Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Wismar er en af de historiske nordtyske hansestæder, hvor man kan se mange gamle bygningsværker i den såkaldte teglstengotik. Arkitekturen er typisk for de engang så velstående byer i Hanseforbundet, og blandt andet de tre store hovedkirker udstråler atmosfæren fra byens økonomisk blomstrende handelshistorie.

St.-Georgen-Kirche og St.-Nikolai-Kirche står smukt som de store gamle kirker, der er. Den tredie af Wismars tre mægtige kirker, Marienkirche, blev ødelagt under 2. Verdenskrig og ses i dag som et kirketårn med konturerne af den øvrige bygning. Det giver et interessant perspektiv i det gamle centrum af byen.

Wismar var en af Sveriges vigtigste byer i deres nordtyske besiddelser, og i netop Wismar har svenskerne sat deres største fingeraftryk i regionen, hvor ikke mindst de berømte svenskehoveder kan ses i byen og på det vand, der før og nu er en af byens perler. Wismarbugten og havnen er således en ekstra dimension og glæde under et besøg i hansestaden.

Der er mange interessante steder i omegnen af byen, og Wismar er et udgangspunkt for ture til fx andre hansestæder som Lübeck og Rostock. Der er heller ikke langt til oplevelser i naturen, hvor et udflugtsmål kan være den tyske Østersøkyst, hvor Heiligendamm og Kühlungsborn er eksempler på mondæne badebyer.

Topseværdigheder

    Markt, Wismar

    Markedspladsen
    Markt

    Wismars markedsplads er en af de største i Nordtyskland, og den er omgivet af gamle, smukke bygninger, hvoraf blandt andet gavlhusene er typiske for hansestæderne. I sæsonen er der meget livligt med udendørs servering og byens forretningsstrøg kun få meter herfra.

    Byens smukke rådhus dominerer pladsen, og i det sydøstlige hjørne af Markt ligger en stor brøndbygning, Wasserkunst, der blev bygget af hollænderen Philipp Brandin i 1602 i nederlandsk renæssance. Brønden forsynede Wismars borgere med drikkevand helt indtil 1897.

     

    Lohberg

    Gaden Lohberg er en af de hyggeligste i Wismars centrum. Med beliggenheden tæt på den gamle havn kan man tænke sig tilbage til strøgets historiske storhedstid, hvor handlen herfra blomstrede.

    I Lohberg ligger et bryggeri fra 1452; Brauhaus am Lohberg. Efter en pause er der siden 1995 igen brygget øl her, og det passer fint i gadebilledets udendørsliv med flere restauranter.

     

    St Georgen Kirche, Wismar

    Sankt Jørgens Kirke
    St.-Georgen-Kirche

    St.-Georgen-Kirche er den sydvestligste af Wismars tre store kirkebyggerier, og kirken er et smukt eksempel på det nordtyske murstensbyggeri.

    Opførelsen startede omkring 1260, men gennem en del om- og udbygninger varede byggeriet indtil 1594, hvor den imponerende kirke stod færdig. St.-Georgen fik aldrig et prangende tårn, der kunne passe til den øvrige bygning, hvilket skyldtes manglende midler i 1500-tallet.

    Under 2. Verdenskrig blev St.-Georgen-Kirche bombet til en majestætisk ruin, der stort set stod uberørt hen til 1990, hvor genopbygningsarbejdet startede. I både sit ydre og indre har St.-Georgen nu fået sit oprindelige udseende tilbage til glæde for byens borgere og de mange besøgende.

     

    Schabbellhaus & Byhistorisk Museum
    Schabbellhaus & Stadtgeschichtliches Museum

    Huset Schabbellhaus blev opført 1569-1571 af den hollandske bygmester Philipp Brandin. Det var til rådsherren og senere borgmester, Hinrich Schabbell, der oprindeligt havde stadet indrettet som købmandsgård og bryghus.

    I dag er Wismars byhistoriske museum indrettet i Schabbellhaus. Museet behandler hovedsageligt perioderne, hvor byen var en del af Hanseforbundet og under Sverige. Blandt effekterne kan man se det eneste bevarede af de originale svenskehoveder, der var og er blandt Wismars vartegn.

