg. Den mest gennemgribende istandsættelse og genopbygning blev gennemført efter 2. Verdenskrig. Arbejdet blev indledt i 1950erne, og borgen stod færdig i stilen fra 1400-tallet i 1961.

      I dag står Trakai Borg nærmest som komplet og nyopført. Det er en meget interessant oplevelse, og siden 1962 har der været indrettet et historisk museum i bygningerne.

       

      Europas geografiske centrum
      Europos geografinis centras

      Mange vil nok undre sig over, at Litauen er Europas geografiske centrum, men efter en udregning fra 1989 af Frankrigs nationale geografiske institut, ligger kontinentets midte præcist på positionen 54°54′N 25°19′Ø, hvilket svarer til dette sted nordøst for den litauiske hovedstad. Franskmændenes definition af Europas yderpunkter er Svalbard mod nord, Ural mod øst, De Kanariske Øer mod syd og Azorerne mod vest.

      Stedet er markeret af en granitsøjle kronet med stjerner, der skal symbolisere Litauens historiske og nuværende tilknytning til Europa. I området kan man også besøge Europaparken/Europos Parkas, der er et grønt område, som blev anlagt i 1991 for at markere Litauen i Europa og landet som det geografiske centrum af det europæiske kontinent.

       

      Kernave, Litauen

      Kernavė

      Landsbyen Kernavė regnes for at være Litauens ældste hovedstad. Byen blev nævnt første gang i 1279, hvor den var storfyrstelig residens. Byens befolkning menes at have været helt oppe på 10.000, og derved har den været meget betydningsfuld i datiden.

      Kernavės største seværdighed er middelalderborgen, hvis rester blev fundet for nogle årtier siden af en landmand. Siden er der foretaget store arkæologiske udgravninger, og i dag kan man gå rundt på de historiske volde.

       

      Elektrėnai

      Byen Elektrėnai er en meget anderledes oplevelse end den gamle kulturby Vilnius, idet den er opbygget på den bare mark i 1960’erne omkring et nyanlagt kraftværk. Byens navn kommer af ordet elektra, der betyder elektricitet og hentyder til kraftværket.

      Elektrėnai var en mønsterby i sovjetisk byplanlægning, hvor der blev etableret boliger, forretninger, grønne områder og kulturelle institutioner, så kraftværkets arbejdere kunne leve en god og sund tilværelse her sammen med deres familier.

      Byen ligner ingen anden og er et besøg værd. Bygningerne er sovjetiske blokbyggerier, og de samlende institutioner som fx byens kirke fra 1966 er opført i spændende, moderne arkitektur.

       

      Rumsiskes Frilandsmuseum, Litauen

      Rumšiškės Frilandsmuseum
      Lietuvos Liaudies Buities Muziejus Rumšiškėse

      Landsbyen Rumšiškės er smukt beliggende ved søen Kauno Marios, der i sin tid blev opdæmmet til Kanuas’ vandkraftværk. Rumšiškės er hjemsted for Litauens etnografiske frilandsmuseum, der viser forskellige dele af landets levevis og byggestil fra 1700 til i dag.

      Der er fire temaområder i den 176 hektarer store park, Aukštaitija, Dzūkija, Suvalkija og Žemaitija. Hvert af områderne har fokus på en region i Litauen, både med de opbyggede huse, men også med kultur og stedernes flora.

       

      Kaunas

      Byen Kaunas er den næststørste i Litauen. Den ligger smukt, hvor floderne Neris og Nemunas løber sammen. Kaunas blev første gang nævnt i 1361, den blev bygget som forsvar mod ordensridderne, og da de polsk-litauiske styrker, der var anført af Vytautas den Store, vandt i slaget ved Grunwald i 1410, startede byens store blomstringstid inden for handel og kultur.

      Barokkens byggestil har sat sit præg på mange byer i Litauen, også Kaunas, hvilket fx ses i mange kirkebyggerier. Denne tid var Kaunas’ guldalder. Der skete en løbende kulturel og industriel udvikling gennem 1800-tallet, hvor Kaunas var en del af Rusland. Byggestilen var byzantinsk inspireret, den bedste eksempel er den ortodokse kirke i byens centrum.

