Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Zadar er en by ved den kroatiske Adriaterhavskyst. Byområdet har været beboet i flere tusind år med udgravede fund fra 800-tallet f.Kr. I år 48 blev byen en romersk colonia, og i den romerske tid blev Zadar bygget efter romersk model med bl.a. et forum og capitolium med et tempel. Senere blev byen venetiansk og var administrativt centrum for Dalmatien. Efter Venedigs fald i 1797 blev Zadar østrigsk til 1918, derefter italiensk, før byen blev en del af Jugoslavien og senere Kroatien.

I dag kan man stadig se Zadars lange historie i gadebilledet. Centrum i den gamle bydel er det romerske forum, som er det største af sin slags på det østlige kyst af Adriaterhavet. Forum blev grundlagt af kejser Gaius Julius Caesar Octavian, og der er rester fra romernes tid. På pladsen kan man også se kirken Crkva sv. Donata, der blev opført fra 800-tallet. Den cirkulære kirke er Kroatiens største præromanske opførelse.

Tæt på Forum ligger Zadars imponerende Skt. Anastasia Katedral, der er Dalmatiens største kirke. Den nuværende katedral går tilbage til 1100-1200-tallene, mens facaden stod færdig i 1324. Der er også andre gamle bygninger i den gamle bydel som fx den romanske kirke Crkva sv. Krševana, der blev indviet i 1175, og flere museer. På Forum ligger byens interessante arkæologiske museum, og flere steder i byen er der afdelinger af Zadars nationalmuseum.

Det er også meget spændende og smukt at gå en spadseretur omkring Zadars centrum. Mod sydøst kan man se store dele af byens gamle bymur, og her ligger den smukt bevarede byport Kopnena Vrata, der blev bygget i 1500-tallet som Zadars hovedindgang. Byporten var en del af byens fæstningsmure, der stadig kan ses, og som er optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Fortsætter man rundt om centrum, kan man også nyde nogle dejlige udsigter over Adriaterhavet.

Ture fra byen

    Split Riva

    Split

    Split ligger smukt ned til den kroatiske Adriaterhavskyst, og det er en by og et område med en lang og interessant historie, som nemt og umiddelbart kan opleves ved en spadseretur rundt i centrum.

    Den oprindelige by i området lå nord for vore dages Split, men så kom Diokletian på den romerske kejsertrone. Diokletian valgte at træde tilbage som kejser til et kolossalt palads ved hans hjemby, og det kom til at danne centrum for udviklingen af det nuværende Split.

    De bevarede dele af Diokletians Palads, der blev opført i starten af 300-tallet, står i dag som Splits fornemste historiske seværdigheder. Diokletians mausoleum danner fx byens domkirke, og dele af paladset og dets kældre er der adgang til i dag. Kældrene bruges som en stemningsfuld basargade.

    Læs mere om Split

     

    Croatian National Theatre, Rijeka

    Rijeka

    Rijeka er porten til Istrien og Kvarner, der er to af de mest besøgte områder i Kroatien. Rijeka er også den største by i regionen, og her er det elegante indkøbsstrøg Korzo hovedgaden gennem byens centrum. Omkring Korzo ligger flere seværdigheder som fx byens kendte tårn, hvis passage leder til både domkirken og udgravninger fra Rijekas fortid som romersk bosættelse.

    Rijekas beliggenhed er perfekt for mange ture i det nordlige Kroatien, hvor naturen er særdeles afvekslende og smuk. Bjerge, dale og den uforglemmelige Adriaterhavskyst med blandt andet øerne Krk og Cres er nogle af mulighederne. Langs rivieraen ved Opatija hersker en særlig stemning, idet byen blev opført i wienerstil til den østrigske adel og velhaverklasse fra de sidste årtier i 1800-tallet.

    Læs mere om Rijeka

Tilmeld dig vores nyhedsbrev