     

    Alter Hafen, Wismar

    Den Gamle Havn
    Alter Hafen

    Wismars beliggenhed til havet og med naturlig beskyttelse i form af bugten Wismarer Bucht gjorde allerede fra byens start Wismar til en ideel handelsplads. Havnen fik naturligt nok en central rolle, og Den Gamle Havn er i dag et glimt fra tiden under Hanseforbundet.

    I dag er der lystbåde og fiskerbåde i havnen, og herfra kan man også tage på havnerundfart i den store moderne havn og til Wismarer Bugt. Ved kajen mod nordøst i Den Gamle Havn kan man se huset Baumhaus, der er fra 1700-tallet og var stedet, hvorfra kæder blev trukket for at lukke havnen om natten. Uden for Baumhaus kan man se to af byens kendte svenskehoveder.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Wismar her.

Andre seværdigheder

    Frische Grube, Wismar

    Frische Grube

    Frische Grube er en af Wismars ældste gader. Den har fået navn efter det kunstigt anløbte vandløb i midten; Grube, som forbandt byens mølledam, Mühlenteich, med havnen og Østersøen.

    Anlægget af vandløbet stod på i 1200-tallet, og vandet blev benyttet til forskellige formål; fx som reservoir, transport og til vask. I dag danner vandet og gaden et stemningsfuldt islæt i byens gamle bydel.

     

    Sankt Nikolaj Kirke
    St.-Nikolai-Kirche

    Sankt Nikolaj Kirke anses som et sengotisk mesterværk i regionen. Den treskibede kirke er opført som fiskernes og sømændenes kirke i årene 1381-1487. Tårnet er 64 meter højt, men oprindeligt var det 120 meter. I 1703 styrtede toppen ned under en storm. En del af toppen faldt gennem kirkens tag, og først i 1867 var kirken helt bygget færdig igen efter ødelæggelser heraf.

    Indvendigt fremtræder kirken gotisk i strukturen med 37 meter til det hvælvede loft. Indretningen er for store deles vedkommende fra barokken, og mange af de smukke elementer er gennem tiden kommet fra andre af byens kirker eller ved byggeriet efter 1703.

     

    Alter Schwede, Wismar

    Den Gamle Svensker
    Alter Schwede

    Bygningen i murstensgotik med navnet Alter Schwede kan man finde på pladsen Markt over for torvets brøndbygning mod øst. Alter Schwede betyder ”den gamle svensker”, og huset blev opført i 1380 og står derved som den ældste bygning på torvet.

    Først i 1878 blev bygningen indrettet som traktørsted, og ved den lejlighed fik det navnet Alter Schwede, opkaldt efter Wismar svenske tid, der varede 1603-1848.

     

    Vandporten
    Wassertor

    Vandporten er Wismars gamle byport mod havnen. Den blev opført i den såkaldte teglstengotik, og porten er den sidste bevarede af de oprindeligt fem porte i byens forsvarsmur. Porten blev bygget i 1450.

     

    Mariakirchturm, Wismar

    Maria Kirketårn
    Marienkirchturm

    Tårnet Marienkirchturm er alt, hvad der i dag står tilbage af den tidligere så mægtige Marienkirche. Marienkirche var kendt som et af Nordtysklands fornemste murstensbyggerier, men efter omfattende skader forvoldt under 2. Verdenskrig, blev kirken med undtagelse af tårnet sprængt bort i 1960.

    Marienkirche menes først bygget i første halvdel af 1200-tallet for omkring 100 år senere at blive erstattet af den dobbelt så store kirke, der altså mødte sit endeligt i 1960.

     

    Fürstenhof, Wismar

    Hertuggården
    Fürstenhof

    Fürstenhof var sædet for Mecklenburgs hertuger, og komplekset består af to dele. Der er den vestlige del fra 1512-1513, som kaldes ”Alte Haus” og har udgangspunkt i sengotikken, og der er ”Neue Haus” fra 1553-1555, som blev opført i elegant italiensk renæssance. Den udvendige udsmykning er i kalksten og terrakotta, hvor etagerne er adskilte af figurfriser.

    Da Wismar i 1648 blev svensk, blev Fürstenhof indrettet til at huse Tribunalet, der var den øverste svenske retsmyndighed i de svenske besiddelser i Nordtyskland. I dag er Fürstenhof Wismar-regionens domstol.