      Kaunas blev mellem 1. og 2. Verdenskrig Litauens nye hovedstad, idet Vilnius var en del af Polen. Der blev grundlagt en række nye institutioner og administrative byggerier i byen. Mange opfatter i dag Kaunas som den mest litauiske af landets større byer, og der er en lang række seværdigheder i byen, der i høj grad er en tur værd.

      Læs om Kaunas

    Køb og download den fulde PDF Guide
    Tilmeld dig vores nyhedsbrev
    Shopping
    Med børn

      Badeland

      Vandens Parkas
      Ozo g. 14
      vandensparkas.lt

       

      Jernbanemuseum

      Lietuvos Gelezinkeliu muziejus
      Geležinkelio g. 16
      litrail.lt

       

      Teknik- og energimuseum

      Energetikos ir technikos muziejus
      Rinktinės g. 2
      etm.lt

       

      Legetøjsmuseum

      Žaislų muziejus
      Šiltadaržio g. 2
      zaislumuziejus.lt

       

      Pengemuseum

      Pinigų muziejus
      Totorių g. 2/8
      pinigumuziejus.lt

       

      Zoologisk museum

      Vilniaus universiteto Zoologijos muziejus
      Gyvybės mokslų centras, C106, Saulėtekio al. 7
      zoo.muziejus.vu.lt

       

      Aktiviteter

      Akropolis
      Ozo g. 25
      akropolis.lt

       

      Aktiviteter

      X-PLANET šeimos pramogų parkas
      Ozo g. 18
      xplanet.lt

    Gode links
    Historisk overblik

      Den tidlige historie

      Hovedstaden Vilnius er en af Litauens ældste byer, og området menes beboet siden i hvert fald den tidlige middelalder; udgravninger har dog vist spor af bosættelser på egnen, som går tilbage til omkring år 100.

      Vilnius kendes første gang nævnt af hertug Gediminas i 1323, hvilket regnes for byens grundlæggelse, og fra denne tid udviklede bosættelsen ved Neris-flodens bredder sig.

      Områdets hovedstad var før Gediminas Kernave nordvest for Vilnius, men da hertugen under en jagt fandt Trakais smukke søområde, opførte han en borg og flyttede hovedstaden hertil. Ifølge legenden måtte han på endnu en jagt overnatte på Vilnius’ nuværende placering, hvor han havde en drøm om en gang at skulle grundlægge den nye hovedstad på netop dette sted, hvad han så gjorde med opførelsen af to borganlæg.

      Efter grundlæggelsen i 1323 rundskrev Gediminas blot to år senere til tyskere og jøder i hansestæderne langs Østersøen, at alle var velkomne i hans by til at slå sig ned for at drive handel og håndværk. Det var dog først senere i 1300-tallet, at udenlandske købmænd og håndværkere for alvor flyttede til.

      Året 1387 blev et vigtig år for Vilnius og Litauen. Landet blev kristnet som det sidste hedenske land i Europa af Władysław II Jagiełło, der var litauisk storhertug og polsk konge. Samme år begyndte opførelsen af Vilnius’ domkirke, og byen blev også tildelt købstadsrettigheder i netop 1387; disse gjaldt dog kun i den del af byen, hvor den katolske biskop var leder.

       

      Vilnius udvikler sig

      Det gamle Vilnius udviklede sig gennem århundreder, og de flere end 1.200 bevarede historiske bygninger er et af de største antal i Øst- og Centraleuropa. Byplanlægningen tilpassede sig naturen med floden og det kuperede område.

      Mange kulturer strømmede til Vilnius, der var kendt for sin tolerance over for religion. Gennem tiden er der blanft andet blevet opført ortodokse og katolske kirker i barok stil og synagoger i renæssancestil. Allerede fra slutningen af 1300-tallet og gennem 1400-tallet var der megen byggeaktivitet, og efter inspiration fra af andre europæiske byer slog Vilnius’ håndværkere sig sammen i lav i denne periode.

