Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Vitebsk er en hviderussisk by, der er hovedstad i regionen af samme navn. Byens historie går officielt tilbage til 974, hvor Olga af Kiev menes at have grundlagt den langs floden Vestlige Dvina. Byen kendes første gang nævnt i 1021, hvor den blev givet til prinsen af Polotsk. Gennem 1100-1200-tallene var Vitebsk hovedstad i Fyrstendømmet Vitebsk, der lå strategisk godt på handelsvejene mellem Baltikum og Sortehavet. I 1320 var Vitebsk medgift, da prinsesse Maria blev gift med Litauens storhertug, og derved blev byen en del af Storhertugdømmet Litauen.

De følgende årtier blev der bygget et nyt slot i Vitebsk, hvis tropper deltog i Slaget ved Tannenberg i 1410. Byen udviklede sig fortsat og blev en del af Polen-Litauen i 1569. I 1593 opnåede Vitebsk Magdeburgrettigheder, som den dog mistede igen i 1623, da byens borgere gjorde oprør mod forslaget om at underlægge den ortodokse kirke paven i Rom. I 1708 blev Vitebsk ødelagt under Store Nordiske Krig, og efter en delvis genopbygning blev byen en del af Rusland i 1772 i forbindelse med Polens deling.

Under Rusland blev Vitebsk genopført i tidens og Ruslands nyklassicisme. Byen blev scene for begivenheder under Napoleonskrigene, da Slaget ved Vitebsk blev udkæmpet vest for byen i 1812, og i den forbindelse fejrede Napoleon sin 43. fødselsdag her. Da Sovjetunionen blev dannet, blev Vitebsk en del af den hviderussiske sovjetrepublik. Under 2. Verdenskrig blev Vitebsk besat af tyske tropper fra 1941 til 1944, hvor byen blev befriet af Den Røde Hær, og i kampene blev meget af den gamle bydel lagt i ruiner. Byen blev genopført under den første sovjetiske femårsplan efter krigen.

I dag er Vitebsk en by med spændende seværdigheder. Vestlige Dvina danner et grønt bælte gennem byen, og langs den kan man blandt andet se Mariæ Bebudelseskirke, der blev opført i 1100-tallet, og som ifølge legenden var stedet, hvor Aleksander Nevskij blev forlovet med prinsesse Aleksandra af Polotsk. Man kan også se fine eksempler på nyklassicistisk arkitektur som fx byens rådhus fra 1775 og Jomfru Maria Katedral. Man kan også besøge Marc Chagall Museum, der er indrettet i kunstnerens barndomshjem i byen, og Vitebsks regionale museum med diverse udstillinger og samlinger fra regionen.

Ture fra byen

    Mogilev, Hviderusland

    Mogilev

    Mogilev er en by i det østlige Hviderusland. Den kendes fra 1267, hvor den blev nævnt første gang. Fra 1300-tallet var byen en del af Storhertugdømmet Litauen og senere af Polen-Litauen. I århundrederne frem til 1600-tallet voksede Mogilev som en by på handelsvejene øst-vest og nord-syd. Den polske konge havde tildelt byen Magdeburgrettigheder i 1577.

    De følgende århundreder betød omvæltninger for Mogilev, der overgav sig til russiske styrker i 1654, og som blev hærget under Store Nordiske Krig i begyndelsen af 1700-tallet, da Karl XII’s tropper satte ild til byen i 1708.

    Læs mere om Mogilev

     

    Smolensk, Rusland

    Smolensk

    Smolensk er den største by i oblasten af samme navn. Byen er en af de ældste i det gamle Rusland, og den kendes fra år 863. Smolensk blev relativt hurtigt en betydelig by på handelsruter mellem nord og syd og på forbindelserne mellem floderne Daugava og Dnepr. Fyrstendømmet Smolensk blev etableret i 1054, og staten blev en af de vigtigste i Kievriget, og Smolensks fyrster sad flere på tronen i Kiev.

    Smolensk udviklede sig mellem storfyrstendømmerne Moskva og Litauen, og fra 1404 blev byen og området underlagt Litauen. Godt hundrede år senere erobrede Moskva Smolensk, hvilket blev fejret med anlægget af det berømte Novodevitjij-klostret i Moskva.

    Læs mere om Smolensk

     

    City Hall Minsk

    Minsk

    Minsk er en storby, hvor man bliver budt velkommen af smuk sovjetisk byplanlægning med imposante kvalitetsbyggerier, gamle kirker, grønne parker, spændende museer og en dejlig atmosfære. Og det er blot nogle af de oplevelser, mødet med den hviderussiske hovedstad giver.

    Minsks placering på den store flade skovklædte slette har gennem hele byens historie medført det ene ødelæggende angreb fra nabolandene efter det andet. Byen har altid genrejst sig, og ingen andre steder i verden kan besøgende opleve en 1000 år gammel by, der næsten blev komplet ødelagt inden for de sidste 100 år og genopbygget med stor entusiasme og med benyttelse af en sovjetisk byplanlægning.

    Læs mere om Minsk

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Gode links