     

    Lindehaven
    Lindengarten

    Lindehaven er en lille park umiddelbart op ad Wismars gamle bydel. I parken står et gammelt vandtårn, Alter Wasserturm, der blev opført som forsvarstårn i en del af byens gamle bymur. Haven er er populært rekreativt område, der supplerer byens havn som et godt sted for at spadseretur.

     

    Karstadt Stammhaus, Wismar

    Karstadt Stamhus
    Karstadt Stammhaus

    Her midt i Wismars gågader ligger begyndelsen på et kapitel i tysk detailhandelhistorie. I 1881 grundlagde Rudolph Karstadt sin første butik i det, der nu har udviklet sin til et imperium af varehuse i de fleste større tyske byer.

    I 1881 slog Karstadt dørene op med kun en ansat. Den nuværende fireetagers varehusbygning blev opført i jugendstil og ligger pudsigt nok i Krämerstraße, der betyder Kræmmergade.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Wismar her.

Ture fra byen

    Lübeck, Tyskland

    Lübeck

    I det nordøsttyske område tæt ved Østersøen ligger den historiske hansestad Lübeck. Lübeck er, ud over at være på UNESCO’s liste over verdens kulturarv, en særdeles hyggelig by med en stemning fra tiden, hvor Hanseforbundet og købmændene dominerede livet i regionen.

    Lübeck var dronningen af Østersøområdets hansestæder, og det er den for mange dag i dag. Majestætiske kirker og utallige gamle boliger, klostre og andre anlæg fra middelalderen er et bevis på den enorme rigdom, der kom til byen gennem århundreder.

    Den gamle bydel i Lübeck ligger på en ø i floden Trave, og det giver en naturlig afgrænsning for byen, hvor alt ligger i gåafstand. Desuden er floden og bredderne som et blågrønt bælte omkring byen, som kan nydes mange steder og på mange måder som fx på en rundtursbåd.

    Læs mere om Lübeck

     

    Güstrow

    Güstrow er en by i Mecklenburg-Vorpommern med en seværdig bykerne, der er opført gennem århundreders spændende udvikling. Byen er i dag kendt for blandt andet sit renæssanceslot, der står på det sted, hvor der allerede i 1219 blev bygget en vendisk borg.

    Dagens slot i Güstrow blev bygget fra 1558 af hertug Ulrich af Mecklenburg. Datiden var i renæssancen, og stilmæssigt står slottet som en interessant blanding af tysk, fransk og italiensk arkitektur. I midten af 1600-tallet lod den sidste hertug i Güstrow slottet modernisere med det barokke porthus og slotsbroen, der leder fra porthuset til slottet. I dag er slottet indrettet som museum, og nedenfor den smukke bygning kan man gå en tur i slottets imponerende have.

    Ud over slottet er der mange andre seværdigheder i Güstrow, hvor man med korte afstande kan spadsere en fin tur i den gamle bydel. Her finder man blandt andet Markedet/Markt, hvor byens elegante rådhus ligger. Lige bag rådhuset kan man besøg Vor Frue Sognekirke/Pfarrkirche St. Marien, der i sin oprindelige udgave blev indviet i 1308.

    Ikke langt fra Market og St. Marien ligger Güstrow Domkirke/Güstrower Dom (Domplatz), der er et imponerende kirkebyggeri i den typiske nordtyske teglstensgotik. Kirken blev færdigbygget i 1335, og ud over selve bygningen kan man her se Ernst Barlachs berømte skulptur Den Svævende/Der Schwebende.

     

    Schwerin, Tyskland

    Schwerin

    Schwerin er hovedstaden i delstaten Mecklenburg-Vorpommern og den historiske residensby for hertuger og storhertuger af Mecklenburg-Schwerin. Det giver en rigdom af smukke, elegante og storladne byggerier i den smukt beliggende by ved søen Schweriner See.

    Slottet i Schwerin er et sandt eventyrslot med de mange tårne og spir. Det er et must at besøge under en tur i byen, men også mange andre store bygningsværker ligger spredt i en behagelig gåafstand. Undervejs kan man nyde de fine strøggader og pladser, som ligger i de gamle bydele.