      Mangfoldigheden i kulturer afspejledes i arkitekturen, hvilket man fortsat kan se i de rigt ornamenterede bygninger i byen. Vilnius’ befolkningsgrupper etablerede sig også i separate kvarterer; de ortodokse kristne boede mod øst, mens tyskere og jøder boede mod vest. I stigende grad kom der også polakker til byen.

       

      Hoffets by

      I starten af 1500-tallet udgjorde Krim-tatarerne en trussel for Vilnius, og mellem 1503 og 1522 blev byen udbygget med fæstningsmure, som havde tre forsvarstårne og ni byporte.

      Vilnius nåede et højdepunkt i 1544, hvor Sigismund II August som litauisk storhertug og polsk konge flyttede hoffet til Vilnius. Sigismund opholdt sig meget i Vilnius, hvilket styrkede byens vækst og politiske status.

      Med hoffet i Vilnius kom der fortsat flere polakker til Vilnius, og der skete med tiden en markant polsk indflydelse på livet og landet. Denne udvikling var så småt startet med ankomsten af polske gejstlige i slutningen af 1300-tallet, men gennem 1500-tallet tog udviklingen fart.

      Bygningsmæssigt var det perioden efter gotikken, og gennem 1500-tallet blev der opført en række renæssancebygninger, før Vilnius’ specielle barokstil slog igennem i mange kirke- og palæbyggerier.

       

      Den polsk-litauiske realunion

      Med Lublinunionen i 1569 overgik Polen og Litauen fra at have en personalunion til at danne en realunion. I første halvdel af 1500-tallet havde Litauen haft et territorium, der strakte sig fra Østersøen til Det Osmanniske Rige et stykke syd for Kiev, men i 1560erne var en stor del overgået til den polske krone. Med unionen blev Vilnius og Krakow hovedbyerne indtil 1793, hvor Warszawa opnåede denne status indtil unionens endeligt i 1795.

      Den første tid i realunionen blev en periode med stor opblomstring for Vilnius. I 1579 grundlagde den litauiske storhertug og den polske konge et universitet i byen, der blev der førende uddannelses- og forskningssted i regionen. Byens sociale og kulturelle liv strålede, og byen modtog mange nye tilflyttere.

      I 1610 blev Vilnius hærget af en større brand, og en del genopbygning skulle gennemføres. I 1655 erobrede russiske styrker Vilnius under Den Russisk-Polske Krig, der udspillede sig i årene 1654-1667. Under krigen og kampene i Vilnius blev en del af byen ødelagt, og resultatet af hele krigen var på sigt, at Rusland erobrede landområder mod vest og derved mod det polsk-litauiske område. Vilnius’ vækst blev ved den lejlighed stoppet for en tid.

       

      En del af imperiet

      Gennem 1700-tallets sidste halvdel dominerede klassicismen i arkitekturen i Vilnius. Det og meget andet blev ændret i 1790erne, hvor først Warszawa blev hovedstad i 1793, og i 1795 blev Polen-Litauen opløst.

      Gennem den såkaldte tredje deling af Polen-Litauen blev Vilnius og Litauen en del af zarens Rusland, og det smittede af på mange områder; naturligvis politisk, men også kulturelt og arkitektonisk. I den russiske tid blev en del af byens mange kirker og klostre nedlagt, og der blev i stedet opført kirker i byzantinsk stil.

      Vilnius blev igen hovedstad; denne gang i det russiske guvernement i Litauen. Få år efter blev byens mure revet ned for at kunne lade byen vokse på ny. Zaren lod den polske universitet genåbne i 1803, og der skete igen en vis udvikling i byen.

      Vilnius udviklede sig industrielt gennem 1800-tallet, og det skete ikke mindst efter åbningen af jernbaneforbindelsen fra Sankt Petersborg til Warszawa i 1860. Ruten gik gennem Vilnius, og det medførte øget trafik og handel.

      I 1800-tallet blev det litauiske ønske om selvstændighed større, og flere litauiske institutioner opstod efterhånden. Det drejede sig blandt andet om avisen Vilniaus žinios, der blev publiceret i 1904 efter ophævelsen af et forbud mod litauisk presse med latinske bogstaver.

       

      Verdenskrige og selvstændighed

      Under 1. Verdenskrig blev Vilnius besat i over tre år af tyske tropper, før landet deklarerede sin uafhængighed den 16. februar 1918. Kampene var dog ikke forbi på det tidspunkt. De tyske tropper trak sig tilbage 1. januar 1919 og overlod byen til en polsk garnison.

      Fire dage senere indtog bolsjevikker Vilnius, og de udråbte byen som hovedstad i Den Litauisk-Hviderussiske Socialistiske Sovjetrepublik. Senere genindtog både Polen og Sovjetunionen Vilnius. Den 12. juli 1920 blev en fredstraktat mellem Sovjetunionen og Litauen underskrevet, og Litauen opnåede anerkendelse som selvstændigt land. Mens resten af Litauen blev selvstændigt, blev Vilnius dog en del af Polen. Kaunas blev Litauens hovedstad, mens Vilnius blev sæde for et regionalt polsk styre.

      Mellem 1920 og 1939 udgjorde polakker omkring 65 % af Vilnius’ befolkning, mens den jødiske andel var på 28 %. Der var kun omkring 1 % litauere tilbage i byen.

      Under den polske tid gennemgik Vilnius en del udvikling. Der blev bygget fabrikker, og en ny handelsmesse så dagens lys i 1928. For forbrugerne blev et moderne stormagasin åbnet, og universitetet i byen blev genskabt.

      I 1939 brød 2. Verdenskrig ud, og med Molotov-Ribbentrop-Pagten blev Vilnius-regionen sovjetisk interessessfære. Den Røde Hær overvandt hurtigt polakkernes forsvar af Vilnius i september 1939, og byen blev underlagt den hviderussiske socialistiske sovjetrepublik.

      Sovjetunionen havde indtaget Vilnius, men i oktober fløj en litauisk delegation til Moskva til en dialog og området. Der blev indgået en aftale mellem den sovjetiske ledelse og Litauen, som returnerede Vilnius til det selvstændige Litauen.

      Med knap 200.000 indbyggere i 1930erne havde Vilnius været en af Polens største byer, men efter 1939 ændrede befolkningssammensætningen sig. Titusindvis af litauere blev flyttet til byen, hvor det aktivt blev søgt at gøre op med alt polsk og til dels også jødisk til fordel for litauisk. Blandt andet blev polakker i byen formelt gjort til udlændinge.

      I 1940 blev Vilnius blev sammen med resten af Litauen til Den Litauiske Sovjetrepublik med hovedstad i netop Vilnius. Året efter blev byen og landet besat af tyske tropper, og Tyskland oprettede jødiske ghettoer i byen. Den tyske besættelse varede til juli 1944, hvor fremrykkende sovjetiske tropper befriede landet og Vilnius, der igen blev hovedstad af den litauiske sovjetrepublik.

       

      1945 til i dag

      Efter afslutningen på 2. Verdenskrig skete der i 1960-1980erne en massiv urbanisering, der medførte stort anlagte nybyggede forstæder. Kulturelt blomstrede Vilnius, universitetet blev renoveret og af større nybygningprojekter blev blandt andet byens opera og tv-tårn gennemført.

      I Vilnius kom der i slutningen af 1980erne til demonstrationer i gaderne. Demonstranterne ønskede litauisk uafhængighed fra Sovjetunionen, og den 11. marts 1990 erklærede landets parlament Litauen selvstændigt.

      Den 13. januar kom det til kampe mellem litauere og sovjetisk militær, der var rykket ind i Vilnius. I august samme år anerkendte Sovjetunionen Litauens uafhængighed, og Vilnius var fortsat hovedstad.

      I 2004 blev Litauen medlem af den Europæiske Union, og landets hovedstad har undergået store forandringer siden 1990erne. I dag står Vilnius smukt renoveret og indbydende for turister, der vil på opdagelse af den smukke gamle bydel, der strækker sig gennem lang tid af den litauiske hovedstads historie.

      Du er måske også interesseret i..