    Naturen omkring Schwerin byder på mange muligheder. Sejlture på Schweriner See og vandreture i store grønne anlæg er gode valg, men byens dejlige badestrand ligger også tæt på centrum i den hyggelige bydel Zippendorf.

    Læs mere om Schwerin

     

    Rostock

    Rostock er en af de nordtyske byer, som voksede med Hanseforbundets økonomiske succes, og den historiske rigdom har smittet godt af på byens bygningsværker. Store kirker, regionens ældste universitet og et bredt kulturudvalg hører til i Rostock, der også har nydt godt af både tidligere hertugers og DDRs investeringer.

    Rostock er en lille storby med alt, hvad det indebærer. Forretningsstrøg og indkøbscentre, gode restauranter og et varieret bybillede giver mange impulser og muligheder under et besøg, hvor bycentrum både har brede gader, forretningsstrøg og hyggelige kvarterer.

    Rostocks kirker og byporte står som nogle af byens bygningsværker fra den boomende tid med rig handel omkring Østersøen under blandt andet Hanseforbundet. Marienkirche og Sankt Petri Kirche er de to mest kendte, mens Nikolaikirches indretning med lejligheder i en del af bygningen er ganske speciel. Hertil kommer flere bevarede byporte og dele af muren fra Rostocks forsvar.

    Arkitektonisk byder Rostock også på interessante eksempler fra DDR-tiden, hvor elementbyggerier var en del af tidens valg. I Rostock er der fine eksempler på denne type opførelser med inspiration fra hansetiden.

    Læs mere om Rostock

     

    Heiligendamm, Tyskland

    Heiligendamm

    Heiligendamm er en kurbadeby, der blev grundlagt som sådan allerede i 1793. Derved er det Tysklands og det kontinentale Europas ældste af denne slags.

    Fra sin begyndelse tiltrak Heiligendamm fornemme gæster. Det var Friedrich Franz I, der grundlagde byen, og han var også byens første gæst. Hans besøg gjorde stedet populært, hvilket det stadig er.

    I Heiligendamm kan man nyde strande og de smukke kurbygninger, som ligger omkring Grand Hotel Heiligendamm. Hotellet er et kompleks med seks elegante bygninger, som blev opført mellem 1793 og 1870.

     

    Kühlungsborn

    Byen Kühlungsborn ligger for enden af smalsporsbanen Mollibahn, der kører fra Bad Doberan via Heiligendamm på en naturskøn strækning, der i sig selv er turen til Kühlungsborn værd.

    Kühlungsborn er en populær badeby med en dejlig sandstrand som centrum for mange af aktiviteterne om sommeren. Her kan man gå en tur ud i Østersøen på byens 240 meter lange mole, der som en badebro udgår fra byens centrale strøg ved vandet.

    En lidt særlig attraktion er Østersø-grænsetårnet/ Ostsee-Grenztrum (Strandpromenade, Ostseeallee), der står som et af de få bevarede havgrænsetårne, som DDR opførte i starten af 1970erne. I alt var der 27 af disse tårne, da de var virksomme med overvågning af havet og fx flugtforsøg til det daværende Vesttyskland eller Danmark.

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping

    Karstadt

    Krämerstraße
    Lübsche Straße
    karstadt.de

     

    Indkøbsgader

    Krämerstraße, Hinter dem Rathaus, Altwismarstraße

Med børn
Gode links
Historisk overblik

    Tiden til grundlæggelsen

    Wismars forhistorie var under navnet Reric, som var en slavisk eller saksisk handelsplads i nærheden af den nuværende by. Den danske kong Godfred ødelagde Reric i 808 og tog stedets købmænd med sig til Hedeby, der var datidens politiske danske centrum.

    Rerics gode placering ved Østersøen med naturlig beskyttelse af Wismarbugten gjorde stedet attraktivt, og en bådeplads ved navn Wismar fremkom og blev nævnt første gang i 1147. Fra 1211 ligger et dokument, der giver Schwerins indbyggere tilladelse til at benytte havnen i Wismar, men denne havns nøjagtige sted kendes ikke.

    Dagens Wismar menes grundlagt af den mecklenburgske hertug Henrich Borwin I i 1226, og ikke mange år efter blev der indført rettigheder efter Lübeck som forbillede. I de første årtier voksede bosættelserne omkring Nikolaj Kirke og Maria Kirke sammen, og byen blev hurtigt udvidet hen mod det, der i dag udgør det centrale af den gamle bydel.

     

    Wismars handel

    Handlen blomstrede hurtigt for den velbeliggende by ved Wismarbugten, og i 1259 mødtes blandt andet gesandter fra Lübeck og Rostock i Wismar. De skulle tage skridt mod det stigende antal sørøvere, som udgjorde en trussel mod de nordtyske byers udvikling. Mødet blev starten på etablering af samarbejdet mellem de vendiske hansestæder, som i middelalderen blev betydningsfylde medlemmer af Hanseforbundet.

    Indbyggertallet voksede støt, og omkring år 1300 boede der omkring 5.000 mennesker i Wismar. I 1350 kom pesten til byen, og omkring 2.000 indbyggere blev ramt.

    1300-1500-tallene blev en tid med både opgang i byens handel og interne stridigheder. I første halvdel af 1400-tallet var der således politiske tvister, og efter et nederlag til hansens flåde mod Danmark, blev flådechefen Hinrich van Haren og borgmester Johann Bantzkow henrettet i Wismar. Byen havde mistet 12 skibe til den danske flåde.

     

    Den svenske tid

    Under Trediveårsårskrigen blev Wismar i 1632 besat af Sverige. I den Westfalske Fred, som blev indgået i byerne Münster og Osnabrück i 1648, kom Wismar og betydelige pommerske områder til at høre under den svenske krone. I 1653 etablerede Sverige den øverste ret i landets besiddelser på sydsiden af Østersøen i Wismar.

    Under Skånske Krig mellem Danmark og Sverige, blev Wismar besat af Danmark 1675-1680. Efter de år udbyggede svenskerne Wismar med så omfattende forsvarsværker, at byen blev en af de bedst befæstede søfartsbyer i Nordeuropa. Efter svenske nederlag under Den Store Nordiske Krig i begyndelsen af 1700-tallet måtte forsvaret dog nedlægges igen.

    Den svenske tid blev lang for byen, og den sluttede de facto først i 1803, hvor Sverige pantsatte byen i 99 år til Mecklenburg-Schwerin. På den tid boede der omkring 6.000 i byen.

     

    1800-tallets havn og handel

    Gennem 1800-tallet udviklede Wismar sig fortsat som handelsby, og indbyggertallet sted til omkring 20.000. I 1848 blev en jernbanelinje til Schwerin åbnet, og netværket blev løbende udvidet de følgende årtier. I 1881 åbnede Rudolph Karstadt den butik, der med tiden skulle blive til varehuskæden Karstadt.

    Mellem 1869 og 1904 rev man den middelalderlige bymur ned inklusive porte og forsvarstårne. Det gamle forsvarsanlæg mentes at være en begrænsning for byens økonomiske vækst, og derfor lod man Wismar udvikle sig uden hensyn til, hvad der havde været den gamle by indenfor murene.

     

    1900-tallet til i dag

    Som resten af Tyskland blev også Wismar en del af det nazistiske styre fra 1933 og senere en akiv del af krigen fra 1939. Industrier og havnen var strategisk vigtige steder i byen.

    Under 2. Verdenskrig blev Wismar ramt af tolv bombeangreb, der samlet lagde store dele af den gamle gotiske bydel i ruiner; herunder to af byens tre store kirker. Et særligt mål var dog flyfabrikken Dornier på havneområdet. Britiske og canadiske tropper kom til byen 2. maj 1945, og de blev 1. juli afløst af Den Røde Hær, og Wismar blev de følgende årtier en del af DDR.

    I DDR-tiden blev Wismar udbygget, og havnen blev landets vigtigste efter Rostock Havn. I 1990 fik Wismar sin status af hansestad tilbage, idet byen herefter officielt hedder Hansestadt Wismar, hvilket fx afspejles på nummerpladerne på byens biler. Siden da har bykernen gennemgået en restaurering og delvis genopbygning, der har ført meget af byen tilbage til fordums pragt til glæde for lokale og besøgende.